Meninger om meningsløsheden

USA er rystet i sin grundvold efter den værste skudmassakre i amerikansk historie. I kølvandet på tragedien i Orlando er meningerne mange, både om ansvar og mulige løsninger. Men enighed – og dermed samarbejde – kommer der næppe, de to partier i mellem. Heller ikke denne gang

Hvad skal man efterhånden snart sige om skudmassakre i USA, der ikke allerede er sagt?
Det er forfærdeligt.
Det er meningsløst.
Det burde stoppes.
Det burde være i alles interesse at få løst.
Det er det og det burde det.
Det var det også efter Virginia Tech.
Det var det efter Newtown.
Det var det efter Aurora.
Det er det efter Orlando.
Det er forfærdeligt.
Det er meningsløst.
Det ændrer desværre bare ikke ved, at der formentlig heller ikke denne gang kommer til at ske det store.

Natten til søndag amerikansk tid gik den 29-årige Omar Mateen ind på natklubben The Pulse i Orlando, bevæbnet med et angrebsvåben af den tungere slags. Umiddelbart herefter indledte han sin ugerning og dræbte 50 mennesker og sårede mindst lige så mange. Episoden udviklede sig undervejs til et regulært gidseldrama, inden politiet til slut trængte ind og i en skudveksling dræbte Mateen. Og dermed afsluttede den største skudmassakre i amerikansk historie.

Hvad der præcist var Mateens motiv, ved vi fortsat ikke med sikkerhed. Ligesom vi heller ikke ved, hvorfor det lige netop var en natklub for homoseksuelle, han valgte som sit mål. Alt det ved vi formentlig mere om i løbet af de kommende dage.

Hvad vi dog allerede nu kan sige med sikkerhed er, at våbendebatten og diskussionen om national sikkerhed igen vil blusse op og præge både valgkampen og den generelle politiske debat i USA.

Hvordan fronterne kommer til at se ud, så vi allerede i løbet af søndagen, i takt med at der kom klarhed over tragediens omfang.

Hos Demokraterne så vi både præsident Obama og Hillary Clinton udtrykke fordømmelse over angrebet, og samtidig minde om, at det endnu var for tidligt i forløbet til at drage konklusioner om gerningsmandens motiv. Men at massakren var endnu et bevis på, hvor let det var at få adgang til tunge våben i USA, lagde præsidenten ikke skjul på, da han søndag eftermiddag amerikansk tid kort talte til befolkningen.

Hos Republikanerne var Donald Trump – som så ofte før – hurtig på Twitter-aftrækkeren. I løbet af en hel del tweets fik den republikanske kandidat blandt andet opfordret til Obamas afgang og desuden varmet op til et ‘hvad sagde jeg’, med henvisning hans tidligere udtalelser om national sikkerhed og terror.

Men selv om vi i de kommende dage, uger og måneder vil høre en del om både våbenloven og national sikkerhed, så bliver det formentlig kun ved snakken. For fronterne mellem de to partier er trukket så skarpt op, at det er svært at se for sig, hvordan de skulle kunne samarbejde. Og da slet ikke med under fem måneder til præsidentvalget.

Samtidig har tidligere tragedier vist, at det er mere end almindelig vanskeligt at få ændret den amerikanske våbenlov. Det tydeligste eksempel på dette var skoleskyderiet i Newtown for tre et halvt år siden, hvor en ung mand skød tyve børn, seks voksne og til slut sig selv.

Nøjagtig som nu med Orlando, rystede Newtown den gang amerikanerne og da præsident Obama lancerede en række stramninger af våbenloven, var et stort flertal af amerikanerne bag ham. Alligevel faldt forslaget på Capitol Hill, hvilket ikke mindst skyldtes pres fra den magtfulde våbenlobby NRA. Og selv om vi denne gang står med næsten dobbelt så mange dræbte som i Newtown, er der ikke umiddelbart noget der tyder på, at NRA skulle have ændret holdning. Hvilket dermed betyder, at der ikke kommer til at ske noget med våbenloven.

I spørgsmålet om national sikkerhed, vil vi se de to kandidater fremlægge forskellige løsningsmodeller for, hvordan det her kan forhindres. Trump har allerede talt dunder imod Obama og opfordret til, at USA viser styrke og handling. Clinton har lagt sig i Obamas slipstrøm og sagt at motivet for forbrydelsen skal klarlægges, før man for alvor kan begynde at tale om løsninger.

Der er med andre ord mange meninger om meningsløsheden, vi i går så udspille sig i Orlando. Men de to partiers meninger er så divergerende, at den gyldne middelvej til samarbejde er svær at se for sig.

For selv om det er forfærdeligt,
selv om det er meningsløst,
selv om et burde stoppes,
selv om det burde være i alles interesse at få løst,
så er der så stor uenighed om, hvad løsningerne kunne være, at det ikke kommer nogen vegne.

Og dermed mest af alt bliver til en masse meninger om meningsløsheden.