Den politiske kommentator og vært på Fox News, Lou Dobbs, er ikke i tvivl. Konventet i Cleveland har indtil videre været en succes for Trump. Og The Donald har gode muligheder for at vinde valget i november, siger Dobbs i dette interview med Kongressen.com
Han har dækket amerikansk politik i en menneskealder. Men selv om han efterhånden er blevet 70 år, er Lou Dobbs langt fra klar til at gå på pension. Tværtimod er Dobbs på lægterne ved det republikanske konvent i Cleveland, Ohio. Og selv om der har været masser af dramatik og spændinger i løbet af konventets første dage, så er Dobbs optimistisk på Republikanernes vegne.
I dette interview med Kongressen.com fortæller Dobbs, hvorfor han er sikker på, at Donald Trump vinder valget den 8. november.
Hvordan har du oplevet de første tre dage på konventet?
“Det har været fantastisk indtil videre. Der er en god energi, tingene er gået godt og der er blevet diskuteret en masse vigtige spørgsmål, både om indenrigs- og udenrigspolitiske emner. Det er virkelig et storslået konvent indtil videre.”
Ser du tegn på samling i partiet?
“Ja, det synes jeg. Jeg var nede på gulvet blandt de delegerede under afstemningen tirsdag aften. Der var en fantastisk stemning. Også under talerne efterfølgende. Især Donald Juniors tale var virkelig god.”
Hvor stort et problem er det, at begge Bush-præsidenterne og andre fremtrædende politikere, herunder John Kasich, ikke er her?
“De går glip af et forrygende show! Og det er deres egen fejl. For deres skrives historie på dette konvent. Og hvorfor de ikke har lyst til være her, det har jeg svært ved at se meningen i.”
Tror du, at Ted Cruz omsider kommer til at støtte Trump, når han går på talerstolen onsdag aften her på konventet?
“Ja, helt bestemt. Han har lovet det, og han holder sit ord.”
Tror du Trump vinder?
“Bestemt!”
Hvorfor?
“Se på målingerne. Se på de emner, der er på dagsordenen. Se på hans standpunkter. Se på hans stigende popularitet. Han kommer til at vinde.”
You must be logged in to post a comment Login