Man ville det bedste, men det gik som det plejer…

Sikkerhedsrådet fortsætter med at sætte fokus på præsident Obamas udenrigspolitiske eftermæle. Et af de områder hvor præsidenten har fået hård kritik, er for hans håndtering af forholdet til Rusland. I dag kigger Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet nærmere på forholdet mellem de to gamle modstandere.

Af Claus Mathiesen, lektor, Forsvarsakademiet

Efter valget af Barack Obama til præsident og hans indsættelse, forsøgte den nye amerikanske administration at rette op på forholdet til Rusland. Rusland havde med krigen i Georgien i august 2008 demonstreret en rød linje, og tiden var inde til nye initiativer. Men det var som om, forsøget var ikke var helhjertet og tidspunktet måske reelt forpasset. Den let kiksede, symbolske ”reset” knap, hvor påskriften på russisk i stedet betød ”overload”, viste sig karakteristisk for det meste af forløbet. Arbejdet i den russisk-amerikanske regeringskommission var ikke resultatløst, idet man fik sat dynamik i arbejdet med en afløser for den nukleare nedrustningsaftale, som den amerikanske part hidtil ikke havde udvist særlig interesser for, og man nåede til enighed om i fællesskab at bremse det iranske atomprogram indtil videre. Men et egentligt gennembrud i de russisk-amerikanske relationer blev det langtfra, selv om Obama under et besøg i Moskva i juli 2009 forsikrede om USA’s ønske om et stærkt, fredeligt og blomstrende Rusland. Mislydene kom blandt andet i udtalelser fra vicepræsident Joe Biden, som pegede på Ruslands kritiske økonomi og demografi som årsagen til, at Rusland måtte opgive ideen om en interessesfære i det postsovjetiske rum.  Han tænkte i den sammenhæng især på Georgien og Ukraine og tog ikke sikkerhedspolitiske eksperters advarsler om, at Rusland næppe ville give op sådan lige på det punkt, alvorligt.

Trods indgåelse af den nukleare New Start-aftale i april 2010 stod det i løbet af 2012 klart, at der ikke var tale om noget reelt ”reset”, måske tværtimod. Ruslands tiltag til begrænsningen af demokratiet i landet vakte amerikansk bekymring. Men især den stadig tydeligere og eksplicitte ambition om at genopnå stormagts- eller supermagtstatus – russerne bruger selv udtrykket ”global magt” – skabte uro.

Putins tiltræden i 2012 til en tredje, nu 6-årig præsidentperiode blev et nyt vendepunkt. Hvor Medvedevs forudgående periode havde budt på blandede signaler og ytringer om vilje til samarbejde med henblik på teknologisk fornyelse, slog Putin straks en mere selvhævdende tone an. Modstanden mod etablering af missilforsvar med elementer på europæisk grund blev skarpere formuleret, blandt andet ved udtalelser om Ruslands ret til at anvende A-våben i forebyggende angreb. Russiske strategiske ubåde og bombefly blev mere nærgående, og de første gensidige beskyldninger om brud på INF-aftalen, som forbød våben med en rækkevidde på 500-5500 km, begyndte at lyde. USA begyndte at anvende sanktioner mod russere, som blev beskyldt for at bryde menneskerettighederne, mens Rusland som gensvar forbød amerikanere at adoptere i Rusland. En kortvarig enig fordømmelse af Nordkoreas atomtrusler blev afløst af misstemning, efter at den amerikanske ”whistleblower” Edward Snowden fik asyl i Rusland.

Så de efterfølgende konflikter i og om Ukraine og Syrien kom til i et i forvejen ugunstigt klima mellem de to lande. Rusland så en amerikansk hånd bag udviklingen i Ukraine under oprøret på Uafhængighedspladsen i vinteren 2013-14, samt bag hvad russerne så som den legitime præsident Janukovitj fordrivelse fra landet. USA opfattede den lynhurtige og effektive annektering af Krim som et brud på folkeretten, samt den på Krim afholdte folkeafstemning som ulovlig. Parterne mistænkte hinanden for at lade sig dirigere af militærstrategiske motiver. I marts 2014 blev Rusland som konsekvens udelukket af G8, der (igen) blev til G7. Og der blev etableret et sanktionsregime. USA beskyldte også for at spille en aktiv og militær rolle i det efterfølgende separatistoprør i Østukraine, hvilket gav anledning til yderligere stramning af sanktionerne. Det var dog nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 i juli 2014, der for alvor skabte fælles fodslag mellem USA og EU om sanktioner, et fodslag som det har været muligt at fastholde indtil nu. Rusland svarede igen med at forbyde import af fødevarer fra EU. Konflikten i Østukraine er søgt bilagt ved implementering af den såkaldte Minsk-2 aftale. Hvad der fra amerikansk side er blevet set som russisk ulyst og fodslæben til at medvirke til en løsning, har fået USA til at iværksætte yderligere sanktioner. Sanktioner og dalende olie- og gaspriser har sat sig varige spor i russisk økonomi. Den russiske utilfredshed er yderligere blevet skærpet af USA’s militære og finansielle støtte til Ukraine i den endnu uløste konflikt.

I slutningen af september 2015 engagerede Rusland sig militært i den borgerkrig, der siden 2011 havde hærget i Syrien. Det blev hurtigt klart, at Rusland havde en dagsorden og et slutmål, som var forskelligt fra den af USA ledede vestlige koalitions. Ud over at bekæmpe Islamisk Stat og beslægtede terrororganisationer, ville Rusland bevare Bashar Assad ved roret. Det var ikke Vestens mål, blandt andet fordi man tidligere havde anklaget den syriske præsident for at anvende kemiske våben mod sin egen befolkning.  Rusland tilbød USA at mødes på højt niveau for at drøfte løsninger og samarbejde. Dette blev afvist af USA, og samarbejdet har i det omfang det overhovedet har været særdeles problematisk. Det er da også på amerikansk initiativ ophørt i oktober 2016. Der er derfor reelt mere tale om endnu en ”proxy war” i Syrien, end om en fælles tilgang.

Amerikanske beskyldninger om russiske forsøg på at dirigere udfaldet af den nuværende valgkamp har ført til, at man taler om det dårligste russisk-amerikanske forhold siden Den kolde Krig, ja mange kalder med rette eller urette den nuværende tilstand for en ny Kold Krig.

Den amerikanske valgkamp afspejler i hvert fald med al ønskelig tydelighed det dilemma, som Vesten inklusive USA står over for i forholdet til Rusland: skal man sætte sig yderligere i respekt over for et Rusland, der opfattes som mere og mere truende, altså en fornyet ”containment” og risiko for konfliktspiral? Ellers skal man søge kompromisser, herunder som det vigtigste at anerkende Ruslands ret til en interessesfære i det postsovjetiske rum, som indebær indskrænkning af de derværende landes suverænitet?

Uanset svaret på dette spørgsmål, vil Barack Obamas præsidentperiode blive husket som den tid, hvor Rusland fik mulighed for at vende tilbage på scenen som mere end en regional stormagt. Hvor Rusland satte handlinger bag ordene om, at komme den amerikanske hegemoni til livs og skabe en multipolær verdensorden – og i nogen grad havde succes med det.

Claus Mathiesen, cand.mag., lektor i russisk sprog, kultur og militære forhold på Forsvarsakademiets Institut for Sprog og Kultur.