Donald Trump er tilsyneladende en anomali i amerikansk politisk. Immun overfor kritik. Sikkert på vej mod det republikanske nominering. Men kigger du nærmere efter, finder du en fejlbehæftet kandidat. Det er i stedet optimale omstændigheder, der har sendt Trump til tops.
Der er næsten ikke et bedre symbol på republikanernes forunderlige primærvalg anno 2016, end hvad der skete under debatten den 3. marts.
På denne aften, i en af de mest økonomisk udfordrede byer i USA, følte Donald Trump, at det var nødvendigt at forsikre vælgerne om, at der skam ikke var noget i vejen med størrelsen på hans hænder — eller andre legemsdele syd for bæltestedet.
Jeg er nødt til at tilføje næsten.
For Trumps pressemøde tirsdag aften toppede utroligt nok debatfarcen. I 31 bizarre minutter snakkede han om hans eget brand inden for bøffer, vin og kildevand. Hans magasin og hans golfbaner. Det lignede ikke en kandidat til USA’s højeste embede; det mindede i stedet om en dårlig version af TV-shop.
Det er uvirkeligt, hvad New Yorkeren er sluppet af sted med som kandidat.
Han flirter med Ku Klux Klan. Hans politiske standpunkter skifter som et trafiklys i myldretid. Og hans manglende viden om udenrigspolitik og statens embedsværk udstiller ham som en politisk undermåler.
Men den slags kritik er indtil videre fløjet forbi vælgernes radar. Donald J. Trump står efter tirsdagens sejre i Michigan, Hawaii og Mississippi stærkere end nogensinde.
Trumps støtte er ikke overvældende
Hans overraskende støtte og sejre er kommet på trods af hans utallige dumdristige og uhyrlige kommentarer. Den fortsatte opbakning virker derfor sensationel, hvilket maskerer hans mangler i en valgmæssig kontekst.
For lige så meget, som du og jeg engang undervurderede Trump, så er der heller ingen grund til at overvurdere ham. Trumps position som favorit er nærmere et udtryk for gunstige omstændigheder. Ikke hans styrke som kandidat.
Trumps vælgere er dybt loyale. Der er et betydeligt antal republikanere, der er på hans side og ikke kunne drømme om at stemme på andre. Hans bundniveau er altså langt højere end nogen anden kandidat.
Til gengæld mangler Trump at vise, at han hans loft ikke standser ved de 40 procent, som han mindst kommer til at få brug for, hvis det bliver en mod en. Du kan pege på, at han tog 52 procent af stemmerne i Massachusetts, men samlet set har forretningsmanden kun vundet en tredjedel af stemmerne i primærvalget. Det er måden, det republikanske parti fordeler delegerede på kombineret med det splittede felt, der gør, at Trumps 35 procent af stemmerne har givet 44 procent af de delegerede indtil videre.
Desuden ligner det, at de koordinerede angreb, som republikanske Super PAC’s langt om længe systematisk er begyndt på, rent faktisk virker. Exit polls fra staterne, der har stemt efter Super Tuesday viser et klart mønster. De vælgere, der først besluttede sig for, hvem de skulle stemme på i dagene op til valget, vælger Trump fra. De udgør typisk en fjerdedel af alle vælgerne. Der er altså en lang række vælgere, der tydeligvis er ængstelige over at have Trump i Det Hvide Hus med adgang til atomkoderne.
Desuden er han decideret uacceptabel for en historisk stor del af republikanerne. Fivethirtyeight har kigget nærmere på tallene: Det er blot 49 procent af republikanske primærvalgsvælgere, der ville være tilfreds med Trump som deres kandidat i november. Selv Mitt Romney, der vaklede gennem hele primærvalget for fire år siden, havde 63 procent af vælgerne, der sagde, de var tilfredse med ham som deres nominerede.
Og sammenligner vi med demokraterne i år, så ville 63 procent være tilfredse med Bernie Sanders, mens tallet er endnu højere for Hillary Clinton, 77 procent. I 2008, hvor valgkampen var langt mere bidsk, til tider perfid, så viser gennemsnittet af exit polls fra 35 stater, at 7 ud af 10 vælgere erklærede sig tilfredse, hvis henholdsvis Clinton eller Obama kandidaterne vandt.
Faktisk er afskyen overfor Trump historisk høj for en kandidat, der fører. Blandt de seneste fem kandidater, der endte som deres partis nominerede var mellem 63 og 79 procent af deres egne partis vælgere tilfredse.
Trods Trumps gentagne opfordringer til, at partiet nu samler sig om ham, trods alle historier i medierne om, at amerikanerne er klar til en politisk outsider, trods hans føring og rolle som favorit, så er han simpelthen en uønsket kandidat.
En Fiat i et Formel-1 løb
Jeg gentager det lige: Trump står stadig bedst.
Han er den eneste kandidat, der overpræsterer antallet af delegerede i forhold til sine stemmetal. Han er den kandidat, der har den bedste mulighed for at nå til konventet med et flertal — sandsynligvis den eneste, der kan. Og han har føringer i meningsmålingerne i langt størstedelen af de resterende stater.
Fænomenet Trump har ramt en nerve i amerikansk politik, i en grad som ingen havde forudset. Hans fremkomst vidner om et impotent republikansk parti, der måske kan splitte over i to. Hans kandidatur kan varsle begyndelsen på den næste amerikanske vælger-omgruppering.
Der er omvendt ingen grund til at tro, at Trump er uden svagheder. Hans hidtidige loft og ængsteligheden blandt de vælgere, der ikke har bestemt sig endnu, vidner om, at han teoretisk set stadig kan standses. Og hans overpræstation i antal delegerede signalerer, at hans forspring snarere er drevet af det spredte felt.
En måde at tænke på Trumps kandidatur er at se ham som en Fiat, der er på vej til at vinde et Formel-1 løb. Alle er så fascineret af, at den her Fiat er ved at vinde, at det bliver historien i sig selv. Omstændighederne i løbet blegner ved siden af. Det er en Fiat, der er ved vinde! Og det gør det underordnet, at de andre biler enten kører uden hjul, er startet med halv tank eller har kørt hinanden af banen op til flere gange.
Trump kan stadig stoppes. I teorien. Men omstændighederne, der ville kunne knække hans føring udebliver stadig.
Vi går ind i den vigtigste periode i primærvalget, hvor stater begynder at fordele ud fra regler om, at vinderen tager alle delegerede. Så længe feltet forbliver spredt den 15. marts, kan Trump nøjes med hans tredjedel af stemmerne og vinde. Det fører os til et scenarie, hvor Trump meget vel kan sejre i altafgørende stater som Ohio, Florida og Illinois. Det ville give ham mere end 200 delegerede og en føring, der efterhånden ikke til at indhente.
Og mens Mercedes, Ferrari og Renault en efter en forlader en ødelagt bane, vædet i motorolie, oprevet asfalt, fyldt med mekaniske dele i brand, så kan Fiat’en Donald Trump tøffe til konventet som vinder.
You must be logged in to post a comment Login