McMaster skrider til handling

Valget af Trumps nye nationale sikkerhedsrådgiver gav anledning til begejstring i vide kredse. Noget særligt bemærkelsesværdigt ved hans udnævnelse er, at McMaster nu står i spidsen for et system som han skrev sin Ph.D. afhandling om. Han er allerede gået i gang med reformer af sin forgængers initiativer, og søger at få styr på den sikkerhedspolitiske proces. Samtidig bliver han del af en lille gruppe generaler, som i øjeblikket ses som modvægt til andre af Trumps rådgivere.

I 1997 udgav H.R. McMaster sin Ph.D. afhandling fra University of North Carolina at Chapel Hill som bog under titlen: ”Dereliction of Duty: Johnson, McNamara, the Joint Chiefs of Staff and the Lies That Led to Vietnam” Bogen var en sønderlemmende kritik af processen i John F. Kennedy og Lyndon B. Johnsons nationale sikkerhedsråd, som ledte til USA’s øgede engagement i Vietnam-krigen. McMaster kritiserede en dysfunktionel proces, hvor de militære ledere blev og lod sig marginalisere, mens præsidenten forlod sig på en lille gruppe tætte rådgivere.

Som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump er McMaster kommet i spidsen for et system, som lod til at være ved at udvikle sig til lige netop den type dysfunktionelt system, som McMaster kritiserede i sin afhandling. Dermed er hans indsigt i den sikkerhedspolitiske proces på regeringsniveau helt uvurderlig, og kan hjælpe ham til at rede trådene ud i Trumps nationale sikkerhedsråd.

Med sin udnævnelse bliver McMaster også del af en gruppe af tidligere officerer, som ses som en dæmpende indflydelse på Trumps sikkerheds- og udenrigspolitik – og agere modvægt til indflydelser som Steve Bannon.
AP kunne fortælle at pensioneret general James Mattis som Secretary of Defense, pensioneret general John Kelly som Secretary of Homeland Security og forsvarschef general Joseph Dunford har en intern forståelse om samarbejde for at agere modvægt til Trumps isolationistiske og ”America First” tendenser. Det må siges at være en udvikling som kan berolige os på denne side af Atlanterhavet en smule.

Ændring af Flynns reformer

Trump var nødt til at finde en ny national sikkerhedsrådgiver, efter at Michael Flynn måtte trække sig på grund af, at han havde vildledt vicepræsident Mike Pence om sine kontakter til den russiske ambassadør i USA. Flynns informationer ledte til, at Pence offentligt afviste, at Flynn havde haft diskussioner med ambassadøren om amerikanske sanktioner og forholdet mellem de to lande – noget som det senere blev påvist, at de havde.
Kontakter mellem Trumps hold og Rusland lader ikke til at forsvinde lige med det samme, da justitsminister Jeffrey Session nu er blevet fanget i at have talt usandt om sine kontakter til Rusland under valgkampen. Spørgsmålet om Rusland er altså noget, som McMaster som ny national sikkerhedsrådgiver bliver nødt til at forholde sig til.

Allerede nu ser vi også McMaster tage initiativ til at ændre i de ting, som Flynn havde sat i gang. For eksempel har han afskaffet to rådgivningsposter i staben til det nationale sikkerhedsråd, som Flynn ellers havde oprettet. McMasters vurdering har været at disse poster var overflødige. Dermed ser vi en forventelig villighed til at gennemføre hvad der måtte ses som nødvendige reformer, og en gennemslagskraft til at gøre det.

En af de helt store opgaver for McMaster bliver nu at hjælpe præsidenten med at strukturere en udenrigspolitisk kurs for USA. Med offentliggørelsen af en forøgelse af forsvarsbudgettet på $54 milliarder, hentet fra nedskæringer på bl.a. klima og udenrigsministeriet, ser man nogle grundlæggende indikationer på Trumps udenrigspolitik tage form. Det bliver McMasters opgave, at hjælpe præsidenten med at samle trådene fra hele det sikkerheds- og udenrigspolitiske apparat.

McMasters afhandling – og hans nye job

På baggrund af sin forskning kritiserede McMaster den sikkerhedspolitiske proces under John F. Kennedy og Lyndon Johnson for at være dybt dysfunktionel, som konsekvens af en bevidst marginalisering af forsvarsstaben, samt generelt det nationale sikkerhedsråd. I stedet for de etablerede processer forlod begge præsidenter sig på en lille gruppe af rådgivere med personlige kontakter til præsidenten. Dette ledte til en lukket beslutningsproces, som først fik professionelle input fra militæret, så snart beslutningerne var taget af gruppen af rådgivere.

Det nationale sikkerhedsråd som McMaster er blevet sat i spidsen for, lod til at være ved at udvikle sig i retning af netop den type, som under Kennedy og Johnson. Trumps ordre om reformer af det nationale sikkerhedsråd har givet plads til præsidentens chefstrateg Steve Bannon, samtidig med at forsvarschefen og chefen for de amerikanske efterretningstjenester mistede deres plads i komitéen lige under det nationale sikkerhedsråd. Dermed var processen også på vej mod, at præsidenten ville forlade sig på en lille gruppe rådgivere som f.eks. Steve Bannon og svigersønnen Jared Kuschner. Dermed var der en række tegn på en øget politiseret sikkerhedspolitisk proces, hvor politiske hensyn kunne veje tungere end militærfaglige. Med sin akademiske og militære baggrund er McMaster oplagt til at standse den udvikling.

Sammen med Mattis, Kelly og Dunford kan McMaster altså blive en magtfuld gruppe rådgivere for præsidenten, som potentielt set kan være godt nyt for USA’s allierede. Deres budskaber har nemlig konsekvent været at USA selvfølgelig skal støtte op om sine allierede, dog suppleret af kravet om større byrdedeling.
Allerede nu er der indikationer på, at dette kan være tilfældet, set i lyset af budskaberne i Trumps tale til Kongressen. Her var hans retorik om USA’s forhold til NATO og øvrige allierede mere afdæmpet end vi har været vant til under valgkampen og umiddelbart efter indsættelsen den 20.januar: ”We strongly support NATO, an alliance forged through the bonds of two World Wars that dethroned fascism, and a Cold War that defeated communism.” Er det mon McMasters indflydelse vi ser her, sammen med de tre andre generaler? I så tilfælde er det godt nyt for os på denne side af andedammen, hvis der lægges en dæmper på de mere tilbageholdende og nationalistiske tendenser i Trumps regering.