L.A. Drømmerne

Drømmene om rigdom og berømmelse stortrives i Los Angeles. Ea Ørum er gået i Charles Bukowskis californiske fodspor, for at lære den anden side af L.A. at kende. Læs uddrag fra Los Angeles-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.

Han kaldte mig Eeja, selvom mit navn er Ea. Lige meget hvad han sagde, så havde jeg lyst til at høre ham sige det igen her i Pasadena i hans bil. Ben var bag rattet i den del af Los Angeles, hvor han en dag gerne ville have et hus. Bare han sagde det, ”a house in Pasadena”, mindede det mig om en film, jeg havde set.

– Eeeja, en af mine venner var til en fest, hvor Courtney Love også var, you know.

Jeg havde lært, at jeg ikke skulle svare, når han sagde ”you know”.

– Til festen havde de gang i den der leg, truth or dare. Min ven kommer til alle mulige fester med all these famous people. Men denne gang var det slet ikke sjovt. Det blev helt vildt trist.

– Trist? Hvad snakker du om? Bare bliv ved med at se godt ud og sig ”Pasadena”, Ben.

– Haha… det er fandeme mærkeligt, at du synes, det er sexet. Det er jo det mest random name. But, for real, Eeja, det blev så akavet til denne her fest. Han valgte ”truth”, og så bad hun ham om at fortælle, hvornår han holdt op med at drømme. Altså han skulle fortælle dem sandheden om, hvornår han stoppede med at drømme stort. Hvornår holdt han op med at spørge sig selv ”what do I want to be”? Oh man, he was bummed out. It sucked. Det gik op for ham, at han jo ikke drømte længere. Helt seriøst Courtney er en kæmpe nar.

– Hey, Ben – du ved jeg kan li’ hende. Jeg ved godt, at det er lidt white trash…

– Eeja, it’s girlish popish punk bvaaah. Seriously, folk siger, at hun… jeg ville bare sige, at det må være det mest triste i verdenen at stoppe med at drømme. It’s all over then, right?

Jeg mødte Ben, da jeg skulle lave et radioprogram til DR’s P1 om den fordrukne og berygtede Los Angeles-forfatter, Charles Bukowski. Vi gik i hans fodspor. I 1970’erne sad kvinder på trappestenene til hans lille hus i Hollywood og ventede på ham. De ville have sex med Bukowski. Nogle af kvinderne var danske. Han skrev om de kvinder, han knaldede. Når historierne var blevet til færdige bøger, kom nye kvinder til. Han kunne lide dem neurotiske. Første gang jeg mødte Ben, skulle han vise mig, hvor Bukowski begyndte at drømme om at skrive om det Los Angeles, som han voksede op i, og hvor han drak sig ned som voksen. Jeg mødte Ben på Los Angeles Public Library i Downtown. Den pastelgule, store, kantede bygning omgivet af brede veje og hjemløse. Vi fandt hen til reolen sammen, hvor Bukowski skulle have hevet John Fantes roman Ask the Dust ned fra hylden og fået åbenbaringen. Bukowski kom her og læste om medicin og om matematik, men de absolutte sandheder sagde ham ikke en skid. Når han skrev om sig selv, kunne han blive den helt, som han ville være. Los Angeles, alkohol, sex og neuroser blev smukt, når det blev nedfældet på hans papir. Klamme tømmermænd blev til anerkendt litteratur. Korte samlejer mellem en tyk, fuld gammel mand og en forvirret kvinde med lange ben blev til en nyskabende litterær virkelighed. Jeg havde aldrig mødt Ben før den dag på biblioteket. Inden jeg rejste, havde jeg skrevet til folk, der havde haft med Bukowski at gøre, og en af dem havde sendt min mail videre til Ben. Ved reolen læste Ben op fra Bukowskis digt, der handler om den dag forfatterdrømmen begyndte. Digtene havde Ben printet ud, og de lå hulter til bulter i hans grønne canvasskuldertaske. Ben så drenget ud i sine grå jeans med huller på knæene og sin hipster-ternede flonelskjorte – høj og ranglet med store flakkende øjne og et skæg, der ikke ville blive helt tæt. Jeg kunne lide ham, som han stod der. Vi gik videre og Ben fortalte og pegede med sine lange arme rundt i Downtown, et af de eneste steder i Los Angeles med høje huse, hvor folk bevæger sig rundt på fortove. Stort set intet i L.A. er bygget før 1850. Alt, hvad der kan ses, er lavet af nogle, som næsten lige har været her. På en af byens eneste og ældste pladser, Pershing Square, læste Ben op fra et nyt digt. Bukowski skrev om, hvordan han drak på pladsen med de hjemløse, som er her endnu. Om et par uger vil jeg vide, at Ben også sover med en flaske bourbon under sengen. Fra Pershing Square til gaden Broadway hvor gamle biografer med veloursæder og spillehaller med enarmede og askebægere er blevet transformeret til andenrangs mobiltelefon- og parfumeforhandlere. Det er immigranternes butikker. De er fra Iran, Rusland og Tjetjenien.

Mindeoplæsningen på en af Bukowskis gamle stambarer i udkanten af Skid Row var Bens og min næste destination. Skid Row ligger på kanten af Broadway. På Skid Row har de hjemløse holdt til i årtier. Intet andet sted i USA bor så mange hjemløse. Skid Row ligger et kvarters kørsel fra Hollywood. Pretty Woman er den første Hollywood-film, som jeg husker, jeg kunne lide. Både i begyndelsen og i slutningen råber en hjemløs type, at ”This is Hollywood. What’s your dream? Everybody here has a dream – it’s the land of dreams.” Mens jeg ventede på Ben ved biblioteket, kom en fyr uden tænder, med solbrune rynker og langt, fedtet hår hen til mig. ”Jeg kan lægge alle damer ned. Jeg hookede endda min ex-kone op med hendes nye fyr – det var for at komme af med hende,” han klappede løs på sin nøgne mave, da han lirede sine historier af.

Læs hele Ea Ørums Los Angeles-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkommer fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde.