Ledelsernes hovedbrud

Anti-establishment kandidaterne Donald Trump og Bernie Sanders triumferede på overbevisende vis ved primærvalget i New Hampshire. Sejrene giver anledning til panderynker hos både den demokratiske og især den republikanske partiledelse

På en måde sagde musikken det hele. Et par minutter før Hillary Clinton indtog scenen i New Hampshire for at adressere det forsmædelige nederlag, hun netop havde indkasseret til Bernie Sanders, kunne tilhængere nikke i takt til tonerne af superstjernen Taylor Swifts superhit ‘Shake It Off’. Tilfældigt? Næppe. For fru Clinton skal hurtigst mulige ‘shake New Hampshire off’ og få nogle sejre i hus, når kampagnen nu rykker mod sydstaterne. For hendes kampagne har langt fra fået den start, hun kunne ønske sig. Hun vandt på målfoto i Iowa, hvor især de unge vælgere svigtede hende. Og nu rejser hun så fra New Hampshire med en regulær afklapsning i kufferten. Et nederlag, der igen var grundlagt af manglende opbakning blandt de unge.
Betyder det så, at Bernie Sanders nu for alvor udgør en trussel imod hendes samlede kandidatur? Nej. Hun er fortsat favorit til at vinde sit partis nominering, men når den demokratiske partiledelse og fru Clinton gør status efter de første par valg, må hun sande, at der fortsat venter et stort arbejde for at få hendes kampagne helt op på den store klinge. Hun skal på en eller anden måde få fat i de unge. Selv om det lige nu er svært at se, hvordan hun vil gøre det. Og hun skal bygge bro ud til venstrefløjen, hvis styrkeposition bliver forstærket med Sanders stærke præstationer i Iowa og New Hampshire. Det giver uden tvivl anledning til bekymring, både hos fru Clinton og i den demokratiske partiledelse.

Bekymringer er der også nok af i hos den republikanske partiledelse efter resultatet i New Hampshire. For ikke nok med, at valget blev en triumf for Donald Trump. Sidste uges Iowa-vinder, Ted Cruz, kom også fint fra ‘The Granite State’. De fire establishment-kandidater, Marco Rubio, Jeb Bush, Chris Christie og John Kasich, kom alle ud med semi-hæderlige resultater. Bedst gik det for Kasich, værst gik det for Christie. Og manden, der i sidste uge lignede manden, Republikanerne skulle samles om, nemlig Marco Rubio, fik et sløjt valg i forhold til forventningerne, og skal nu bruge den kommende tid på at få sin kampagne tilbage på rette spor.

Når resultatet i New Hampshire giver anledning til bekymringer i den republikanske partiledelse, så er det ikke bare fordi Trump sejrer og dermed kan bygge videre på sin vinderfortælling frem mod South Carolina-valget næste lørdag. Det er samtidig problematisk fordi konsoliderings-processen om, hvem af de fire establishment-kandidater, der skulle stå som det samlende alternativ til Trump, endnu ikke er kommet i gang. Og at de fire kandidater splitter stemmerne mellem sig og slås på kryds og tværs, mens Trump og Cruz tromler videre. Det er problematisk og noget, de skal have lavet om på meget hurtigt, hvis ikke Trump og Cruz skal fortsætte deres fremmarch.
Samtidig sidder ledelsen nu også tilbage med en bekymring, der kan vise sig at blive fatal. For det har hele tiden været forventningen, at partiledelsen på et eller andet tidspunkt ville træde ind og pande både Trump og Cruz ned. Det er bare ikke sket endnu. Man forsøgte godt nok at tackle Cruz i Iowa, men uden held. Trods Iowa-guvernøren Terry Branstads advarsel om at stemme på Cruz, gjorde vælgerne det alligevel. Og trods den massive modstand mod Trump, fik man heller ikke bremset ham i New Hampshire. Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt ledelsen til syvende og sidst er i stand til at stoppe de to herrer eller om protestbevægelsen i det republikanske vælgersegment er så massiv, at end ikke ledelsen er i stand til at tøjle den. Det spørgsmål står fortsat ubesvaret tilbage efter New Hampshire. Men det skal ikke vare ret lang tid, før ledelsen, såfremt den ellers er i stand til det, træder ind i arenaen og hjælper enten Rubio eller Kasich med at blive den samlende kandidat, der kan tage kampen op mod Trump og Cruz.

Ud fra ledelsernes perspektiver, havde ønske scenarioerne i New Hampshire været at Hillary havde vundet en sikker sejr, som kunne bane vejen for at partiet snart kunne begynde at samles om hendes kandidatur. Og hos Republikanerne, ja, der havde en sejr til en af establishment-kandidaterne foran Trump og Cruz været at foretrække. Da det dels havde kunnet stikke en kæp i Trumps hjul og begynde at håndtere Cruz efterfølgende.

Sådan gik det bare ikke. Tværtimod må Demokraterne sande, at striden mellem Sanders og Clinton vil fortsætte et stykke tid endnu. Og Republikanerne, ja, de skal nok forberede sig på, at processen om at finde Hillarys modstander, kan blive både langvarig og uskøn. Det er alt andet end et ideelt scenario, men formentlig realiteten i kølvandet på New Hampshire-resultatet.

Det var i sandhed en triumf for anti-establishment kandidaterne Trump og Sanders. Ikke just en del af planen hos nogen af partiledelserne. Men virkeligheden i det, der for alvor er ved at blive det amerikanske protestvalg 2016.