Påsken står for døren og den forbindelse giver Kongressen.com dig her lidt amerikanske litterære anbefalinger – både af nyere og ældre dato.
Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør
Forårsblomsterne pibler frem, træerne knopskyder og mængden af gækkebreve i postkassen er stigende. Med andre ord: påsken er lige om hjørnet. Normalt ville påskeferie jo betyde masser af tid med familie og venner i forbindelse med diverse påskefrokoster. Sådan bliver det jo desværre ikke i år, så derfor er der god tid til at sætte sig til rette i hjørnet af sofaen med benene oppe og læse en god bog eller to.
Selv om vi begge læser mange bøger om USA, er det sjældent at det er de samme bøger vi læser. Derfor kommer der her tre amerikanske litterære anbefalinger fra os begge.
Anders først, Philip derefter.
Anders: “Jeg har valgt tre bøger, som muligvis ikke er helt nye, men som ikke desto mindre er fremragende. De to første er samtidig bøger, som kan være relevante som perspektiv til den alvorlige situation, der er i USA netop nu. Den sidste er en klassiker, som jeg har genlæst dele af i løbet af den forgangne uge i gennem rollen som lektiehjælper under hjemmeskolingen.”
No Ordinary Time af Doris Kearns Goodwin
“Vi ser lige nu en situation i USA, hvor ledigheden er på himmelflugt i et omfang som er voldsomt. Ti millioner amerikanere har meldt sig ledige i løbet af de sidste to uger. Der venter et stort arbejde med at genoprette USA’s økonomi og med at få de mange ledige i job igen når corona-krisen er overstået. Når jeg har valgt ‘No Ordinary Time’ af Doris Kearns Goodwin, er det fordi jeg tror vi kommer til at referere til præsident Roosevelts krisestyring i 30’erne mange gange i den kommende tid. Derfor er der god grund til at læse mere om FDR og hans tid. Der er skrevet meget godt om Roosevelt, men ‘No Ordinary Time’ er i særklasse, hvilket er det samme ord, man kan bruge til at beskrive kvinden bag værket, Doris Kearns Goodwin.”
America’s Bitter Pill af Steven Brill
“Det amerikanske sundhedssystem er under massivt pres i øjeblikket på grund af corona. Og diskussionen om, hvorvidt det er tid at gentænke måden, det lige nu er skruet sammen på har fået yderligere fat, især på den demokratiske venstrefløj. ‘America’s Bitter Pill’ udkom tilbage i 2015, men er ikke desto mindre stadig den bedste bog der er skrevet om det amerikanske sundhedssystem. Jeg interviewede Steven Brill om bogen og som han meget rigtigt påpegede i vores samtale, så er sundhedspolitik en af de vigtigste ting at forstå, hvis man vil forstå de stridigheder, der har præget amerikansk toppolitik gennem mange år.”
The Guns Of August af Barbara Tuchman
“Så er vi nået til klassikeren. Jeg læste ‘The Guns Of August’ første gang da jeg som ung mand læste på universitetet i New York. Den gang fik jeg bogen anbefalet af min underviser i amerikansk udenrigspolitik med ordene: ‘One of the best damn books, I’ve ever read!’ Et statement, jeg kun kan erklære mig enig i. Bogen handler om første verdenskrig og alle de forskellige fejl og forkerte analyser, der undervejs førte til at krigen eskalerede på en måde, der måske kunne have været undgået. Jeg har siden genlæst bogen et par gange, blandt andet i forbindelse med mit arbejde med Kennedy-klanen, da ‘The Guns Of August’ var præsident Kennedys favoritbog. I den forgangne uge havde jeg bogen ude af reolen igen, denne gang grundet rollen, som mange af os nu også befinder os i øjeblikket, nemlig rollen som lektiehjælper. Vores ældste herhjemme skulle skrive opgave om netop første verdenskrig og i den forbindelse faldt snakken hurtigt på ‘The Guns Of August’. At jeg formentlig kom til at tale lidt for længe om bogen og at hun havde hørt nogle af mine gamle New York-anekdoter før, det er så en anden sag, men det ændrer ikke på at ‘The Guns Of August’ fortsat er en af de bedste bøger, jeg til dato har læst.”
Philip: “Nu er det selvfølgelig min klare forventning, at man som læser af Kongressen.com allerede har indkøbt og læst ‘Præsidenter – fra Washington til Trump’, som jeg har været redaktør på, således at jeg endegyldigt kan få skubbet J. K. Rowling af de litterære hitlister. Men hvis du ikke har, så er dette en bog med portætter af de 44 mænd, som har besiddet embedet som USA’s præsident. Deres liv, politiske karriere og USA’s historie fortælles gennem portrætter, omfattende billedmateriale og kort. Bogen er på over 700 sider og i et flot coffetable format. #ananasiegenjuice
Når du så er færdig med at læse denne bog, så har jeg da også nogle andre, som jeg enten har læst eller virkelig ser frem til at læse.”
Trump and His Generals: The Cost of Chaos
“Det vakte jo stor opsigt, da præsident Trump blev valgt og omgav sig med pensionerede generaler på centrale poster i sin administration. Det passede godt ind i Donald Trumps billede af sig selv som en stærk mand, at han omgav sig med disse krigshelte. Men det vi får indblik i gennem Peter Bergens fortælling, er hvordan præsident Trumps forhold til generalerne langsomt men sikkert faldt fra hinanden. Det verdensbillede som præsident Trump og hans folk kom med kunne på ingen måde forenes med generalernes. Derfor er de alle i dag væk fra administrationen.
Bergens bog bliver dermed fortællingen om, hvordan ‘America First’ dagsordenen har vundet de interne magtkampe i administrationen.”
The Great Rift: Dick Cheney, Colin Powell, and the Broken Friendship That Defined an Era
“Hvis man skulle være lidt nostalgisk for de gamle dage, da George W. Bush sad i Det Hvide Hus, så har Jim Mann skrevet en bog om to af de dominerende alfa-hanner fra den admnistration. Colin Powell og Dick Cheney var faste bestanddele af amerikansk politik i mange år, og deres forhold kulminerede / kuldsejlede endegyldigt, da de begge tjente i Bush-administrationen, og ofte befandt sig i modsatte lejre. Bogen er en fremstilling og analyse af, hvordan de to herrer påvirkede amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i deres samtid, men så sandelig også i fremtiden.”
White House Warriors: How the National Security Council Transformed the American Way of War
“Hvor Manns bog er fokuseret på individers betydning for historien, så er denne bog af John Gans mere fokuseret på institutioner. Denne bog fortæller historien om Det Nationale Sikkerhedsråd, og hvilken rolle det spiller i tilrettelæggelsen af amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Bogen er også særlig relevant i disse år med præsident Trump i Det Hvide Hus. Præsidenten har ved flere lejligheder udtrykt sin modvilje mod sådanne faste processer, som Det Nationale Sikkerhedsråd repræsenterer. Men hvad er det egentlig præsidenten søger at gøre op med, og hvorfor havde man oprindeligt tænkt, at det var nødvendigt med en sådan institution? Det kan du læse om i Gans’ bog.
Rigtig god læselyst og rigtig god påske!