Kunsten at kaste med mudder

Evnen til at kaste med mudder, er blevet en central del af amerikanske præsidentvalgkampe. 2016 er ingen undtagelse. Men trods forlydender om det modsatte, har angrebskampagner og negativ tone været en del af amerikansk politik helt siden The Founding Fathers

Donald Trump har levet højt på at stille diverse fornærmende og konspiratoriske spørgsmål omkring sine modstanderes evner og personlighed. Senest er det gået ud over senator Cruz med en ny runde af ”birther” spørgsmål fra Trump omkring Cruz’ statsborgerskab og hans juridiske muligheder for at blive valgt som præsident i USA. Andre kandidater har været igennem Trump-møllen, som for eksempel Bush om sin ”low energy” personlighed og Carly Fiorinas ansigtsforms påvirkning af hendes muligheder for at blive præsident. Men selvom årets valgkamp har budt på en jævn strøm af negative udtalelser, så har amerikanerne alligevel set og hørt det der har kunnet matche niveauet i den nuværende debat på flere punkter i tidligere tiders valgkampe helt tilbage til dengang .

The founding fathers gik også til hinanden
At kandidaterne kritiserer hinandens politik hører til i en valgkamp, men ofte går kampagnerne også over stregen for at beskrive deres modstanders personlige mangler. Selv George Washington kunne ikke helt undgå at mærke en kritik af sin person hen imod slutningen af sin embedsperiode. Helt skidt gik det allerede, da hans efterfølger John Adams var oppe imod Thomas Jefferson i valgkampen i 1800. Det er et valg, der er gået over i historien som værende et af de mest aggressive i forhold til kampagnernes tilsvining af hinanden. Jeffersons kampagne beskrev eksempelvis Adams på følgende måde: “A hideous hermaphroditical character which has neither the force and firmness of a man, nor the gentleness and sensibility of a woman.” Adams kampagne var ikke meget bedre og beskrev over flere omgange et USA i ruiner, hvis Jefferson blev valgt: “Are you prepared to see your dwellings in flames… female chastity violated… children writhing on the pike?” Valgkampen endte med så meget bitterhed imellem den afgående præsident og vicepræsident, at en tilføjelse til grundloven gjorde at det ikke længere var kandidaten med næst flest stemmer der endte med at blive valgt som vicepræsident.

I 1828-valgkampen var der godt gang i fornærmelserne igen, hvor John Qunicy Adams og Andrew Jacksons kampagner uddelte verbale slag til hinanden. Quincy Adams folk anklagede Jackson for at have indgået et ulovligt ægteskab med sin kone, da denne havde været gift tidligere. Anklagerne imod Quincy Adams var endnu grovere, hvor han blev beskyldt for at have solgt en tjenestepige som konkubine til Tsaren af Rusland. Selv en helgenkåret præsident som Abraham Lincoln har været igennem mudderet i valgkampe. F.eks. udtalte Stephen Douglas at Lincoln var en “horrid-looking wretch, sooty and scoundrelly in aspect, a cross between the nutmeg dealer, the horse-swapper and the nightman.” Lincoln måtte særligt høre for sit usædvanlige udseende med blandt andet denne svada:

“Lincoln is the leanest, lankest, most ungainly mass of legs and arms and hatchet face ever strung on a single frame.” Lincoln var dog også I stand til at svare spøgefuldt igen på kritikken af sin person og udseende, som da én anklagede ham for at være en “two faced liar”, hvortil Lincoln svarede: “If I had two faces, would I be wearing this one?”

Det 20. århundrede og TV som kampplads
I takt med at massemedier som radio og TV blev udbredt fandt fornærmelserne også nye udtryksformer, hvor billeder var med til at skabe utryghed omkring modstanderens kandidatur. Særligt ét eksempel fra 1964 er berygtet, hvor præsident Lyndon Johnsons valgkampagne benyttede sig af en TV-reklame til at udstille sin modstander Barry Goldwater. Reklamen viste en lille pige i færd med at tæller blade på en blomst, da hun når et bestemt tal afbrydes hun af en stemme der tæller ned til affyringen af en atombombe, der affyres. Reklamen afsluttes med en opfordring om at stemme på Johnson – truslen, er det underforstået, vil ellers være for stor for at Goldwater vil indlede en atomkrig. Reklamen blev kun vist én gang, men den har alligevel været anset som havende negativ effekt på kandidaten Goldwaters kampagne.

Et andet eksempel på mere moderne mediebrug for at sværte modstanderen til er en række TV-reklamer fra George Bush kampagne i 1988, hvor den demokratiske modstander var Michael Dukakis. Reklamerne fremhæver Bushs støtte af dødsstraf overfor Michael Dukakis mere lempelige politik, der blandt andet gav voldsdømte fanger lov til fridage fra fængslet. De forskellige reklamers fokus på særligt afroamerikanere på vej ud af fængsel, blev kritiseret skarpt, men endte med at hjælpe Bush i valgkampen imod Dukakis.

Trumps negative kampagne skaber positive meningsmålinger
Udviklingen med Trump kan siges at være i retningen af hvor de tidligere kampagner benyttede sig af diverse mellemmænd som deres kampagneapparat eller kommentatorer, så er Trump selv ivrig til at komme med de mange kontroversielle udtalelser. Det kan blandt andet skyldes at han selv tidligere har ageret mellemmand, som da han holdt birther-kampagnen mod Barack Obama i live, længe efter de fleste seriøse politikere havde droppet sagen.

De beskidte tricks har desværre vist sig ganske effektive tidligere, og Trumps vedvarende høje tal i meningsmålingerne tyder også på at vælgerne ikke ser det negative i at kandidaterne selv tager del i mudderkastningen.