Midtvejsvalget dækker over et opgør med den amerikanske drøm

Den amerikanske drøm har længe været en illusion, og realiteterne er ved at indhente mulighedernes land. Det amerikanske samfund gennemgår en stor forandring, der betyder et opgør med den klassiske amerikanske selvforståelse. USA må vågne op og indstille sig på en ny virkelighed eller lade stå til og blive overvældet af uoverkommelige sociale udfordringer. Presset for uddannelses- og immigrationsreformer er enormt, men alligevel er der stilstand på området i midtvejsvalgkampen.

En stor del af USA’s image og ikke mindst grunden til at landet gennem flere århundrede har tiltrukket et væld af immigranter er den succesfulde branding af landet som mulighedernes land. Landet sælges om stedet, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor alle gennem flid og hårdt arbejde kan skabe deres egen succes. Som det efterhånden er blevet påvist mange gange er USA langt fra et af de steder, der i realiteten giver de bedste muligheder for at nå til tops, men ikke desto mindre fortsætter indvandringen i stor stil, og uddannelses- og immigrationspolitikken og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan de mange illegale indvandrere skal behandles, er blevet et landspolitisk tema for både Republikanerne og Demokraterne uden at emnerne dog får særlig opmærksomhed op til midtvejsvalget.

Problemet er, at indvandrerne sjældent klarer godt og derfor ender med at være en belastning og omkostning for det amerikanske samfund. Skal man løse problemet er det afgørende, at forbedre mulighederne for indvandrerne til rykke op i samfundet, man skal med andre ord øge den sociale mobilitet.

Det er dog lettere sagt end gjort. Ifølge den amerikanske økonomiprofessor Gregory Clark tager det 7-10 generationer før forskelle mellem høj og lav social klasse er udlignet. Den sociale mobilitet har også vist sig at være stort set upåvirket af forskellige velfærdssystemer, og et land med en omfattende velfærdsstat som Sverige er ikke hurtigere til at udligne sociale forskelle end lande som USA, der har en langt mindre velfærdsstat.

Svært at forbedre sin position i samfundet
Uddannelse er det mest effektive middel til at forbedre situationen for mange underprivilegerede mennesker. Desværre for de mange latinamerikanere i USA viser tal at kun 15 % af latinske andengenerationsindvandrere tager en længere videregående uddannelse. Når det tilsvarende tal for den øvrige del af befolkningen er 33 % er det let at se, hvorfor det tager 7-10 generationer for mindre privilegerede sociale grupper at indhente det forspring. Tallene afslører også, at det ikke er indvandrebaggrunden som sådan, der er hele forklaringen. Kigger man på andengenerationsindvandrere fra andre områder end Latinamerika er det omkring halvdelen af dem, som får en længere videregående uddannelse.

Det betyder selvfølgelig ikke at latinamerikanere mangler evnen til at klare sig godt i undervisningen eller at de har lavere ambitioner. Det er derimod et udtryk for de sociale lag, som de forskellige indvandringsgrupper i USA kommer fra. Her er der mange af de latinske immigranter, der kommer fra de lavere sociale lag i Centralamerika. De klarer sig af en lang række socio-økonomiske årsager dårligere i skolen end immigranterne fra eksempelvis Asien, der typisk kommer til USA fra en højere social status i deres hjemland. Det samme var tilfældet da mange europæere for 100-150 år siden udvandrede til USA. De var måske ikke fra de højeste sociale lag, men de tilhørte trods alt en litterær middelklasse, og havde langt bedre forudsætninger for at etablere sig og få succes i USA. Gregory Clark pointerer, at den immigrationspolitiske udfordring USA står overfor nu, er væsentligt forskellig for de udfordringer amerikanerne har tacklet tidligere, simpelthen fordi der er stor væsensforskellighed for den type immigranter, man modtager nu.

Trætte, fattige og tætpakkede masser
For mange af fortidens immigranter var det første møde med USA indsejlingen til New York, hvor der på Frihedsgudinden står Emma Lazarus’ berømte ord:
”Mother of Exiles. From her beacon-hand
Glows world-wide welcome […]
’Give me your tired, your poor,
Your huddled masses yearning to breath free’”.

De ord virker fjerne, når man ser på immigrationsdebatten i dag og på de nedslående uddannelsesstatistikker. I virkeligheden passer ordene bedre på nutidens immigranter end datidens, men uanset hvad, er det vigtigt for det amerikanske samfund at indse, at det i stigende omfang er mindre ressourcestærke immigranter, der søger til USA end tidligere, og at det skaber nogle nye udfordringer for social- og uddannelsespolitikken. Man kan ikke regne med at løse nye udfordringer på immigrations- og uddannelsesområdet med gamle metoder, når selve karakteren af immigranterne gennemgår så væsentlig en karakterændring. Naivt er det derfor at tro, at de løsninger, der har vist sig tilstrækkelige for at bringe relativt velstillede immigranter fra den øvre del af samfundet op på en højere position i samfundet, også vil vise sig tilstrækkelige for immigranter, der er dårligt socialt stillet, og som er blevet presset af nødvendighed til at søge til USA. Det handler i den sammenhæng ikke så meget om at de er immigranter – vi har set andre indvandregrupper klare sig bedre end den lokale befolkning – men mere at de kommer fra lave sociale klasser.

Stater med mange latinamerikanske immigranter som Californien har tilrettelagt socialpolitikken ud fra en antagelse om, at man kan forbedre situationen for immigranterne ved at fjerne de klassiske økonomiske og akademiske barrierer til de videregående uddannelser. At øge tilgængeligheden er et prisværdigt men ikke et tilstrækkeligt tiltag, som eksemplet med Sverige viste tidligere. Den smertefulde erkendelse er, at de uddannelsespolitiske knapper man kan trykke på ganske enkelt ikke virker hurtigt nok.

Ifølge Gregory Clark kan en alternativ tilgang være at appellere til mere ressourcestærke immigranter fra de samme områder og kulturelle grupper som de svagere immigranter. Har man succes med at få bedre stillede latinamerikanere til USA, vil de med deres succes også være med til at nedbryde de negative kulturelle stereotyper og dermed øge den generelle socio-økonomiske status af den latinamerikanske befolkning i USA.

Den nye kolos
Lazarus’ beskrivelse af USA som en ledestjerne for håb for de trætte, fattige og tætpakkede masser var ikke en nøjagtig beskrivelse af forholdene dengang, men ordene vinder genklang i den moderne immigrationsdebat. Amerikanerne må gøre op med sig selv, om de vil leve op til de luftige ord på symbolet på den amerikanske drøm og blive til den nye kolos, det samlingspunkt for håb og forandring som var ambitionen engang. Eller vil man være mindre ambitiøs og bryde med idéen om USA som et mulighedernes land, hvilket i høj grad har været afgørende for USA’s udvikling til global stormagt.

Hvis de vælger at gøre alvor af løfterne om den nye kolos står amerikanerne overfor en kæmpe opgave med at tilrettelægge uddannelses- og immigrationspolitikken på en helt ny måde. Udfordringen kan virke uoverskuelig, men med et stigende demografisk pres for reformer på immigrations- og uddannelsespolitikken er spørgsmålet om befolkningen og deres ledere har et valg.

Umiddelbart virker det overraskende, at man problemets størrelse taget i betragtning ikke bruger mere tid på emnet i valgkampen end tilfældet er. Men paradoksalt nok er det formentlig kompleksiteten og uoverskueligheden i det reformarbejde politikerne har i udsigt, der afskrækker dem fra at satse benhårdt på uddannelses- og immigrationsreform i valgkampen. Men det amerikanske samfund har allerede ændret sig og den amerikanske drøm er truet på livet, nu er det bare et spørgsmål om tid hvornår det går op for amerikanerne.