Kunsten at frigøre sig uden at lægge afstand

Euforien om Hillary Clinton har været massiv de seneste uger, i kølvandet på udgivelsen af ‘Hard Choices’. Spørgsmålet om, hvordan Hillary vil skabe sin egen politiske platform, der kan signalere nye tider efter Barack Obama er dog fortsat uklart.

De fleste kender sikkert følelsen. En bog, der er på den anden side af 500 sider, kræver en smule, nå ja, tilløb. Det er der, man lige trækker vejret dybt en ekstra gang, inden man går i gang med at læse. Det pudsige er, at sådan havde jeg det faktisk ikke, da jeg skulle i gang med ‘Hard Choices’. For selv om fru Clinton har svinget fjerpennen ud over intet mindre end 600 sider, så glædede jeg mig faktisk til at læse årets uden sammenligning mest hypede bog.

Især en ting, var jeg spændt på at få svar på, nemlig spørgsmålet om, hvordan Hillary har tænkt sig at frigøre sig fra præsident Obama uden at lægge afstand til ham rent politisk. Det er bestemt ikke nogen let øvelse, men ikke desto mindre en øvelse, der uden tvivl bliver en af hendes største udfordringer i forhold til 2016-valget.

Men lige mange hvor mange diplomatiske rejseanekdoter, jeg pløjede mig igennem, kom jeg ikke så meget som en centimeter nærmere end forståelse af, hvordan Hillary vil frigøre sig fra Obama uden at lægge afstand til den administration, hun i fire år selv var en del af.

Tværtimod er sætningerne: ‘Jeg er enig med præsident Obama’, ‘jeg var stolt over at arbejde for præsident Obama’ og ‘jeg fik et fantastisk forhold til præsident Obama’ blandt de sætninger, der forekommer hyppigst i løbet af denne litterære langgaber.

Tandløs snik-snak
Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke havde forventet, at Hillary ville gå i struben på Obama i bogen, ligesom jeg også ville have løftet mindst det ene øjenbryn, hvis hun havde fremlagt hele sit politiske idekatalog for 2016 i ‘Hard Choices’. Men at jeg ville skulle ase og mase mig igennem den ene tandløse gang snik-snak efter den anden i håbet om, at der på et tidspunkt dukkede noget nyt og interessant op, må siges at være en skuffelse.

At Hillary er helt på det rene med, at alt hvad hun skriver vil blive målt og vejet i forhold til Obama, siger sig selv. Derfor er det nødvendigt for hende, at ‘holde sig midt på vejen’ og ikke blive for kontroversiel. I så fald ville det øjeblikkeligt blive tolket som splid mellem hende og Obama, samtidig med at Republikanerne ville forsøge at bruge det imod hende.

Hillary er enig med Obama
Allerede der er flere af de skarpere litterære bisser hevet ud af ‘Hard Choices’-gabet til at begynde med. Men at fru Clinton så frivilligt vælger at hive selv den mest uskadelige mælketand ud af bogen, som til sidst har lige så meget bid som en sugmalle, er ærgerligt.
For lad os prøve at gøre status over, hvad man som læser for ud af at læse ‘Hard Choices’:
Hillary er enig med Obama i opprioriteringen af Asien med ‘Asia Pivot’.
Hillary er enig med Obama i hans håndtering af krigene i Irak og Afghanistan.
Hillary er enig med Obama i måden, Mellemøsten bliver håndteret.
Hillary er enig med Obama i at klimapolitik er vigtigt.
Hillary er enig med Obama i menneskerettigheder er vigtige.
Hillary er enig med Obama i der er store muligheder i Afrika.
Hillary er enig med Obama i at Putin er en skidt karl.
Og, Hillary er enig med Obama i at angrebet i Benghazi var en tragedie.

Ingen af ovennævnte pointer kommer bag på nogen. Dybest set kan hun ikke sige det modsatte meningsfyldt i så meget som et enkelt af eksemplerne.

Putin er en skidt karl
De sidste to punkter er dog værd at dvæle bare et øjeblik ved, eftersom de utvivlsomt kommer til at fylde en del i 2016-valgkampen. At Putin nok ikke skal regne med en indbydelse til næste Thanksgiving hos The Clintons, er næppe en pointe, der vil få jorden til at ryste, hverken i Kreml eller i D.C. Interessant er det dog, at Hillary gør hvad hun kan for at bagatellisere hele genstarten af forholdet mellem USA og Rusland. Det skal hun nok næppe forvente bliver ved det, når først valgkampen for alvor går i gang. Tværtimod vil det være et af de steder, Republikanerne virkelig vil sætte ind, eftersom deres argument, med en hvis ret vil være, at Obama-administrationen, og dermed Hillary, har fejlet i forhold til Putin, hvis position er blevet styrket markant de seneste år. Hvordan Hillary til den tid vil tackle det, bliver interessant at se, for hun slipper næppe af sted med at slå spørgsmålet hen med, at Putin er en slyngel, og at det er en skam at et ellers dejligt land som Rusland, har en bandit som ham i spidsen, når landet ellers rummer så mange muligheder. Det kan hun slippe af sted med i en erindringsskrivelse, men det vil langt fra være nok i en valgkamp.

Spøgelset fra Benghazi
Det samme gælder spørgsmålet om Benghazi. En tragedie, som Hillary bruger adskillige sider på både at gennemgå, analysere og ikke mindst forsøger at lukke ned. Angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi kostede fire amerikanere, heriblandt ambassadør Chris Stevens livet, og har siden hen været et af de mest sikre kort, Republikanerne spillede, når de skulle angribe både Hillary Clinton og Obama-administrationen generelt. At Hillary Clinton gerne ser Benghazi-spørgsmålet ryddet af vejen en gang for alle før 2016-valgkampen, er der ingen tvivl om. At det på ingen måde lykkes i ‘Hard Choices’, er der imidlertid heller ingen tvivl om. For ganske vist gør Hillary det klart, at hun finder det usmageligt, at politiske modstandere har forsøgt at gøre tragedien til et politisk spørgsmål, rettet mod hende. Men hvis de tror, at hun vil finde sig i det eller for den sags skyld bidrage til diskussionen, så tager de fejl. Jeg vil dog tillade mig at tvivle en smule på, at det sidste ord om Benghazi er sagt, både af Republikanerne og fru Clinton selv. For det skulle undre meget, om strategiske børster som Karl Rove skulle tænke: ‘Okay… Hillary siger, at hun ikke ønsker at tale mere om Benghazi. Jamen, hvis det er sådan hun har det, så lader vi da bare være.’

600 siders træden vande
Det er altså yderst begrænset, hvad der er af nyt i ‘Hard Choices’. Det virker som om Hillary er så bange for at træde nogen over tæerne, hun måske kunne få brug for under vejs i præsidentvalgkampen, at hun slet ikke kommer nogen vegne. Men i stedet træder vande med den ene småfilosofiske udenrigsberetning efter den anden.

Og på spørgsmålet om, hvorvidt hun rent faktisk har tænkt sig at stille op i 2016, lyder det på bogens allersidste side: ‘Jeg har ikke truffet min beslutning endnu’. Nu skal man jo være flink, så jeg vil nøjes med at konstatere, at det nok næppe er helt rigtigt. Tværtimod er det vanskeligt at forestille sig andet end, at udgivelsen af ‘Hard Choices’ er det uofficielle startskud til 2016-valgkampen, og at fru Clinton nu vil bruge resten af 2014 på at rejse Amerika tyndt med erindringerne i håndtasken og i begyndelsen af 2015 meddele, at hun går efter at afløse Barack Obama som præsident.

Hvordan hun så har tænkt sig at frigøre sig fra ham uden at lægge afstand til ham, står fortsat hen i det uvisse. Sikkert er det dog, at hvis nogen spørger, om de skal bruge sommerferien på at læse ‘Hard Choices’, må svaret herfra være, at det kan de bestemt godt gøre. Når altså VM er slut, og der er hviledag i Tour de France. Og når de så gør det, skal de sørge for at trække vejret dybt ned i lungerne og tage tilløb inden de går i gang. Ellers vil behovet for den første af mange dobbelte espressoer indfinde sig hurtigere end man troede det var muligt.