Midtvejsvalgkampen kan trække i langdrag

Det er langtfra sikkert, at vi skal forvente at se et endegyldigt resultalt for midtvejsvalget, når vi vågner morgenen derpå den 5. november 2014. Der er nemlig stor sandsynlighed for, at vi ikke ved med sikkerhed, hvem der har fået de eftertragtede senatsæder, før vi har fejret nytår.

Selv om meningsmålingerne fortløbende har givet republikanerne gode chancer for ikke kun at genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus men også at vinde flertallet i Senatet, kan midtvejsvalget stadigvæk nå at udforme sig til en sand gyser à la præsidentvalgkampen i år 2000. Der er nemlig flere forhold, som gør det sandsynligt, at ingen af partierne kan kalde sig ’vinder’ af Senatet, når stemmerne er talt op ud på de tidlige morgentimer den 5. november. Tværtimod kan der stå januar på kalenderen, før de sidste stemmer falder på plads. Det er især de tre delstater Louisiana, Georgia og Kansas, som ser ud til at trække spændingen om valgkampen i langdrag.

Louisianas lov
Lovgivningen i delstaten Louisiana dikterer, at hvis ikke én af kandidaterne får over 50 procent af stemmerne på midtvejsvalgaftenen, skal en såkaldt ’runoff elcetion’ afholdes mellem de to kandidater med flest stemmer. Og den finder først sted den 6. december.

Som situationen ser ud i Louisiana nu er det forventeligt, at et runoff-valg bliver en realitet. Hverken den siddende demokratiske senator Mary Landrieu eller den republikanske udfordrer Bill Cassidy står i meningsmålingerne til at vinde over 50 procent af stemmerne. Ifølge Real Clear Politics statistikker fører Cassidy pt. med 46,8 procent af stemmerne over Landrieu, som står til at vinde 42,3 procent af stemmerne.

Hvis endnu en valgrunde skulle finde sted i Louisiana i december, kunne man forestille sig, at Cassidy er favorit til at vinde. Landrieu har svært ved at distancere sig fra Barack Obamas upopulære politik. Hun bliver angrebet hårdt dels fordi, at hun har støttet Obamacare, og dels fordi at Obamaadministrationen ikke har formået at forbedre ledighedsraten for afroamerikanerne. Det forventes derfor at færre afroamerikanere vil stemme ved midtvejsvalget, hvilket betyder, at Landrieu kan miste vigtige stemmer. Derudover er delstaten traditionelt set en ’rød’ (republikansk red.) stat med mange hvide, konservative indbyggere. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at Louisiana vender tilbage til det gamle valgmønster, der vægter republikanere til at repræsentere delstaten i Senatet.

Georgia giver demokraterne håb
Ligesom i Louisiana har Georgia også en lovgivning, som kan tvinge delstaten ud i et runoff-valg. Det vil i givet fald først finde sted den 6. januar. Men med den seneste udvikling blandt kandidaterne i sydstaten kan dette nu også vise sig at blive en realitet. Kampen om senatsæderne har nemlig givet demokraterne nyt håb i denne del af nationen. Den ’røde’ stat, som både stemte imod præsident Barack Obama i præsidentvalgene i 2008 og 2012, er ikke længere en sikker sejr for republikanerne. Den demokratiske senatorkandidat, Michelle Nunn, har nemlig givet højrefløjspartiet et gevaldigt modspil. Der er flere årsager til, at Nunn har fået god medvind i sejlene i denne valgkamp:
Først og fremmest genopstiller den siddende republikanske Senator, Saxby Chambliss, ikke. Det betyder, at republikanerne ikke har kunnet nyde fordel af at have en kandidat med et veletableret navn i deres hjørne. Derimod er Michelle Nunns far den tidligere Senator, Sam Nunn, som er velrespekteret i lokalsamfundet. Desuden har Nunn ikke været igennem et opslidende primærvalg ligesom hendes modkandidat, David Perdue har. Imens Perdue kæmpede for at vinde republikanernes nominering, kunne Nunn bruge tiden på at besøge statens distrikter og indsamle kampagnepenge. Michelle Nunn har også ført en stærk valgkamp mod Perdue, som hun har angrebet for at være en forretningsmand, der har brugt store dele af hans karriere på at flytte amerikanske arbejdspladser til Kina og Mexico. I en stat, som har den højeste ledighed blandt indbyggerne, kan denne form for angrebskampagne være udslagsgivende i de sidste dage op til valget. Men er det nok til at give Nunn over 50 procent af stemmerne? Det er ikke sikkert.

Endnu en interessant faktor spiller nemlig ind i valget i Georgia. Foruden kandidaterne Nunn og Perdue stiller den libertarianske, Amanda Swafford, også op til midtvejsvalget. Med stærke konservative økonomiske holdninger kan hun tiltrække nogle af Perdues vælgere, hvilket kan øge demokraternes chance for ikke at skulle ud i et runoff-valg. Dog advokerer Swafford også for homoseksuelles ret til ægteskab og en legalisering af marihuana. Sawaffords opbakning til begge problemstillinger overlapper med de demokratiske værdier, hvilket kan betyde et stemmetab for Nunn og netop fremtvinge et runoff-valg. Den uklare situation i sydstaten kunne tyde på, at indbyggerne ikke undgår at skulle gå til stemmeurnerne igen i januar. Det er dog sikkert at sige, at hvis et runoff-valg bliver en aktualitet, så bliver det et valg mellem Michelle Nunn og David Perdue.

Løsgængeren i Kansas
I den ellers traditionelt rubinrøde, republikanske stat, Kansas, er det løsgængeren Greg Orman, som spænder ben for den sidende republikanske senator, Pat Roberts. Roberts, som har siddet i Senatet siden Reagan-æraen, er ikke længere synderligt populær i Kansas. Forklaringen er enkel: Roberts er udepeget af Tea-Party bevægelsen som en RINO – en ’Republican In Name Only.’ En republikaner som går på kompromis med det konservative værdisæt, og som indgår aftaler med demokraterne i Kongressen. Og det er et stort problem i en stat, hvor medlemmer af Tea-Party bevægelsen er stærkt til stede. Men der er også mange indbyggere i Kansas, som er trætte af Tea-Party bevægelsens konservative prædikener. Delstatens Guvernør, Sam Brownback, har ført en yderst konservativ økonomisk politik i Kansas, som har haft fatale konsekvenser for væksten i staten. Det har medført, at borgerkrigen mellem de konservative- og moderate republikanere er blusset op på ny.

Efter den demokratiske senatorkandidat Chad Taylors exit fra valgkampen i september har Orman overraskende stormet frem i meningsmålingerne. Orman har nydt godt af de interne stridigheder i Det Republikanske Parti samtidig med, at han har kunnet overtage Taylors stemmer. Ifølge Real Clear Politics fører Greg Orman lige nu med 0,9 procentpoint over Pat Roberts. Der er ingen tvivl om, at valget i Kansas forbliver tæt til det sidste, men hvis Orman skulle gå hen og vinde, skal han først beslutte sig for, hvilket parti han vil bakke op om. Og det kan tage tid.

Fintællinger kan forlænge valget
Enhver tæt valgkamp mellem to kandidater kan kræve en fintælling af stemmerne ude i de enkelte delstater. Og det er set før, hvordan en fintælling kan trække ud. I 2008 vandt demokraten Mark Begich Alaskas ene senatsæde, men kun med lidt over et procentpoint. Dette resultalt krævede en fintælling af Alaskas stemmer, og det tog ikke mindre end to uger. Ifølge statistikdatabasen fivethirtyeight ser republikaneren Dan Sullivan lige nu ud til at slå Begich med fire procentpoint den 4. november. Men hvis Begich haler bare en anelse ind på Sullivan inden selve valgdagen, er det ikke usandsynligt, at Alaska vil bruge tid på at fintælle stemmerne igen. Og dette fænomen kan selvfølgelig gentage sig i andre delstater, hvor løbet er tæt.

Valgsejr på valgaftenen
Hvis medlemmerne af ét af partierne skal kunne fejre, at de har vundet overtal i Senatet på valgaftenen, er det et efterhånden et længere regnestykke, som skal gå op. For republikanerne ser det således ud:
Udover at vinde de stater, som allerede ser ud til at være sikre republikanske sejre, skal partiet vinde senatsæderne i Alaska, Arkansas, Montana, South Dakota og West Virginia. Fivethirtyeight giver de republikanske medlemmer mindst 75 procent chance for at vinde i hver af disse stater. Derudover skal republikanerne vinde mindst tre af de følgende stater: Colorado, Georgia, Iowa, Kansas eller Kentucky. Som beskrevet ser det sværere ud for de republikanske kandidater at vinde i Georgia og Kansas uden et runoff-valg, så alt skal sættes ind på Colorado, Iowa og Kentucky.

Hvis demokraterne skal kunne fejre, at de holder overtallet i Senatet natten efter den 4. november, ser billedet lidt mere kompliceret ud. Udover at vinde valgene i de stater, som er loyale demokratiske stater, skal partiet også vinde: Colorado, Georgia, Iowa og Kentucky foruden enten Alaska, Arkansas, Montana, South Dakota eller West Virginia. Det ser især yderst svært ud for partiet at vinde bare én af de sidstnævnte stater, som på nuværende tidspunkt er tippet til at blive vundet af republikanske kandidater. Og dertil skal nævnes at demokraterne også har problemer i nogle af staterne, som ellers skulle betragtes som Det Demokratiske Partis hjemmebane; nemlig i New Hampshire og North Carolina.

Men kampen om senatsæderne er stadigvæk i gang. Og med kun få dage til valgdagen sætter begge partier nu ekstra hårdt ind med negative reklamekampagner mod deres modstandere for at flytte de sidste stemmer. I nogle af de stater, hvor kandidaterne ligger meget tæt i meningsmålingerne, kan dette have en betydning. Derfor er det også tvivlsomt, om vi kan få midtvejsvalgsspændingen forløst morgenen efter den 4. november, eller om vi får lov til at vente lidt længere på et resultat end først håbet.