Præsident Trump har netop udgivet et memorandum der stiller store krav til udviklingen af arktisk infrastruktur, og sætter fokus på de mangler som USA har i regionen, særligt isbrydere. Der bliver lagt kraftigt op til en ny arktisk strategi – men det er ikke noget der kommer uden udfordringer og omkostninger.
Titlen på Trumps memorandum; ”Beskyttelse af amerikanske nationale interesser i de arktiske og antarktiske regioner”, lægger ingen fingre imellem og gør det klart at USA for alvor kigger interesseret på de kolde regioner i nord. Der bliver indledningsvis fremhævet at de nationale interesser i disse regioner skal beskyttes og at dette mål kræver en flåde af isbrydere per 2029. Hele fem ministerier og departementer er inddraget, med Homeland Security som koordinerende overhoved med det formål at ”gennemgå, vurdere og gennemføre et polarsikkerheds isbryderflådeopkøbsprogram, der understøtter vores nationale interesser i de arktiske og antarktiske regioner.”
Den fornyede interesse i Arktis skyldes administrationens stigende bekymring over kinesisk og russisk aktivitet i den nordlige region, der kunne true USA’s vigtige flaskehalse som f.eks. GIUK-gapet (Greenland-Iceland-United-Kingdom-gap). Alvoren kan også ses i de departementer der inddraget: Department of State, -Defense, og -Commerce, samt Office of Management and Budget. Det er altså en samling af alle relevante ministerier som tvinges til at fremlægge en enig rapport.
Mange håber på at dette memorandum endelig sætter skub i udviklingen af arktisk infrastruktur, som ellers har været på lavblus i årtier. Ingen håber mere end senatoren fra Alaska, republikaneren Dan Sullivan, som i lang tid har forsøgt at gøre opmærksom på problemerne. Han udtalte for nylig at; ”den [arktiske] infrastruktur ikke er god. Den eksisterer slet ikke. Og vi har brug for at den eksisterer.” Sullivan gjorde det derefter klart at USA’s modstandere er langt foran dem selv når det kommer til infrastruktur i området og pointerede; ”Vi har én tung og én mellem polar-klasse isbrydere der fungerer, imens Rusland har over 50.”
Det er bl.a. dette som Trump nu forsøger at komme til livs med denne beordring om en nytænkning af de nuværende planer for en forstærket Coast Guard isbryderflåde. De nye krav kræver evnerne til at operere med dronefly, samt mulighed for installation af efterretningsindsamlingssystemer. Desuden overvejes mulighederne at udstyre skibene med ”defensive våben” for at kunne beskytte mod ”trusler fra near-peer modstandere”, og at se på mulighederne for at installere atomreaktorer i skibene. Særligt de sidste to punkter vækker opsigt – den første fordi isbrydere generelt ikke har kanoner eller lignende våben installeret, men er noget som Rusland for ikke så lang tid siden har installereret på en af deres modeller. Det sidste punkt har også med Rusland at gøre – de er de eneste der pt. har atomdrevne isbrydere, selvom også Kina ser på mulighederne for at udvikle en. Atomdrevne isbrydere er generelt af meget tung kaliber og kan derfor operere kontinuerligt i Arktis da de ikke skal have brændstof og kan forcere de fleste tykkelser af islag.
Det er klart at administrationen nu ser med bekymring på den Coast Guard isbrydere de pt. har tilbage – USCGC Polar Star er en ældre dame af en tung isbryder, hvis søsterskib Polar Sea ikke længere er operationel men bruges til reservedele. Den eneste anden isbryder USA har er USCGC Healy – en medium kaliber der lige som Polar Star er over 40 år gammel og langt over sin beregnede servicetid. Da både Rusland og Kina har travlt med at sende nye isbrydere ud, er det et stort problem at disse ikke er skiftet ud endnu. Coast Guard har længe bedt om finansiering til at udvikle og bygge tre nye isbrydere, men dette blev først bevilget for få år siden – de forventes ikke klar før 2026 og er ikke atomdrevne. Spørgsmålet er så derfor om dette memorandum kræver at designet for disse laves om, hvilket i så fald ville skubbe deres udvikling endnu længere tilbage.
Memorandummet har givet fungerende Homeland Security sekretær, Chad Wolf, og de andre departementer bare 60 dage til at lægge en plan for et forløb der skal evaluere hvordan man skal bygge en flåde af mindst tre tunge polar-klasse security cutters (isbrydere red.) som er gennemtestede og fuldt operationelle per 2029. Her skal skibene være klar til at kunne gennemføre det fulde omfang af alle nationale og økonomiske sikkerhedsmissioner, herunder også at kunne finde og udvinde ressourcer, samt lægge undersøiske kabler og holde dem ved lige. Det er ellers ikke så få ting for et enkelt skib at skulle sørge for – dertil er det også vink til Kina og Rusland som pt. skynder sig for at sikre de naturlige ressourcer der findes under polarisen.
Isbrydere er dog ikke det eneste på dagsordenen, for som Senator Dan Sullivan sagde, så er der reelt ingen ordentlig amerikansk infrastruktur i Arktis. Derfor er der også et krav om anbefalinger for mindst to nye baser inden for USA, og mindst to nye internationale baser. Det er meget sikkert at én af de to amerikanske baser vil være at finde i Alaska, da Senator Sullivan lykkedes få en tekst i den amerikanske 2020 Defense Authorization Bill, der påkrævede Pentagon at studere mulighederne for en ny havn i Alaska, efter at militæret i flere år har sagt at der ikke var brug for det. Privat siger nogle fra Pentagon dog stadig at det vil være dyrt at renovere eksisterende havne der med henblik på militært brug, og de tror ikke der er brug for det.
En havn i sig selv er dog langt fra nok – der skal meget mere til for at bygge sikker infrastruktur op i det arktiske område. I 2009 kom Arktisk Råd med en vurdering, Arctic Marine Shipping Assessment (AMSA), som slog fast at de arktiske lande ikke kunne etablere udvidet sikkerhed uden en robust marineinfrastruktur. Dette ville ud over havne og isbrydere inkludere kommunikationssystemer, navigationsstøtte, hydrografi og søkort, Search and Rescue (SAR) kapacitet, miljørespons kapaciteter og observationsnetværk, marinedomæne bevidsthedskapacitet, isbrydende containerskibe, og forskningsstationer. Altså noget af en liste med en substantiel omkostning, og noget der ikke bare løses sådan lige.
Den grundlæggende mangel på arktisk infrastruktur er alvorlig og har en række økonomiske, sociale, politiske, nationale, og miljøsikkerheds implikationer for Alaska og USA. Manglen på dybtvandshavne fra Dutch Harbor i Aleuterne til den amerikansk-canadiske grænse ved Beauforthavet er et kritisk hul der begrænser USA’s sømagt og den økonomiske udvikling i det amerikanske Arktis. En del af problemer har her været, ifølge Mike Sfraga der er direktør ved Polarinstituttet hos Woodrow Wilson Center, at der ikke er klart hvem der håndterer arktiske problemer inden for Department of Defense (DoD), samt at DoD virker til at være en af de sidste ministerier i landet til at forstå den strategiske vigtighed og relevans af Arktis. Det er derfor håbet at dette vil ændre sig nu hvor Trump-administrationen sætter stor fokus på regionen og kræver svar med kort deadline.
Men alt imens Washington bruger tid på at finde ud af hvad de skal bygge og om der skal atomreaktorer på banen, så er to russiske firmaer allerede i gang med at bygge verdens mest kraftfulde atomare isbryder, en vigtig brik i den nye russiske arktiske strategi som Moskva håber vil lede til lukrative shippingruter i Arktis. Dertil har de lagt planer for at bygge en masse nye isbrydere over de næste år, heriblandt mindst 13 tunge isbrydere hvoraf 9 ville have en atomreaktor. Kina står heller ikke stille – de matcher allerede USA i antallet af isbrydere, selvom kun én var bygget i landet. Derudover har de også luftet planer om at bygge en atomar isbryder, men intet er konkret kommet på plads her.
Den næsten komplette mangel på amerikansk arktisk marineinfrastruktur forbliver en kritisk sårbarhed hvis ikke der snart bevilges finansiering. Hvis USA oprigtigt og seriøst ønsker at komme de mange sikkerhedsudfordringer til livs, så er de nødt til meget snart at investere betydelige summer penge i udviklingen af stærkere infrastruktur. Det kræver samarbejde fra alle større ministerier og politisk enighed i Kongressen over flere år for at sikre den amerikanske tilstedeværelse i Arktis. Fortsætter manglen på investeringer, så vil det føre til betydelige strategiske mangler med negative langsigtede konsekvenser.
