McMasters mission

I seneste nummer af magasinet Time offentliggjordes den årlige liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Blandt dem var generalmajor H.R. McMaster, en officer som har haft en kontroversiel karriere og som nu er i en nøgleposition til at føre den amerikanske hær ind i post-Afghanistan perioden.

Hvert år udgiver magasinet Time en liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Det hænder ind i mellem at en militærmand finder vej ind på listen. Tidligere har general David Petraeus været på listen da han stod i spidsen af krigene i Irak og Afghanistan.

Denne gang er der endnu en gang kommet en militærmand på. Det er ikke den amerikanske forsvarschef, som ellers er den øverste militære leder i USA. Det er ikke den amerikanske øverstbefalende i Europa, som også er den operative chef for NATO’s samlede styrker. Nej. Det er en to-stjernet (ud af fire mulige) general, som har haft en begivenhedsrig og kontroversiel karriere. Han står nu med muligheden for at sætte præg på fremtidens amerikanske hær i kraft af en ny stilling han snart tiltræder. Med stillingen følger også en tredje stjerne.

Hurtig vej til berømmelse
Året var 1991 og Operation Desert Storm er gået ind i den sidste fase. Landstyrker er trængt ind i Kuwait og Irak for at smide de irakiske styrker ud af landet.
I den sydvestlige del af Irak kommer en amerikansk kampvognsenhed med 9 kampvogne under ledelse af kaptajn H.R. McMaster i kontakt med enheder fra den irakiske Republikanske Garde.
Et kampvognsslag følger, og til sidst har amerikanerne slået 80 irakiske kampvogne og pansrede køretøjer ud – uden et eneste amerikansk tab.

Det er den slags ting der får folk til at lytte til en når man taler i kantinen.
McMaster vandt øjeblikkelig berømmelse i den amerikanske hær, og historien om hans enheds bedrift fandt vej ind i de fleste historiebøger om Golfkrigen i 1991.
Derfra tog hans karriere dog en drejning.

McMaster i stormvejr
I midten af 1990’erne tog McMaster en civil uddannelse ved University of North Carolina at Chapel Hill, og endte sin uddannelse med en Ph.D. grad i historie. Hans afhandling fokuserede på amerikanske generalstabs rolle i hvordan USA blev draget længere og længere ind i Vietnam-krigen. Hans afhandling, som i 1997 udkom som bog, havde titlen: ”Dereliction of Duty: Johnson, McNamara, the Joint Chiefs of Staff and the Lies That Led to Vietnam”. Bogen retter en hård kritik mod den militære ledelse, og argumenterer for at ledelsen svigtede deres ansvar som militære ledere og rådgivere, og dermed medvirkede til at USA endte i Vietnam.

Denne fremstilling stred imod den dominerende historie om årsagerne til nederlaget i Vietnam-krigen som dominerede i den amerikanske hær. Forenklet så var historien at det var den folkelige stemning og svage politikere som var skyld i at USA tabte krigen. McMaster lagde altså en del af ansvaret hos den militære ledelse. Det var ikke noget man blev populær på.
McMaster kom dermed til at sidde mere alene i kantinen.

Fornyet berømmelse i Irak – men med en pris
I 2004 blev McMaster til Irak med sin enhed, og endte i byen Tal Afar. Her vandt McMaster fornyet berømmelse da det lykkedes ham at stabilisere byen og området omkring, og få fjernet oprørere og Al Qaeda fra byen. Dette lykkedes ham ved at benytte teorierne om oprørsbekæmpelse, som general Petraeus, i en sideløbende proces, i de kommende år skulle få superstjerne status for at få hele den amerikanske hær omvendt til.
Indtil flere dokumentarer og artikler blev lavet om succesen fra Tal Afar blev bragt umiddelbart efter, da den generelle situation i Irak blev værre og værre.

Men McMaster var ikke uforbeholdent populær. Han havde nemlig også en tendens til at være ret åbenmundet om problemer som han mente der var i den amerikanske hær – og der var mange.
Dette betød at McMaster i både 2006 og 2007 blev forbigået af de komiteer som står for at forfremme folk til general-rangene. I to år undlod man altså at forfremme McMaster fra oberst til en-stjernet general. Dette var simpelthen fordi han var for åbenmundet. Noget man også har set i vores egen lille danske andedam.

Frem over stepperne – igen
McMasters held vendte i 2008. Som noget helt unikt, kom general Petraeus hjem fra sin kommando i Irak for at sidde som formand for forfremmelseskomiteen der samledes i 2008. det var aldrig sket før at man havde hentet en general hjem fra felten for at stå for en sådan proces. Dette gav Petraeus en enorm indflydelse ved at være med til at vælge de fremtidige ledere af det amerikanske forsvar. Petraeus sørgede for at McMaster fik sin første stjerne.
Siden 2007 har McMaster været udstationeret i Irak og Afghanistan, samt været chef for et center for manøvrekrigsførelse i USA.

Hans nye stilling som altså har bragt ham på Time’s liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker er en ledende stilling i den såkaldte Army Training and Doctrinal Command. Det er den organisation som står for udviklingen af doktrinen og uddannelse i den amerikanske hær. Samme organisation som Petraeus stod i spidsen af, da han stod i spidsen af udviklingen af den nye doktrin om oprørsbekæmpelse som revolutionerede det amerikanske forsvar.
Dermed skal McMaster være med til at bestemme over uddannelsen i den amerikanske hær i de kommende år, og være med til at bestemme og udvikle nye doktriner til hæren når den skal til at finde en plads i post-Afghanistan verdenen. En ikke uvæsentlig stilling.