I dag ville John F. Kennedy Jr. være fyldt 60 år. Desværre er det mere end 20 år siden, at manden, hele Amerika lærte at kende som John-John, på tragisk vis omkom i en flyulykke.
“We dared to think, in that other Irish phrase, that this John Kennedy would live to comb gray hair, with his beloved Carolyn by his side. But like his father, he had every gift but length of years.”
En bevæget Ted Kennedy nærmede sig afslutningen på en tale, han havde håbet, han aldrig skulle holde. I en alder af blot 39 år var hans nevø, John F. Kennedy Jr., blevet dræbt i en flyulykke med sin hustru og svigerinde.
Endnu en tragedie havde ramt Kennedy-familien og hele Amerika var i sorg over tabet af en mand, de alle følte, at de havde kendt lige fra det øjeblik, han på sin tre års fødselsdag havde gjort honnør, da kisten med hans afdøde far, præsident John F. Kennedy, passerede forbi.
Den lille fyr kunne nærmest ikke blive voksen hurtigt nok, så han en dag kunne gå ind i politik og dermed i sin berømte far og onklerne Bobby og Teds fodspor, syntes mange amerikanere at tænke. Helt sådan så John-John, som han som lille dreng blev kaldt, det imidlertid ikke. Han havde andre planer og indledte således en juridisk karriere inden han i midten af 90’erne begyndte at gøre tilnærmelser til det politiske miljø. Ikke som folkevalgt, men som redaktør på det politiske magasin George. Et medie, der ville vise, at politik ikke behøvede være kedeligt. Heller ikke når det blev formidlet journalistisk. Således kunne man på forsiden af den første udgave se supermodellen Cindy Crawford klædt ud som George Washington.
Var han måske alligevel på vej ind i politik? Tja, selv begyndte han i hvert fald at åbne døren lidt på klem og rygterne om, hvorvidt muligheden for at han ville gå efter posten som senator i New York, begyndte at tage til i styrke. Den berømte senator, Daniel Patrick Moynihan, genopstillede ikke ved valget i 2000 og mange begyndte at se for sig, hvordan den vellidte JFK Jr. kunne gøre sin onkel, Ted, selskab i Senatet.
Sådan blev det desværre ikke. Og en stærkt berørt Ted Kennedy stod nu i stedet i en kirke på Manhattan og talte for sin afdøde nevø.
Tilbage i slutningen af januar i år var jeg en tur i Cape Cod og besøgte i den forbindelse det lille Kennedy-museum, der ligger i Hyannis. En filial af det store John F. Kennedy Presidential Library And Museum, der ligger i Boston. Jeg har været der flere gange gennem årene i forbindelse med arbejdet med diverse Kennedy-projekter og kender således også flere af de ansatte på museet.
Egentlig var museet lukket for publikum de dage, jeg var i byen, men meget venligt tilbød Jennifer, en af cheferne på stedet, om jeg havde lyst til at se den særudstilling om JFK Jr., som de havde haft det seneste halve års tid i anledning af 20 året for hans død.
Det var ikke nogen stor udstilling, men den gjorde ikke desto mindre et stort indtryk. Billeder, avisudklip og tv-optagelser dannede således udgangspunkt for hyldesten af Jack og Jackie Kennedys søn.
Det faktum at der ikke var andre gæster på museet end mig, gav et ekstra element til helheden. Stilheden gav anledning til eftertænksomhed og forstærkede en særlig oplevelse, jeg var taknemmelig for at have fået.
Jeg gik gennem de andre lokaler i det lille, hyggelige museum med kurs mod udgangen. Jeg stoppede ved en mindre statue, som jeg havde set flere gange før, men som med særudstillingen frisk i erindring, gjorde et nyt indtryk. Foran museets indgang står der en statue af en barfodet John F. Kennedy, der går i sandet. En tilløbsstykke for turister, der ønsker et billede eller tre sammen med præsidenten. Den mindre statue inde på museet tager udgangspunkt i samme setting, om end JFK her er flankeret af en voksenudgave af sin søn.
JFK nåede kun at opleve de første tre år minus tre dage af sin søns liv. Og få måneder før sin 40 års fødselsdag, sluttede livet alt for tidligt for JFK Jr.
Nøjagtig som med hans berømte far og hans berømte onkel, Bobby, er der gennem årene blevet spekuleret flittigt i, hvad der mon kunne være sket, hvis John F. Kennedy Jr. havde levet længere end blot 39 år. Var han gået ind i politik? Var han blevet senator? Præsident? Gættene er mange, drømmene endnu flere.
Mens han levede, forsøgte han at håndtere forventningspresset så godt han kunne. Oftest ved at slå det hen eller sige at han var glad for at lave det, han lavede. Men han havde politik i blodet. Og det begyndte især at blive tydeligt i de sidste år af hans liv. Samtidig forstod han, ligesom sin far, værdien af en god oneliner. Måske tydeligst illustreret i dette citat, der samtidig er et godt punktum at sætte for denne artikel om manden, der aldrig blev gammel, men som i dag ville være fyldt 60 år; John Fitzgerald Kennedy Junior:
“People often tell me I could be a great man. I’d rather be a good man.”
