Massive udfordringer inden Nobel-pris til Trump

Der er mange, som allerede er begyndt at tale om en potentiel fredspris til præsident Trump, hvis Nord- og Sydkorea indgår en fredsaftale og Nordkorea afvikler sine atomare våben. Der ligger dog massive udfordringer forud for at det skal lykkes, så trods historikken om for tidligt tildelte Nobelpriser, så skal vi måske lige slå koldt vand i blodet..

Det er ikke fordi Nobelpris komitéen ikke har prøvet at give fredspriser ud til folk, som måske ikke helt har gjort sig fortjent til den – præsident Obama er et oplagt eksempel (eller da EU fik den for at have skabt fred i Europa, hvor man måske i højere grad kunne argumentere for at det er NATO’s fortjeneste).
Efter det historiske topmøde mellem Nordkoreas Kim Jong-un og sydkoreanske Moon Jae-in er debatten begyndt om præsident Trump mon ikke burde være kandidat til fredsprisen (sammen med Kim Jong-un, Moon Jae-in og Xi Jinping).

Med erkendelsen af at Nobels Fredspris tidligere er givet på forskud, så er der dog nogle store forhindringer på vejen mod den fred som prisen skulle belønne.

Nu har vi set et succesfuldt topmøde mellem den nordkoreanske leder og hans sydkoreanske kollega, men næste skridt er det langt mere uforudsigelige topmøde mellem Kim Jong-un og præsident Trump. Vi ved ikke hvad forudsætningerne skal være for mødet, eller hvad Trump ville kunne finde på at gå med til ved et sådant møde. Præsidenten er ikke kendt for sit strategiske overblik, men til et topmøde så vil det være svært for hans rådgivere at stoppe op og diskutere tingene med den impulsive præsident.
Et eksempel på dette kunne være et for tidligt amerikansk løfte om at trække amerikanske styrker hjem fra Sydkorea. Præsident Trump har ifølge NBC forsøgt at beordre en sådan tilbagetrækning, men blev talt fra det af stabschef John Kelly. Hvis Trump for tidligt sælger ud af amerikanske sikkerhedsgarantier, vil det have langt bredere geopolitiske konsekvenser for bl.a. også USA’s europæiske allierede.

Der er ingen tvivl om, at præsident Trump virker opsat på topmødet, specielt når folk lufter idéen om at han kan få Nobels Fredspris – en synlig erkendelse af succes – men hans rådgivere er måske ikke så begejstrede.
Den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton har været ude og sige, at en forudsætning for topmødet vil være at Nordkorea opgiver sine atomvåben. Den udtalelse skal nok ses som udtryk for, at den erfarne diplomat forsøger at holde nødudgangene åbne, hvis man fra Washingtons side føler et behov for at trække stikket på topmødet.

Og hvad er udsigterne til en aftale? Det er svært at sige, men en endelig aftale om ”denuclearization”, som er det Trump lægger op til er målet, vil være yderst kompleks at strikke sammen. Det vil kræve en overvågning fra det internationale samfunds side, og en accept fra det nordkoreanske regimes side af en sådan overvågning. Sidste del kan være svær for som eksperter i nordkoreanske forhold pointerer, så er regimet jo ikke nødvendigvis interesserede i at lade inspektører få adgang til store dele af landet, hvor forholdene helst skal holdes hemmeligt – set fra Pyongyang.

Så der skal findes en balance som begge sider kan acceptere, og spørgsmålet er om det er muligt. Det optimistiske udgangspunkt ser ud til at være der, men optimisme er én ting i international politik, gennemførelse er en helt anden.

Ligeledes bør man jo også fra det internationale samfunds side overveje, hvorledes man vil kunne følge op med diplomatisk pres mod de mange brud på menneskerettighederne, som man ser fra det nordkoreanske regimes side. Er man villige til at trække følehornene til sig for muligheden for nuklear afvæbning? Fra amerikansk side er svaret under Trump-administrationen et klart ”ja” – baseret på den værdineutrale udenrigspolitik som vi ellers har set fra administrationen. Men risikerer man en legitimering af et regime som undertrykker, piner og plager tusinder af sin befolkning? Det er i hvert fald en overvejelse man bør have, inden man efter al sandsynlighed ender med at svare, at det kan man godt leve med.

Slutteligt må vi også lige overveje et scenarie, hvor det nordkoreanske regime – ledet af en diktator som ikke er dum til at begå sig i international politik – lige i øjeblikket handler ud fra en vurdering af, at man lige nu har at gøre med en amerikansk præsident, som man kan løbe om hjørner med. En præsident som mangler det fornødne overblik, således at man kan få en langt mere favorabel aftale ud af ham, end man ville kunne med andre præsidenter. Kort sagt den modsatte læsning af, at det nordkoreanske regime har ændret adfærd som et positivt resultat af præsident Trumps udtalelser.

Så måske vi skulle stoppe med at diskutere en Fredspris eller ej til Trump. Der ligger store uafklarede udfordringer forude før vi bør diskutere det. Ellers ender vi ud i endnu for tidligt tildelt fredspris.