Med livet som indsats

At være nødhjælpsarbejder er de seneste år blevet både farligere og sværere. Det er en udvikling som i sidste ende betyder, at færre i særligt krige og konflikter får den hjælp, de desperat har brug for.

Af Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors

På globalt plan er der siden 2010 reporteret 604 angreb på hjælpearbejdere fra nationale Røde Kors og Røde Halvmåne selvskaber eller/og lokale NGO’er. Alene i 2015 var der samlet 148 større angreb på nødhjælpsarbejdere. De fleste angreb fandt sted i konfliktfyldte lande som Afghanistan, Somalia, Syd Sudan, Syrien og Yemen. 287 hjælpearbejdere blev angrebet og 109 af dem mistede livet. Til sammenligning blev der i år 2000 blot registret 5 angreb.

Respekten forsvinder
Den humanitære hjælp er baseret på principperne om medmenneskelighed, upartiskhed og neutralitet, som stammer fra den humanitære folkeret og Geneve-konventionerne. Som den første organisation fik Røde Kors til opgave at yde neutral og upartisk hjælp til alle krigens ofre, og vi fik beskyttelsesemblemet – det røde kors eller den røde halvmåne – for at få sikker adgang til sårbare befolkninger i krigsområder og til de, der falder på kamppladsen. Siden er der også kommet andre organisationer, som giver humanitær hjælp, men de humanitære principper står uændret hen

Desværre viser det høje antal angreb mod nødhjælpsarbejdere, at systemet er under pres. Det bliver sværere at få adgang til krigens ofre, og farligere at yde den nødvendige humanitære hjælp. Dette er ofte italesat som at det humanitære rum mindskes – kort sagt at mulighederne for at yde hjælp bliver ringere.

Årsagerne her til er mange. For det første er der blandt nogle manglende tillid til, at nødhjælpsorganisationer giver neutral og upartisk hjælp. Det sker bl.a. fordi der i dag er langt flere og et meget broget billede af aktører i nødhjælpsarbejdet, hvoraf flere yder humanitær bistand med den ene hånd og laver politisk fortalerarbejde med den anden. Det gælder ikke mindst FN, der på godt og ondt forsøger at gøre en forskel via sanktioner, selvstændige militære indsatser, fredsplaner, humanitær bistand osv. Denne sammensætning af indsatser, som alle sammen udføres med de samme blå baretter, kan gøre det svært for de krigende parter at gennemskue FN’s motiver. Og desværre smitter mistillid til neutralitet og upartiskhed af på samtlige organisationer.
For det andet ser vi, at krige i stigende grad er asymmetriske og mere komplekse. De store krige mellem to eller flere nationer er afløst af krige, hvor vi ofte ser en nation, der kæmper mod og med diverse oprørsgrupper, krigsherrer og internationale koalitioner. Oprørsgrupper og krigsherrer har hverken skrevet under på de internationale regler for krig, og de har heller ingen chance for at vinde, hvis ikke de benytter sig af andre metoder som fx terror.

For det tredje har militæret påtaget sig flere forskelligartede opgaver, herunder i visse tilfælde også humanitære operationer. Det kan betyde, at sårbare mennesker, som nødhjælpsorganisationer ellers ikke kunne nå, nu kan få hjælp. Men konsekvensen er, at lokalbefolkningen mister tilliden til dem, der uddeler hjælp, fordi de den ene dag ser militæret uddele nødhjælp eller bygge en skole, og den anden dag bomber de måske nabolandsbyen, fordi der gemmer sig oprørskrigere der. Dette har for eksempel været problemet i Afghanistan, hvor taktikken mod Taliban var, at soldaterne skulle vinde befolkningens ”hearts and minds” og derved sikre støtte til den vestlige indsats.

For det fjerde bliver nutidens krige ofte udkæmpes i tæt beboede områder. Kampen om de større byer fanger civile i krydsilden mellem krigens parter. Det indebærer blandt andet belejringer og uacceptable angreb på nødhjælpsarbejdere og andre civile mål så som hospitaler og skoler – til trods at både måludpegningsudstyr og våben bliver alt mere præcise.

Helvede på jord
Sådan har mange iagttagere og beboer i den Syriske by Aleppo beskrevet situationen der. Samtidigt er Aleppo og Syrien-krisen, som buldrer på 6. år, et skræmmende aktuelt og rammende eksempel på flere af disse problemstillinger.

Krigen har ødelagt infrastrukturen, hospitalsvæsenet og den økonomiske sektor, hvilket gør behovet for nødhjælp stort, men adgangen til de ramte kompliceret. Det vurderes at 4,5 millioner mennesker i Syrien lever i områder, der er svære at nå for nødhjælpsorganisationer på grund af manglende sikkerhed. Omkring 13 millioner anslås at have brug for nødhjælp.

Et højspændt område lige nu er den syriske hovedstad, Aleppo, som er præget af voldlige kampe mellem Assad regimet og dets allierede og forskellige oprørsgrupper fra oppositionen.

I løbet af juli måned resulterede kampene i, at regeringsstyrkerne lukkede hovedvejen til den østlige del af byen. Dermed blev byen afskåret fra mad og nødhjælp, og mange civile er fanget og kan ikke komme ud.

Udover at store områder af byen er afskåret fra nødhjælp udefra, er hospitaler og ambulance stationer blevet ramt af mange luftangreb. Herved har mange patienter og lokale hospitalsansatte mistet livet. Det afskrækker civilbefolkningen for at søge hjælp, og samtidigt er muligheden for at hjælpe mindsket, fordi der er meget få sundhedsfaciliteter tilbage. Dette synes at være blevet en fast del af krigsstrategien.

Kampene om Aleppo gør det næsten umuligt for Røde Kors at levere den livsvigtige nødhjælp til de omkring 300.000 civile, som befinder sig i Aleppo. Syrisk Røde Halvmåne har fået til opgave at koordinere alle nødhjælpsuddelinger. Der skal forhandles med op til 10 forskellige parter om rute, tidspunkter og indhold. Og uddelingen kan først ske, når alle har givet deres okay. Det er ekstremt vanskeligt.

En vej frem
Den manglende respekt for krigens regler er tydelig, når civile, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere bliver mål for angreb. Men det er ikke kun her, vi oplever, at respekten om det neutrale eroderes. Udsagnet ”enten er du med os, eller også er du i mod” hører jeg oftere i den offentlige debat både herhjemme og internationalt. Det er en tydelig manifestation af, at enhver hjælp til en modstander betragtes som en fjendtlig handling – også den humanitære. Og dette er et skred, der koster menneskeliv.

Vi skal værne om det neutrale, humanitære rum og ikke tage det for givet.
For krigen i Syrien og for Aleppo er der som et første skridt brug for humanitære korridorer og minimum 2-3 dages pause i kamphandlinger, for at hjælpen kan nå frem.
På den længere bane skal vi holde fast i, at den humanitære bistand udelukkende skal gives på baggrund af behov og de humanitære principper om upartiskhed og neutralitet. Dernæst er det vigtigt, at implementere et system, som kan holde staterne ansvarlige for sådanne krigsforbrydelser – selvom dette er svært i praksis.