Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Minnesota: terrorrede eller solstrålehistorie?

Terrorangrebet i Nairobi for en måned siden rystede verden. I kølvandet på angrebet forlød det, at to af terroristerne kom fra Minnesota. Oplysningen er fortsat ikke verificeret, men gjorde, at delstaten, der ellers er kendt for at være blandt de førende på integrationsområdet kom under et kritisk lys. Og fortsat har tvivlen hængende over sig.

Det er omtrent en måned siden, at islamistiske fundamentalister fra den somaliske terrorgruppe al-Shabaab angreb et indkøbscenter i den kenyanske hovedstad Nairobi. Over flere dage skød og dræbte de mere end 60 og sårede op mod 180 personer. De første meldinger lød på, at 10-15 terrorister var involveret, heraf flere med vestlig tilknytning, og den kenyanske udenrigsminister var hurtig til at meddele, at mindst to af dem noget overraskende kom fra Minnesota.

Og den midtvestlige delstat fik i det hele taget en del mediaopmærksomhed de dage. Mens angrebet i Nairobi stadig fandt sted, den 24. september, skrev DR artiklen ”Minnesota er amerikansk Jihad-stat” og citerede flere amerikanske medier, som også beskrev statens tilknytning til terrorisme.

I de seneste dage har de kenyanske myndigheder dog neddroslet antallet af terrorister til 4-6, og det er i skrivende stund uklart, om der var amerikanske somaliere blandt dem.

Radikaliseres til hellig krig i Somalia
Og det er ikke første gang, at Minnesota forbindes med somaliske terrorister. Den lidet flatterende titel som Jihad-stat bunder i, at mindst 20 personer med somalisk baggrund siden 2007 er rejst fra Minnesota til Somalia for at føre hellig krig for al-Shabaab. Og det er blot de officielle tal fra forbundspolitiet FBI. Der til skal lægges, at en række unge somaliske mænd er forsvundet fra lokalområdet omkring the Twin Cities – Minneapolis og Saint Paul – over årene uden at det dog kan bevises, at de er hvervet til jihad.

Delstaten i det nordlige USA, som også har mange skandinaviske indvandrere, har den største koncentration af somaliere uden for det afrikanske land. De officielle tal siger 32.000 somaliere i staten, hvoraf de fleste bor i området omkring Minneapolis og Saint Paul – men ifølge lokale somaliere er det reelle tal mindst det dobbelte, og måske endda op mod 100.000. Det gør Minnesota til et åbenlyst hverveområde for terrorgrupper som al-Shabaab, der vil radikalisere unge, afskårne somaliere.

Det til trods er det ikke retvisende at definere staten som en decideret terror-rede. Med en samlet befolkning på 5,4 millioner indbyggere – en anelse færre end i Danmark – og en hastigt voksende somalisk indvandregruppe på op mod 100.000 virker 20 personer ikke overvældende. Særligt ikke hvis man sammenligner med Danmark, hvorfra PET hævder, at cirka 40 danskere med somalisk baggrund er taget til deres hjemland for at støtte al-Shabaab de seneste år. Der bor cirka 17.000 somaliere i Danmark.

Kun en delvis somalisk integrationssucces
Grunden til, at ikke flere somaliere er blevet hvervet af al-Shabaab, kan skyldes, at amerikanerne er gode til at integrere indvandrere og få dem til at føle sig som en del af lokalsamfundet. Det er i hvert fald forklaringen, hvis man spørger mange somaliere i Minnesota. Mange af dem føler sig som en del af nærmiljøet, og det har blandt andet betydet, at adskillige af dem er blevet succesfulde, selvstændige erhvervsdrivende.

Samtidig arbejder det lokale politi og socialarbejdere tæt sammen for at involvere de unge somaliere i for eksempel sportsarrangementer. Men det har en pris. Denne indsats er blandt andet finansieret af det 2-årige program AIMCOP (African Immigrant Muslim Community Outreach Program) til en værdi af knapt 700.000 dollar. Desuden gør de lokale imamer og ledere i det somaliske lokalsamfund en markant indsats for at sørge for, at de unge ikke bliver radikaliserede. Flere af dem har allerede været ude i medierne for at tage afstand til angrebet i Nairobi.

Spørgsmålet er imidlertid, om staten virkelig er den succesfulde integrations-historie, som den ofte bliver beskrevet som, senest af den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Laurie Fulton i avisen Huffington Post? Ifølge American Community Survey 2006-08 fra US Census Bureau levede 4 ud af 5 somaliere i Minnesota i 2008 tæt på eller under USA’s fattigdomsgrænse, mens to tredjedele somaliere over 25 år ikke havde en high school-uddannelse. Til sammenligning var det tilsvarende tal 8,4 % for ikke-somaliske borgere i staten. Ifølge undersøgelsen var halvdelen af somalierne i Minnesota uden arbejde i 2008. Og af den halvdel som arbejdede, var lønnen under det halve af den, som den gennemsnitlige borger i delstaten tjente.

På trods af dette bliver man nødt til at drage paralleller til Danmark, hvor kun lidt mere end hver fjerde somalier i 2012 var på arbejdsmarkedet ifølge Danmarks Statistik. Den danske beskæftigelsesfrekvens for somaliere er i øvrigt på niveau med tallene i både Norge og Sverige. Derfor er det heller ikke så overraskende, at alle tre skandinaviske lande har haft delegationer i USA i de seneste år for at tage ved lære af integrationsprocessen i Minnesota. Så sent som i sidste måned var en gruppe fra den midtvestlige stat på besøg i Danmark for at lære imamer, foreninger og lokale somaliere om integrering i et vestligt samfund.

Grobund for inspiration og forbedring
Det er med andre ord hverken muligt entydigt at definere Minnesota som en terror-rede eller en solstrålehistorie. Staten har absolut sine integrationsudfordringer og kæmper en daglig kamp for at inkludere flere somaliere i lokalsamfundet. Men lokale frivillige og imamer gør samtidigt et stort stykke arbejde for at undgå radikalisering. Sandheden må findes et sted midt imellem.

Written By

Emil Lee Madsen er uddannet Cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Ohio. Forfatter til bogen ’Rombama’ om 2012-valgkampen og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På? og ‘Fiktionens Magt’. Analyserer hver måned den lovgivende forsamling på Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen