Lykketoft: Vigtigt med et stærkt FN i Afrika fremover

I dag blev det officielt, at Mogens Lykketoft bliver ny formand for FN i 2015. I dette eksklusive interview med Kongressen.com fortæller den nye FN-formand om FN’s rolle i Afrika fremadrettet, og hvorfor han er optimistisk om ambitionsniveauet for de kommende FN-målsætninger.

Af Pernille Bruun Nielsen og Anders Agner Pedersen

Der er al mulig grund til at se optimistisk på FN’s arbejde i Afrika i fremtiden. Og ikke bare fordi, at det generelt er sundere at se lyst end dystert på tilværelsen, men generelt fordi der er store udviklingsmuligheder på det afrikanske kontinent. Hvilket stormagterne for alvor har fået øjnene op for. Det mener formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft, der i dag kunne offentliggøre, at brikkerne nu omsider er faldet på plads, og at han i sommeren 2015 tiltræder som ny formand for FN’s parlamentariske forsamling.
Kongressen.com har mødt Lykketoft til en samtale om FN’s rolle i Afrika fremadrettet, behovet for reformering af FN’s Sikkerhedsråd og ikke mindst ambitionsniveauet for de kommende FN-målsætninger, der endeligt skal vedtages på næste års generalforsamling med Lykketoft som central aktør.

Hvad betyder stormagtskampen mellem USA og Kina for FN’s arbejde i Afrika?
”Jeg tror ikke, at stormagtsrivaliseren i virkeligheden gør det vanskeligere for FN’s arbejde i Afrika i forhold til så mange andre steder. Der er jo nogle andre konflikter i verden, hvor stormagtspolitik og forskellige holdninger gør det beviseligt meget mere vanskeligt; Syrien er jo stjerneeksemplet på det. Men hvis man kigger på Afrika, så kan man sige, at der er en tydelig konkurrence mellem de traditionelle vestlige interessenter – herunder de gamle kolonimagter – og kineserne, som mange afrikanske regeringer benytter sig af. Men der er en tilbøjelighed i samfundet til at bedømme kineserne anderledes end de vestlige folkefærd og til at pålægge kineserne en eller anden form for farlighed eller mindre respekt for normer.
Det mest præcise, som man kan sige om Kinas ageren i Afrika er, at Kina har nogle meget konkrete interesser i at få adgang til råvarer og ressourcer. Dette adskiller sig selvfølgelig ikke fra de vestlige magters- og virksomheders engagement, men der er nogle interessemodsætninger mellem dem, der tidligere har været til stede i Afrika og kineserne. Man kan kritisere kineserne for, at de i konkrete bistandsprojekter ikke anlægger de samme krav om gennemsigtighed, respekt for menneskerettigheder og god regeringsførelse osv., som vi i vesten gerne så. Men man kan ikke sige, at kineserne har mindre respekt for love og regler. Altså der hvor der er love og regler, som i eksempelvis Sydafrika eller Botswana, der spiller kineserne efter reglerne. Derimod hvor der ingen regler er, ser vi en tilbøjelighed til, at kineserne opfører sig lidt på linje med vestlige mineselskaber og andre, der har været der hele tiden. Fra et FN synspunkt taler dette for, at FN arbejder meget mere med, at alle lande håndhæver nogle regler omkring arbejdsvilkår, ressourcebeskyttelse, naturbeskyttelse osv.
Men hvis man kigger på virkningen af Kinas rolle som en stadig større og i visse henseender også en mere ansvarlig spiller i verdenssamfundet, så kan man også se, at kineserne har været til stede i eksempelvis Liberia, som en del af FN’s fredsbevarende operation. Og det er nogle af de første små skridt, som Kina har taget til at være en del af FN systemets fredsbevarende operation.”

Det er almindelig kendt, at situationen i FN’s sikkerhedsråd ikke er optimal. Flere humanitære organisationer peger på, at sikkerhedsrådsproblemstillingen påvirker det humanitære arbejde i Afrika. Mener du, at det med til at understrege behovet for en reformation af sikkerhedsrådet?
”Ja, jeg mener, at der er et stort behov for at reformere sikkerhedsrådet således, at de, som er vetoberettigede, i det mindste kun undtagelsesvis bruger den beføjelse, og at man får flere permanente medlemmer, der repræsenterer de store økonomier og de store befolkningskoncentrationer, som ikke er repræsenteret blandt de nuværende fem permanente medlemmer. Det er åbenbart, at sikkerhedsrådet i gennem mange årtier har været næsten ubevægeligt. Omvendt så må man, lidt minimalistisk eller nogen ville måske kalde det lidt defaitistisk sige, at to, tre, eller fire agenter – hvis man betragter England og Frankrig som én del af et EU-fælleskab i sikkerhedsrådet – er fuldstændig afgørende spillere i forhold til, at man kan løse denne verdens problemer, uanset om de er de eneste vetoberettigede eller ej. For hvis ikke der er et medspil fra USA, fra EU, fra Kina, og i hvert fald i en række militært betonede konflikter også Rusland, så kan man ikke løfte denne opgave. Vetoretten kan derfor virke som en hæmsko, men det er også et udtryk for, at de permanente spillere, der allerede er i sikkerhedsrådet, ikke kan undværes. Dermed skal det dog også understreges, at der også er nogle spillere udefra, som det ville være rart at have med om bord – som eksempelvis Indien eller Brasilien. Men man kommer ikke uden om de fire magtcentre, hvis man vil have løsninger på en lang række udfordringer så som klimaområdet, kampen mod fattigdom, at sikre bæredygtig udvikling samt løsninger på konkrete konflikter, som dem vi har set og ser i Mellemøsten. Disse fire magtcentres samspil og tilstedeværelse er ganske enkelt nødvendigt, hvis man vil opnå løsninger,” siger Mogens Lykketoft og fortsætter:
”Når vi snakker Afrika og humanitære konsekvenser og løsninger af konflikter, er der ikke nogen fuldstændig åbenbar barriere for, at FN kan spille en rolle, eller at FN sammen med Den Afrikanske Union kan spille en rolle. Vi har jo set, hvordan lande som Somalia, Liberia og Siera Leone har været båret af FN aktioner. Og det er heller ikke stormagtsrivaliseren, der forhindrer, at man mere målrettet går ind i konflikter, som den religiøst betonede, der er i den Central Afrikanske Republik eller den rent persondrevne uhørt ulige konflikt, der finder sted i Sydsudan. Så vidt jeg kan se, er det ikke fordi stormagterne modarbejder hinanden, men derimod fordi nogle af de lokale kræfter er totalt destruktive. Så kan man selvfølgelig argumentere for, at det er et problem, at FN systemet ikke kan fremskaffe endnu flere ressourcer til fredsbevarende operationer, men her skal man også huske på, at der er flere udstationerede som fredsbevarende styrker i FN regi nu end nogensinde. Det aktuelle tal er ca. 120.000 mennesker. Dermed kan man konkludere, at FN håndterer rigtig meget, men selvfølgelig mindre end det ideelle. Og det er langt fra alt sammen stormagtskonflikter, der blokerer FN’s arbejde. I virkeligheden er de økonomiske begrænsninger i nogen sammenhænge mere en hæmsko end de politiske.”

Der syntes at være en generel optimisme omkring det, at de nye FN post-2015 målsætninger vil blive meget ambitiøse. Deler du den optimisme?
”Ja, den grundlæggende optimisme deler jeg. I forhold til de nye post-2015 ’Bæredygtige Udviklingsmål’ er der en større erkendelse af sammenhængen af de forskellige delmål om økonomisk udvikling, jobskabelse, bæredygtighed, klima, ligestilling i alle henseender, bekæmpelse af ulighed i de enkelte lande og mellem landene osv. Alle de ting hænger jo på en vanskelig måde sammen, og hvis man skal gøre målsætningerne operative, så skal man også understrege alle disse aspekter på forskellig måde i forhold til hvert enkelt land. Og dette, mener jeg, er en proces, som forløber meget godt. Der er en meget stærk kvinde i spidsen for det her arbejde, Amina J. Mohammed, som jeg oplevede i New York så sent som sidste uge. Der er selvfølgelig en vældig forberedelsesproces nu, og der venter nogle meget vigtige møder i slutningen af september næste år i forbindelse med generalforsamlingen, hvor målsætningerne skal vedtages. Men ja, jeg er utrolig optimistisk, og jeg glæder mig meget til at være en del af arbejdet.”