Krisen graver uddannelseskløften mellem rig og fattig dybere

Mens USA’s økonomi langt om længe viser spæde tegn på bedring har den økonomiske krise og nedskæringer efterladt alvorlige ar på uddannelsesområdet som kan være vanskelige at hele. Menige amerikanere har ikke adgang til en universitetsgrad, og det vil øge kløften mellem rig og fattig yderligere.

Allerede inden den finansielle krise satte ind havde de amerikanske unge udsigt til mindre velstand end deres forældre. Nu ser fremtiden desværre endnu mere dyster ud. Med stigende studieafgifter, nedskæringer i forskellige støtteordninger og svimlende studiegæld er det svært at se hvordan de amerikanske unge kan udleve den amerikanske drøm om velstand og succes samt social mobilitet gennem hårdt arbejde. Med uddannelses potentiale for netop at skabe velstand og sikre social mobilitet i mente er det skuffende at se, hvordan politikere både på den nationale og den statslige scene beslutter at skære i midlerne til uddannelsesområdet. De langsigtede konsekvenser af den politiske beslutning er langt større og mere alvorlige for det amerikanske samfund end finanskrisen i sig selv. Og derfor er uddannelsespolitikken så afgørende for USA’s fremtid.

Velrenommeret men haltende uddannelsessystem
Det amerikanske uddannelsessystem er og har i mange år været det mest velrenommerede i verden, især hvad angår de længere videregående uddannelser, og selvom USA’s førerposition indenfor universitetsuddannelser ikke er truet, dækker den internationale anerkendelse over det paradoks at de højtrangerede universiteter bliver mere og mere utilgængelige for de menige amerikanere. Den store kontrast, der består i at have de bedste universiteter i verden men et haltende generelt uddannelsesniveau er et symptom på en uddannelsespolitik, der ikke formår at sikre lighed og social mobilitet, hvilket vil have store konsekvenser for de amerikanske samfund.

Det amerikanske uddannelsessystem er decentraliseret, da store dele af grundlæggernes reservationer mod en stærk centralmagt grundede i en præference for lokale løsninger på uddannelsesområdet. Derfor spiller den føderale magt med base i Washington andenviolin på uddannelsesområdet, hvilket betyder at substantielle diskussioner om amerikansk uddannelsespolitik i høj grad tager udgangspunkt i de forskellige staters prioriteringer. Selvom politikerne i Kongressen møder en del kritik for USA’s nærmest konstante underpræstation på uddannelsesområdet skal man huske på, at den lovgivende formsamling i Washington i høj grad af konstitutionelt bundet til at uddelegere uddannelsespolitikken til staterne. Det er med det forbehold man skal diskutere amerikansk uddannelsespolitik.

Staterne under pres
Falder talen på den finansielle krise og den amerikanske økonomi er det naturligt at tænke på de dramatiske og ikke mindst veltransmitterede opgør om Obamacare, gældsloftet, lukningen af den føderale regering etc. Men man skal ikke glemme at konsekvenserne af den finansielle krise findes på delstatsniveau. Det er ikke kun de nationale budgetter der må skæres ind til benene, det er i høj grad også de statslige budgetter, og det går ud over uddannelse.

For mens der tegner sig bedre tider for den amerikanske økonomi er der grund til bekymring for uddannelsesområdet, der har været hårdt ramt af nedskæringer siden den finansielle krise. Lad os tage offentlige videregående universitetsuddannelser som et eksempel. Ifølge tænketanken Center on Budget and Policy Priorities (CBPP) bruger staterne i gennemsnit 28 % eller $ 2.353 mindre per studerende på de videregående uddannelser i 2013 end de gjorde i 2008. For at dække finansieringstabet fra staterne må de offentlige universiteter enten skære i udgifterne til undervisningen, hæve studieafgiften eller en kombination af de to. Tal fra the National Center of Education Statistics afslører, at studieafgiften for 4-årige offentlige universiteter er steget med mere end 39 % fra 2000-2001 til 2010-2011 og med mere end 13 % fra 2007-2008 til 2010-2011, når der justeres for inflation. Rapporten fra CBPP finder, at det tilsvarende tal fra 2007-2008 til 2012-2013 er 27 %, og identificerer en tendens mod at flytte omkostningerne fra staten over på de studerende selv, så uddannelsesinstitutionerne i stigende grad bliver afhængige af de studerendes studieafgifter for deres overlevelse. I 1987 udgjorde studieafgifter omkring 24 % af de offentlige universiteters indtægter. I 2008 var det tal steget til omkring 36 % mens studieafgifterne i 2012 udgjorde hele 46 % af de offentlige universiteters finansieringsgrundlag. Universiteter afhængige af studieafgifter for at overleve fokuserer af nødvendighed mere på hvor mange studerende der kan stuves sammen i et klasseværelse og mindre på studentervelfærd, forskning og udvikling med dårligere kvalitet af uddannelsen til følge.

Uddannelse er ikke for alle
Faldende statstilskud har to vidtrækkende konsekvenser. For det første rammer den finansielle krise de fattige delstater hårdere end de rige. Stater, der allerede er hårdt pressede på grund af høj arbejdsløshed og underkvalificeret arbejdskraft, får nu yderligere belastet deres velfærdsydelser af lavkonjunkturen, og derfor endnu vanskeligere ved at finde penge til uddannelsessektoren end deres rigeste unionsfæller. Læg dertil at den føderale regering samtidig trækker stikket til nogle af støtteprogrammerne indrettet til at hjælpe resourcesvage studerende og stater, og på delstatsniveau står vi tilbage med socialt skæve konsekvenser af finanskrisen og de folkevalgtes krisepolitik. Det betyder at der er færre penge til uddannelse og et lavere uddannelsesniveau i de mest sårbare delstater.

For det andet betyder betyder færre penge mindre støtte for den enkelte familie, og at færre har råd til at sende deres børn på universitetet, hvilket øger forskellen mellem de rige og fattige amerikanere. Desuden forsøges støttesystemet for de videregående uddannelser ændret i retning af at pengene skal følge de studerende fremfor institutionerne. Mere konkret betyder det færre konventionelle støttekroner og flere resourcer til at tilbyde studielån til eleverne, der ofte kommer ud paa den anden side af universitet med en enorm studiegæld, hvilket er et tema vi vender tilbage til på et senere tidspunkt. Resultatet af krisen på både stats- og individniveau er ringere uddannelseskvalitet og en større belastning på velfærdsydelserne og mere social ulighed

Uddannelse er en gave og en forbandelse
Det er ikke kun uddannelsesområdet, der oplever nedskæringer som følge af den finansielle kriser, men problemet med nedskæringer på uddannelsesområdet er at konsekvenserne er langvarige. Skæres der for eksempel på finansieringen til nye motorvejsprojekter under en økonomisk krise vil infrastrukturen uden tvivl tage skade, og økonomien vil i sidste ende blive påvirket negativt. Men efter krisen er det forholdsvist enkelt at kompensere for underforbruget i løbet af en overskuelig årrække. Med uddannelsessystemet forholder det sig desværre noget anderledes. For det første er det vanskeligt at indhente flere års tabt studieindsats for det enkelte individ, der ikke længere har samme adgang til de forskellige uddannelsestilbud. For det andet er der en forsinket effekt af ændringer på uddannelsesområdet. Det betyder at vi først ser de konkrete effekter af den nye uddannelsespolitik flere år efter ændringerne, og til den tid kan det være for sent og de samfundsmæssige problemer for store at overkomme. Uddannelse har en unik egenskab til at skabe fremgang og social mobilitet for samfundet, og derfor er nedskæringer på netop uddannelsesområdet så alvorlige for det amerikanske samfunds fremtid, især når ændringerne i uddannelsespolitikken har en social slagside. Når uddannelse alligevel er blandt de hårdest ramte ofre for den finansielle krise skyldes det, at der er store omkostninger forbundet med at drive uddannelsessystemet, og at effekterne af nedskæringer kan være vanskelige at måle og desuden er forsinkede. At skære i uddannelsesstøtten er derfor en kortsigtet men nærliggende løsning på akutte budgetproblemer, hvilket er hvad politikerne har brug for, men det kommer tilbage og plager delstaterne og den føderale regering, når de skal håndtere de længerevarende negative konsekvenser af et ringere uddannelsesniveau som underkvalificeret arbejdskraft, høj arbejdsløshed og ringe konkurrenceevne.