Megyn Kelly – Den uafhængige

Megyn Kelly er en kvinde med principper. Dem har hun fulgt, siden hun som barn pligtopfyldende gik til søndagsgudstjeneste, og det er dem, der har drevet hende til at være en af USAs stærkeste og mest uafhængige TV-værter.

“Mr. Trump.”

Fox-vært Megyn Kelly tog sig tydeligt en dyb indånding, da hun var moderator for den første republikanske primærvalgsdebat den 6. august i Cleveland, Ohio. Foran stod ti af de mest populære kandidater fra the Grand Old Party, og hun var i færd med at henvende sig til den mest rapkæftede af dem alle.

“Du har kaldt kvinder, du ikke bryder dig om, for fede svin, hunde, sjuskehoveder og ulækre dyr.”

“Kun Rosie O’Donnell,” svarede Trump hurtigt tilbage, men Megyn Kelly gav sig ikke til at grine ligesom resten af salen. Tværtimod.

“Blot til orientering var disse bemærkninger ikke kun møntet på Rosie O’Donnell,” konstaterede hun knastørt. Og så var linjen lagt.

Ordudvekslingen og det efterfølgende spørgsmål om “war on women” satte brand i de sociale medier, det amerikanske nyhedsapparat gik i selvsving over hændelsen og Donald Trump selv var i flere dage frustreret i sådan en grad, at han langede ud efter Kelly på både Twitter og i interviews.

En gang ville sådan et palaver om hendes person have gjort Megyn Kelly utilpas – faktisk direkte ked af det. For der var en tid, hvor andres mening betød noget. Ikke for hende selv, men for den måde andre opfattede hendes person på.

Da Jon Stewart revsede hendes eftersigende ikke særlig “neutrale” dækning af Obamacare i 2010, da græd hun. Hun græd, fordi hun ikke vidste, om hans skarpe ord ville have indflydelse på hendes karriere. Hun græd, fordi hendes faglige stolthed blev gjort til grin. For hun har altid set sig selv som værende fair, lige siden hun som advokat i Bickel & Brewer LLP i Chicago kæmpede for sin plads i en mandsdomineret virksomhed.

Selvom hun er blevet mere hårdhudet med tiden, er hendes sans for retfærdighed og ligestilling en, der har fulgt hende fra barnsben. Hun voksede op som den yngste af en søskendeflok på tre i middelklasseforstaden Delmar i Albany. Hver søndag gik hun pligtopfyldende i kirke og i gymnasiet gjorde hun meget ud af at lære folk på tværs af sociale klasser at kende.

Egentlig ville hun helst uddanne sig til et job indenfor medieverden, men da hun fik afslag, blev hun i stedet advokat og skulle begå sig som ene kvinde i et kontorlandskab fyldt med mænd. Hendes daværende chef for Bickel & Brewer LLP har siden sagt, at hun var dygtig til at gebærde sig i en machokultur.

Men Megyn Kelly ville nyheder. Så med et hjemmelavet demobånd i hånden valgte hun at tage springet. Bill Lord fra en lokal ABC-station i Washington var klar til at gribe. Han var imponeret over hendes evner, for “hun er intelligent, der er ingen vej uden om det,” som han sagde. “Hun er drevet af ambition. Alt hvad hun gør, er med succes for øje.” Prioriteterne var altid at få de seneste nyheder først og bedst, men uden at skubbe på for nogen særlig politisk ideologi. Uafhængigheden var hendes varemærke dengang. Og er det stadig i dag.

Megyn Kellys stærke retfærdighedssans og parti-neutrale linje har gjort hende til en populær vært på den overvejende konservative TV-kanal, Fox News. Siden hun blev ansat i 2004, er hendes publikumsskare vokset støt, og hun er nu kanalens anden mest sete vært – lige efter Fox News’ store stjernekommentator, Bill O’Reilly.

Hendes karriere tog for alvor fart på valgnatten i november 2012. Fox’ valgprognoser pegede på Obama som vinder, men da den republikanske rådgiver Karl Rove ikke ville give Obama sejren, og i stedet stadig mente, at Mitt Romney havde en chance, spurgte Megyn Kelly nøgternt, om det “bare er matematik du laver som republikaner for at få det bedre? Eller mener du det seriøst?”.

Hendes nøgterne spørgsmål på de mindst ventede tidspunkter har flere mediekommentatorer døbt “The Kelly Moment”. Og på valgnatten i 2012 stillede hun det spørgsmål, som har defineret hendes karriere siden.

Så Megyn Kelly har lært at holde hovedet højt. Hun er trods alt blevet en magtfaktor i de amerikanske medier. Og alle Donald Trumps personangreb efter primærvalgsdebatten havde hun ikke meget at sige til, da hun atter tonede frem på skærmen et par dage efter debatten.

“Trump har ikke tænkt sig at undskylde. Og jeg har så sandelig heller ikke tænkt mig at undskylde for at lave god journalistik, så jeg fortsætter med at gøre mit arbejde – uden frygt for eller favorisering af kandidater.”