Min tid som militærfrue

Livet på de amerikanske militærbaser er noget særligt. Som gift med en amerikansk officer, har Mette Laursen oplevet ‘the base life’ helt tæt på. Blandt andet i Montgomery i det sydøstlige USA. Læs uddrag fra Alabama-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.

Jeg sad helt oppe under loftet i den store basketarena og spillerne var næsten så små som myrer. Kampen skulle lige til at starte, og de gjorde klar til at spille den amerikanske nationalsang. Amerikanske flag blev båret ud af militærmedlemmer i uniform, kunne vi se på skærmene, som hang i loftet. ”Now we would like all service members and their families to rise during the national anthem,” sagde stemmen i højtaleren. Min mand kiggede på mig. ”Don’t you want to get up, Joseph?” spurgte jeg og jeg skubbede lidt til ham, men han virkede mere, som om han helst ville blive et med tapetet. Flere stillede sig op rundt om i arenaen, og kameraerne zoomede ind på dem. Folk klappede og hujede, og en sangerinde nede på banen begyndte at synge ”Ooo say can you see…”. Joseph sad stadig ned, men besluttede sig så for at rejse sig, måske fordi han mente, at det var hans pligt. Folk rundt omkring os så ham rejse sig, klappede ham på skulderen, sagde tak og gav ham hånden bagefter. Han fandt opmærksomheden lidt ubehagelig, men jeg kunne se, at hans høje skikkelse blev endnu mere rank, da han nikkede til folk omkring ham. Jeg skulle ikke have noget af den opmærksomhed og sad stille på min stol ved siden af ham.

Joseph var netop blevet færdig som officer i Det Amerikanske Flyvevåben, US Air Force, og ingen af os havde helt vænnet os til militærlivet endnu og alle de ting det bragte med sig. Fx at man stolt rejste sig op for at lade andre hylde én til en sportsbegivenhed. At man fik rabat i butikker og at folk kunne finde på at klappe og råbe ”U-S-A”, og sige ”thank you for your service” til min mand, når han havde sin uniform på. Han brød sig ikke synderligt om det og jeg befandt mig den første tid som military wife i en konstant indre konflikt mellem at være stolt af at gå ved siden af min mand i uniform, og at være dansker, som altså ikke var amerikansk military wife, men som havde sin egen identitet. Og den bar overhovedet ikke præg af at være amerikansk patriot. Problemet var bare, at for alle andre lignede jeg netop det, en military wife, som selvopofrende havde giftet mig med en mand, som satte sit liv på spil for USA.

Absurditeten ved at folk hyldede en for bare at have mødt op til kampen gjorde os begge utilpas. Vi var så nye i det her liv, at vi langt fra kendte alle reglerne og ingen af os var glade for den ekstra opmærksomhed. Personligt fik jeg rigeligt opmærksomhed ved at præsentere mig selv som ”Mette”, hvilket altid blev fulgt af et ”Where you from?” og derefter en enetime fra min side i, hvordan man udtalte Maaaetta og om, hvorvidt folk i Danmark var ”Dutch”. Det var de ikke, lærte folk hurtigt, og de var vist heller ikke så rare, de danskere, må folk have tænkt, efter at jeg for syttende gang på samme aften skulle igennem samme smøre.

Militærlivet som jeg nu var del af, bød på mange goder, og som velfærdsdansker var jeg ikke bleg for at benytte mig af dem alle. Jeg gik i gratis fitnesscenter, spiste mad på basens spisesteder til 3 dollars, drak drinks på basens officersklub og gik dagligt ned til poolen og solede mig, mens min mand sad på skolebænken.

Men jeg fandt hurtigt ud af, at militærlivet ikke var en dans på roser, og at denne absurditet, jeg havde følt i starten, nok var ganske malplaceret. For som militærfamilie måtte man finde sig i at leve et ustabilt og på mange måder psykologisk udmattende liv. Som udeforstående og fra et dansk synspunkt var det i starten svært at forstå, hvorfor amerikanerne kunne finde på at klappe af en familie eller nogle mænd, som tilsyneladende ikke havde gjort andet end at møde op til en sportsbegivenhed. Men så simpelt var det slet ikke, fandt jeg ud af.

Som militærfamilie blev man flyttet til en ny base omkring hver andet år. Forestil dig, at du skulle finde et nyt job, nye venner, et nyt hus og at dine børn skulle falde til i en ny skole hver andet år. Jeg mødte flere garvede military wives, som havde boet 8-10 steder og var tvunget til at følge deres mænd rundt omkring i verden. De sidste fire år i Tyskland, de næste to i Texas. Og så to i Alaska. Det kræver noget, ikke kun fra mændenes side. Og så er der hele den traumatiserende deployment, altså udstationering enten i krigsområder eller væk fra familien, fordi der ikke måtte komme civile med til områder som de Arabiske Emirater, Sydkorea eller Grønland – noget som danske militærfamilier også kender så godt. Normalt ved man, at tiden til en udstationering er ved at nærme sig, og man gør sig mentalt klar, men nogle gange får man det først at vide dagen før. Det skete fx efter at Haiti blev totalødelagt af en orkan for nogle år siden. Der fik ti mand fra min mands hold at vide, at de skulle afsted. I morgen. På ubestemt tid. Det kunne være en uge eller tre måneder.

Forestil dig, at du skulle klare det hele alene derhjemme på ubestemt tid, langt væk fra din hjemstavn, og at du skulle fortælle dine børn, at far igen skal afsted. Og endnu værre, at han skal til Irak. At han skal afsted indtil din næste fødselsdag, junior, men til gengæld kan vi tale over skype nogle gange om ugen. Hvis hans base ikke har været under angreb, og al kommunikation er lukket ned. Tror du den to-årige kan huske sin far, der kom hjem otte måneder senere?

Det kræver noget at leve som militærfamilie, og derfor er det faktisk rørende og slet ikke absurd eller underligt, at få et bifald til en sportsbegivenhed. For disse mænd og kvinder, der på en fridag havde taget til en basketkamp, var måske lige kommet hjem fra Afghanistan, hvor de havde set deres bedste ven blive dræbt. Måske var de selv tæt på at dø. Og nu sad de her og følte sig værdsat midt i en sportsbegivenhed (det ved jeg, de gjorde, for jeg spurgte dem selv) – det kunne vi godt lære noget af i Danmark.

Da vi var på vej hjem fra kampen samme eftermiddag og kørte ind på basen i Montgomery i Alabama, hvor vi boede, startede militærmarchen, som blev spillet over lydanlægget hver aften kl 17. Jeg havde været en del af militærlivet længe nok til at vide, at regler var til for at blive fulgt. Og jeg vidste, at når marchen spillede, skulle man stoppe det, man lavede, og militærmedlemmer i uniform skulle gøre honnør, mens jeg skulle stå og se højtidelig ud. Men hvad gjorde man, når man kørte bil? Jeg så på Joseph halvt i panik. ”You just pull over and sit still until it’s over,” sagde han og tyssede på mig. Så sad vi der i vejkanten i fem minutter og så højtidelige ud. Og det var godt, for der blev holdt øje med den slags på en militærbase.

Læs hele Mette Laursens Alabama-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkommer fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde.