Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Litterære anbefalinger til de sidste feriedage

Der er stadig et par dage tilbage af efterårsferien. Derfor kommer Kongressen.com her med lidt USA-litterære anbefalinger i forskellige genrer og til alle aldersgrupper

Efterårsferien nærmer sig sin afslutning. Og hvis du tænker, at det kunne nu egentlig være meget fedt at gøre alvor af den ide, man havde da ugen startede, nemlig at bruge lidt tid i lænestolen med en god bog, men ikke lige har fået gjort noget ved det endnu, ja, så følger her lidt USA-litterære anbefalinger til de sidste feriedage.

Rage af Bob Woodward
Valgkampen nærmer sig sin afslutning og et af de helt centrale temaer bliver corona og håndteringen af pandemien. I den forbindelse vil jeg anbefale at læse altid fremragende Bob Woodwards seneste bog ‘Rage’, der udkom for en måneds tid siden. Som altid når Woodward stryger i blækhuset er det både gennemarbejdet og velskrevet. Sådan har det været helt siden debutbogen ‘All The President’s Men’ og sådan er det også tilfældet med ‘Rage’.

Casper af Martin Kongstad
En af de mest uortodokse biografier, jeg har læst i mange år. Martin Kongstad har gennem flere år arbejdet på bogen om Casper Christensen, hvilket blandt andet omfatter en tur til Los Angeles med Casper, samt en lang række samtaler om komikerens USA-fascination. Kongstad har en fængende måde at skrive på og det gør at den ene side hurtigt tager den anden mens man læser. Selvfølgelig handler bogen ikke kun om USA, men det er et tilbagevendende tema, som er både spændende og informativt at læse. Og så må man i det hele taget anerkende både Casper Christensens åbenhed og ærlighed undervejs og Martin Kongstads evne til at bruge den tillid han bliver vist på en måde, som gør det både vedkommende og relevant.

Grisha-trilogien af Leigh Bardugo
Sidste afbefaling finder vi i fantasy-genren. Leigh Bardugo har af flere omgange været på toppen af New York Times Bestseller liste med sine Grisha-bøger, som netop nu er ved at blive indspillet som Netflix-serie. Min ældste datter kastede sig over første del om den forældreløse Alina Starkov og hendes oplevelser. Den blev læst på et par dage, hvilket ansporede hendes lillesøster til også at ville læse den. Nu er hun halvvejs i del to, hvilket må siges at være den tydeligste anbefaling, man kan give bøger. Alle tre dele af trilogien fås på dansk og er udkommet på Alvilda.

Rigtig god læselyst og nyd de sidste par efterårsferiedage!

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen