Lance Armstrong – eksilkongen der aldrig bliver præsident

Faldet fra tinderne har været langt og intenst. For i Lance Armstrongs masterplan stod det ingen steder, at han i slutningen af 2014 skulle være sendt i ufrivilligt eksil. Tværtimod gik rygterne i hjemstaten Texas ofte i retning af guvernørposten og sågar en dag Det Hvide Hus. Sådan gik det som bekendt ikke helt.

Scenen er Oslos gader en regnvåd efterårsdag, nærmere bestemt søndag den 29. august 1993. 21-årige Lance Armstrong indleder her for alvor den fortælling, der er et studie i storhed og fald, som var det Cæsar selv, der var tale om.
Armstrong hamrer ind over målstregen på sin racercykel og kan lade sig krone som verdensmester i landevejscykling. Dette sker længe før professionel cykling blev ramt af dopingspøgelser, som Lance Armstrong om nogen har givet ny nærring til via sine modvillige indrømmelser om brug af doping sidste år.

Den dag i slutningen af august få dage før sin 22-års fødselsdag har Lance Armstrong hverken ikonisk heltestatus, politiske ambitioner eller bare den mindste anelse om det eventyragtige mareridt, der venter ham i fremtiden.
I Oslos gader er han bare verdens gladeste cykelrytter denne søndag. Det er dog også her, at han for første gang stifter bekendtskab med sejrens sødme.
Armstrong har senere udtalt, at netop VM-titlen i Oslo tændte noget i ham. En lyst til at vinde og genfinde den euforiserende fornemmelse det er at opnå succes.

Netop jagten på succes har sidenhen ført Armstrong til store personlige triumfer. Største triumf var uden tvivl, da han mod alle odds besejrede en om sig gribende testikelkræft i midten af 90erne. Den livstruende sygdom havde spredt sig fra underlivet til lunger og hjerne. Det slog dog ikke Armstrong ud. Den texanske cowboy drog stædigt ud på sin jernhest og tilbagelagde uden problemer 100 kilometer dagligt under sit sygdomsforløb. Den fantastiske fysiske form var en af hovedårsagerne til, at Armstrong overlevede.
Med det in mente var han i de første mange år efter sit comeback til cykelsporten uden for dopingmistankens rækkevidde. Han var den rene cykelsports korsfarer, og han var kommet for at omvende sine fortabte konkurrenter.

Med sin sygejournal som våben skød Lance Armstrong gang på gang en spirende mistænkeliggørelse i jorden. Med sin cancerbekæmpende organisation Livestrong som en evig påmindelse om Armstrongs livtag med døden, fik Lance Armstrong ikke blot carte blanche til troværdighedskontoen. Han spandt også guld på sin sportslige og menneskelige succeshistorie. Fra 2002 og frem til det første karrierestop i 2005 kunne Armstrong årligt hæve over 20 millioner dollars.
Da han oven i købet begyndte at date de populære popsangerinde Sheryl Crow, var han en overgang det største navn i global sport. Lance Armstrong var så stort et navn, at han i 2005 efter sin syvende sejr på stribe i Tour de France modtog et opkald fra sin personlige ven og politiske forbillede George W. Bush.

Lance vs. Landis
Lance Armstrong forstod i første omgang at stoppe, mens legen endnu var god. Den franske sportspresse havde ikke været i stand til at hugge eller stikke i Armstrongs troværdighed angående eventuelle dopingsager.
Der var dog ihærdige forsøg på at miskreditere Lance Armstrong. Bogen L.A. Confidentiel fra 2004 var første alvorlige skud mod Armstrongs troværdighed. Her stod flere troværdige kilder frem og fortalte meget belastende og utvetydige historier. Det var dog først, da den tidligere toprytter og holdkammerat til Lance Armstrong, Floyd Landis, i 2010 indrømmede systematisk brug af doping, at den tidligere Tour-konge kunne mærke tronen vakle under ham.

Landis’ indrømmelser og beskyldninger mod Lance Armstrong om brug af doping satte gang i en offentlig undersøgelse fra den amerikanske stats side. Her var det en skærpende omstændighed, at Armstrong i flere år havde kørt på det statsstøttede US Postal-mandskab. Sideløbende begyndte skeletterne at vælte ud af skabet i en sådan grad, at Lance Armstrong den 17. januar 2013 tonede frem på landsdækkende tv sammen med Oprah Winfrey. Her fortalte Lance Armstrong iført et stenansigt, at han havde dopet sig. Blandt andet med EPO. Fra den ene dag til den anden mistede Lance Armstrong personlige sponsorater og andre indtægter på op mod 90 millioner dollars, han mistede kontrollen med sit elskede og meget profilerede Livestrong, og sidst men ikke mindst fik hans torværdighed et skud for boven.

Den store troværdighed og evnen til at glide bedre af på kritiske spørgsmål om doping i en grad, der får Claus Hjort Frederiksen til at ligne en nybegynder ud i afvigelsens kunst, havde dannet grobund for politiske ambitioner hos Lance Armstrong.
Lance Armstrong var inden sit fald fra tinderne en særdeles troværdig kandidat til en fremtid i toppen af amerikansk politik.
I første omgang var der spekulationer om et kandidatur til posten som guvernør i Texas, hvor Lance Armstrong ville have været en sandsynlig vinder.
Qua sin enorme popularitet som sportsmanden, der besejrede cancer, og med Bush-klanens ubetingede opbakning ville en Armstrong-sejr have været omtrent ligeså sandsynlig som hedebølge i Sahara.

Armstrong for governor
Flere politiske analytikere var i 2005 sikre på, at Armstrong ville blive et husholdt navn i amerikansk politik, når han lagde cykelsporten bag sig. I første omgang var der spekulationer om en kampagne i forbindelse med guvernør-valget i 2006, men det valg kom for tidligt for den daværende Tour de France-vinder, der dog ikke afviste et senere indtog i politik.
De spekulationer fik ny nærring, da Armstrong i 2009 udtalte; Hvis du føler, at du kan gøre jobbet bedre end de mennesker, der gør det nu, og du kan virkelig gøre en forskel , så er det et rigtigt kald til at tjene, og jeg tror, du er nødt til at gøre det.
Det var til dato den mest opsigtsækkende udtalelse fra Armstrong. Den politiske klang var ikke til at tage fejl af, og den usynlige modtager var præsident Obama og demokraterne, der på daværende tidspunkt snakkede om sundhed. Et emne som Armstrong allerede dengang var politisk involveret i via sit engagement i Livestrong.

Efterfølgende har tidligere holdkammerater, samarbejdspartnere og politiske analytikere mere eller mindre åbent antydet, at Lance Armstrong havde en målsætning om en politisk løbebane.
Armstrongs gode ven og trofaste hjælperytter George Hincapie fortalte i et interview til New York Times, at Lance Armstrong ville blive en dygtig politiker, hvis han ellers kunne bestemme sig for, hvilket parti han ville støtte. Underforstået, at det ikke var en given sag, at han var republikaner på trods af sit nære venskab med George W. Bush.

Inde doping-tsunamien skyllede Lance Armstrongs politiske ambitioner væk, var han ellers godt i gang med at positionere sig selv til en politisk karriere.

Her spilede Livestrong-organisationen og det gode brand en nøglerolle. Uden Livestrong i ryggen og med et ry, der er lige til at skylle ud i toilettet er comeback-mulighederne til at overse.
Lance Armstrong er ellers langt fra den første højprofileret sportsstjerne, der skal forsøge at komme tilbage fra en gigantisk nedtur.

Lance er i en klasse for sig
Tiger Woods’ eskapader med luddere og tilfældige damer var for eksempel slet ikke ligeså slemt, som den brøde Armstrong har begået.
“Armstrongs sag tåler sammenligning med flere andre sportsstjerners fejl, men på tre punkter adskiller den sig meget. For det første har Lance Armstrong ingen muligheder for at gøre comeback i den sport, hvor skaden er sket. Det har andre folk som Tiger Woods og Kobe Bryant haft mulighed for, og det har flyttet fokus til sportslig succes. For det andet har Lance Armstrongs opførsel i forbindelse med indrømmelserne ikke været videre sympatiske. Han virkede ikke angrende over sine gerninger, og det har kostet ham mange flere fans end selve dopingovertrædelsen. For det tredje var Armstrongs gode navn og rygte bygget op omkring hans comeback fra cancer, hvor han var den rene engel i en djævelsk sport. Det image er væk, og det giver hans troværdighed uoprettelige skader,” har Richard Godkoep, professor i kommunikation tidligere udtalt til ESPN.

Armstrong nægter at lægge sig ned
Netop Armstrongs manglende lyst til at lægge sig fladt ned og tage imod de medfølgende verbale lussinger har givet et folkeligt indtryk af en narcissistisk person, der ikke kan se noget forkert i sin handling.
Den lange fase med benægtelse leder tankerne hen på en vis Bill Clinton, der bestemt ikke havde haft anden kønslig omgang med frøken Lewinsky, da han første gang skulle kommentere på beskyldningerne.
Når Clinton i dag kan rejse verden rundt og stadig modtages med stående ovationer, er det fordi, han har en folkelig appeal, som Lance Armstrong aldrig mere kommer i nærheden af at have.

For amerikanerne var han ikke nationalhelt på grund af sine syv Tour de France-sejre. Adspurgt ville mange amerikanere ikke være i stand til at beskrive, hvad Tour de France helt præcist er for en størrelse. Armstrong var stor på grund af sin gode historie. En sand amerikansk helt, der virkede usårlig. Det image er væk i dag, og så er nedturen total og de negative overskrifter mange.

Vælgerne vil aldrig tilgive Armstrong
Armstrong skal nok klare sig rent økonomisk. Han vurderes stadig til at være god for 125 millioner dollars, men hans troværdighed er væk, og hans politiske karriere er aflivet inden det så meget som så dagens lys. I fremtiden. Det er i hvert fald den øjeblikkelige dom, men for en mand, der har overlevet en dødsdom er det måske netop muligt at finde troen på guds tilgivelse.
“Problemet for Armstrong er, at gud muligvis vil tilgive ham, men det vil vælgerne aldrig gøre,” siger Richard Godkoep.