Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

McSally prøver igen at overbevise Arizona

I løbet af en ganske kort periode er Arizona gået fra at være en solid republikansk delstat til at blive en af de mest bestridte svingstater, som begge partier forsøger at få i deres kolonne. Demografien skifter især hurtigt i området omkring en af de største amerikanske byer, Phoenix, og Demokraterne ser deres snit til at blive repræsenteret af hele to senatorer fra en delstat, som i øjeblikket gennemgår samme forandringer som nabostaterne Colorado, Nevada og New Mexico.

Den republikanske senator, Martha McSally, taler til et Trump-rally i Arizona i februar 2020. Billede af Gage Skidmore (CC BY-SA 2.0). Originalt billede er hentet fra Flickr. Brug af billedet indikerer ikke enighed fra fotografen i forhold til artiklens budskaber.

For at forstå dynamikken i dette års senatsvalg er det nødvendigt at undersøge, hvad der skete ved delstatens valg til Senatet for to år siden. Her satte vælgerne i rubinrøde Arizona for første gang siden 1988 kryds ud for en demokratisk kandidat til Senatet. Kongresmedlemmerne Demokraten Kyrsten Sinema og Republikaneren Martha McSallys valgkamp om at erstatte den siddende republikanske senator Jeff Flake var opslidende og nådesløs – og især McSally blev anklaget for at føre en brutal valgkamp. Efter en lang og hårdtslående valgkamp tabte McSally snævert valget til Sinema. Republikaneren var dog alligevel på plads i Washington for at blive svoret ind sammen med sin tidligere modstander i begyndelsen af januar 2019. Hun var blevet udpeget som afløser for den afdøde senator, John McCain, hvorfor McSally nu igen står overfor et endnu et valg for at få muligheden for at sidde perioden ud indtil 2022. 

McSallys hovedmodstander i 2020 er Demokraten Mark Kelly. Han er tidligere astronaut og gift med tidligere medlem af Kongressen, Gabrielle Giffords. Kelly er moderat, hvilket spiller ind i fortællingen om, at han skulle være en mere naturlig arvtager til John McCains politiske arv end Martha McSally, som har kædet sig selv sammen med Trump og hans støtter.

Demografiske skift spiller en stor rolle i Arizona

Demografiske skift spillede en nøglerolle i afgørelsen af valget til Senatet for to år siden – og de strømninger, der blev afgørende for to år siden, er blot blevet mere åbenlyse i 2020. Ændringer spiller også ind i, hvorledes McSally skal gribe sit genvalg an: “Der er muligvis en større risiko ved at være forbundet til Trump i år end i 2018. Nogle af de demografiske ændringer, der var gældende i 2018 er fortsat i forhold til skiftende støtte blandt forstadsvælgerne især i Phoenix-området. Jeg tror, at latinoer kommer til at blive mobiliseret i høj grad”, understreger Professor ved University of Arizona, Barbara Norrander.

Delstaten, der har været repræsenteret af ikoniske Republikanere som Barry Goldwater og – som tidligere nævnt – John McCain, burde på papiret læne sig i mere konservativ retning. De landlige områder er også fortsat sikre støtter til det konservative projekt, men især områderne omkring Arizonas største by har set enorme politiske forandringer i løbet af de seneste år. 

Det er vigtigt at gøre det godt i amtet Maricopa, som huser størstedelen af Arizonas befolkningen: ”Jeg mener, at tre-femtedele af vælgerne I Arizona bor i Maricopa. Hvis du kan vinde i det område, er det meget muligt, du vinder delstaten som hele. En demokratisk kandidat har brug for at vinde Mariocopa og have støtte fra amtet Pima, hvor den andenstørste by Tucson ligger (red.). En republikansk kandidat har brug for at vinde i Maricopa og gøre det godt i de landlige distrikter”, påpeger Professor Norrander.

De seneste fem senatsvalg i Arizona

Andel af stemmerne til vinderen overordnet setAndel af stemmerne til vinderen i Maricopa County
2018Kyrsten Sinema (D) 50,00 %Kyrsten Sinema (D) 50,89 %
2016John McCain (R) 53,71 %John McCain (R) 54,89 %
2012Jeff Flake (R) 49,23 %Jeff Flake (R) 50,32 %
2010John McCain (R) 59,07 %John McCain (R) 60,95 %
2006Jon Kyl (R) 53,34 %Jon Kyl (R) 55,61 %

Kilder: Clerk of the House of Representatives, Arizona Secretary of State & Maricopa County Elections Department

Valget i Arizona bliver afgjort på samme vis, som det bliver afgjort i resten af landet, i forstæderne. Adskillige af delstatens forstæder rykker sig langsomt, men sikkert, fra den republikanske til den demokratiske ende af det politiske spektrum. Herudover har Martha McSally en stor udfordring foran sig i forhold til at overbevise kvindelige vælgere, der ikke sætter pris på Præsidents Trumps retorik, om at hun fortjener genvalg.

Nøglen til vinde delstaten ligger i amtet Maricopa. Det kommer også til udtryk i de summer, der bliver brugt på politiske reklamer i området. Barbara Norrander påpeger, at såvel valget til Senatet som præsidentvalget medvirker, at værdien af mediemarkedet i og omkring Phoenix er steget kraftigt i ugerne op mod valgene.

Repræsentant for et parti – men fortsat uafhængig?

Reklamerne, der bliver vist både i Phoenix og resten af Arizona, spiller ind i samme tema som valget for to år siden. Demokraten Mark Kellys valgkamp følger i høj grad den samme strategi som Kyrsten Sinema. Hans formål er at præsentere sig selv som politisk uafhængig. Strategien fungerede optimalt for Demokraterne for to år siden, da Sinema vandt over McSally ved netop at bruge denne taktik mod Republikaneren, der – som udgangspunkt – ikke ser et problem i at blive associeret med det nationale parti og Trump.

Dette er en smule paradoksalt, eftersom adskillige af Martha McSallys republikanske kollegaer i Senatet har valgt at tage afstand til Præsident Trump. McSallys tilgang kan ifølge Barbara Norrander hænge sammen med, at Arizona – på trods af store forandringer – fortsat er en republikansk delstat: “Hvis du ser på politikken i Arizona som et hele, så er det fortsat en republikansk delstat. Der er en republikansk guvernør, statslovgivningskamrene har været republikanske i 40 år, der er stadig forstæder omkring Phoenix, der er meget republikanske og de landlige områder af Arizona er meget republikanske”, understreger Barbara Norrander.

Martha McSally har primært haft et fokus på at angribe Mark Kelly på hans baggrund som forretningsmand. Det er blandt andet sket med en reklame, hvor Kellys tidligere handle med kinesiske virksomheder bliver fordømt af en pensioneret general fra det amerikanske luftvåben.

Mark Kelly har som modsvar på McSallys angreb valgt at læne sig opad den siddende senator Kyrsten Sinema, der i en nylig valgvideo besluttede at gå imod sin kollega i Senatet for at vise sin støtte til sine partifælle. 

Udsigterne frem mod valgdagen

Ifølge Barbara Norrander har valgets primære fokus hidtil været på sundhedsdebatten – og isærdeleshed Trump-administrationens respons til coronakrisen. Derfor bliver det også være for Martha McSally at udvide sin vælgerbase, hvis hun knytter sig for hårdt til præsidenten.

Dette bliver bakket op af professoren: ”McSallys største udfordring bliver at forsøge at udvide hendes støtte udover Republikanere – og i særdeleshed folk, som allerede støtter Trump”.

Mark Kelly star derimod overfor en anderledes udfordring. Hovedmålet for ham bliver at holde sig i spidsen frem til målstregen i en valgkamp, hvor han har ført i adskillige måneder. Professor Norrander påpeger risikoen for at McSally får held med et af sine poltiske angreb på Demokratens fortid som forretningsmand: ”Den eneste ting, der kan skade Kelly er, hvis McSallys angreb på hans baggrund som forretningsmand får en større betydning”, siger hun.

Mark Kelly har dog fortsat en holdbar føring og der er umiddelbart ikke noget, der virker til at ændre på det frem mod valgdagen.

Simon Brenøe-Jensen er tilknyttet Kongressen som indenrigsskribent med særligt fokus på Senatet. Han har tidligere arbejdet i Europa Parlamentet samt i kommunikationsenheden på den danske ambassade i Washington DC.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen