Merkels IS-strategi er ikke det nybrud, det gøres til

Den tyske Bundestag besluttede i december at give tilladelse til udsendelse af 1.200 tyske soldater til støtte i kampen mod Islamisk Stat. Den mere aktive tyske sikkerhedspolitik der viste sig i kølvandet på terroren i Paris, går tilbage til en afgørelse i forfatningsdomstolen 1994.

Af Karl Christian Lammers, lektor emeritus, Københavns Universitet

Den 4. december 2015 gav den tyske Bundestag med stort flertal sin tilslutning til at militæret Bundeswehr kunne deltage i kampen mod Islamisk Stat IS. Det var tredje gang siden 1994 at Bundestag godkendte Bundeswehrs medvirken i en ”offensiv kampindsats”: i 1999 førte det til deltagelse i Kosova-aktionen og 2001 deltagelse i NATO’s krig mod Afghanistan.

I året 1994 indledtes et brud med den hidtidige tilbageholdne tyske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som svar på en klage fra SPD og FDP angående Bundeswehrs medvirken i overvågningsflyvninger med AWACS-fly i Bosnien-konflikten åbnede den tyske forfatningsdomstol Verfassungsgericht med sin såkaldte ”out-of-area”- afgørelse op for at Bundeswehr kunne deltage i aktioner betinget af at Tyskland havde tiltrådt et ”system til gensidig kollektiv sikkerhed”. Dvs. at Bundeswehr kunne medvirke i kollektive fredsskabende aktioner – i FN- og NATO-regi – hvis Bundestag gav mandat til det. Afgørelsen udgjorde en vigtig præcisering af art. 24 (kollektiv sikkerhed), art. 26 (at der ikke kunne udgå angrebskrig fra Tyskland) og art. 87 a (Bundeswehrs opgave er forsvar) i den tyske forfatning Grundgesetz.

Denne afgørelse fra 1994 betød et brud i tysk sikkerhedspolitik, der som følge af Tysklands militaristiske og krigeriske fortid (ansvaret for Anden verdenskrig) havde været forsigtig og tilbageholden og kun have muliggjort tysk militær medvirken i humanitære og fredsbevarende kollektive aktioner, men ikke i fredsskabende aktioner dvs. i kamp og krig for at skabe fred.

Med beslutningen fra december 2015 reagerede Bundestag på en anmodning fra den franske regering om støtte og solidaritet i henhold til artikel 47 i Lissabon-traktaten. Det var en anmodning om støtte i kampen mod terror og Islamisk Stat og betød at op til 1200 Bundeswehr-soldater kunne sendes af sted til at ”understøtte Frankrig, Irak og den internationale alliance mod IS”. Det tyske bidrag udgør en logistisk og mere indirekte støtte til den af Frankrig anførte alliance. Det indebærer at Tyskland ville overtage tankning i luften af allierede jager- og bombefly, overtage opklaringsopgaver med sofistikerede Tornado jets, overtage dele af søbeskyttelsen af det franske hangarskib ”Charles de Gaulle” samt stille folk til stabspersonalet. Tyskland er dermed gået aktivt ind i kampen mod IS, men ikke i krigen mod IS. Denne distinktion er vigtig at fastholde, da forbundskansler Angela Merkel ikke ønsker at fremstå som ”krigskansler”. Det indebærer ikke at Tyskland helt udelukker en militær operation mod IS hvis der skulle foreligge et FN- mandat til en militær aktion mod IS.

Den tyske sikkerhedspolitik ligger således i klar forlængelse af de nye optioner som udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og forbundspræsident Joachim Gauck opstillede i 2014, da de talte om at Tyskland kunne indtage en mere aktivistisk udenrigspolitik og engagere og ”blande sig mere” i verden. Eventuelt også militært.

Karl Christian Lammers er lektor emeritus i tysk og vesteuropæisk samtidshistorie ved Saxo- Instituttet på Københavns Universitet. Har skrevet en del bøger om tysk historie, senest ´Tyskland efter murens fald 1989´.