Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Kongressen.com sætter fokus på ‘Stormagtskampen i Afrika’

Både USA og Kina har fået øjnene op for vækstperspektiverne på det afrikanske kontinent. Begge stormagter har således investeret massivt i flere afrikanske lande. I de kommende uger sætter vi her på Kongressen.com fokus på stormagtskampen i Afrika

Af Jeppe Hedegaard, Afrika-skribent og Anders Agner Pedersen, redaktør

”Now with respect to China and Africa, China is all over Africa. I mean, all over Africa. And they’re buying up long-term contracts on minerals, on … you name it,”

Ordene tilhører John Kerry, som i januar 2013, kort tid før sin indsættelse som USA’s nye udenrigsminister, udtrykte en tydelig ærgrelse over den passive Afrika-strategi, som USA har ført i de seneste år. For mens Obama-administrationen har valgt at rette sit udenrigspolitiske sigtekorn mod Asien og har haft travlt med at tage sig af konflikterne i Mellemøsten og Ukraine, har konkurrenten Kina fortsat med at investere i de afrikanske lande og har med investeringerne opnået en hovedrolle på mange af de afrikanske vækstmarkeder.

I 2009 gik Kina forbi USA og blev Afrikas største handelspartner. 160 milliarder dollar var samhandlen mellem Kina og de afrikanske lande i 2011, og det tal vil utvivlsomt fortsætte med at stige de næste mange år.

På kun et par årtier har den voksende samhandel mellem Kina og Afrika sat sig tydelige spor i afrikanske lande, hvor veje, jernbaner og hoteller er skudt frem med hjælp fra kineserne. Til gengæld har Kina taget sig betalt med olie, gas og mineraler, som findes i overflod i Afrikas undergrund, og som Kina er afhængige af for at kunne sikre energi nok til befolkningens nye energitunge vaner.

Kinas dominans i Afrika fik dog for nyligt præsident Obama til at varsle nye amerikanske investeringer på det afrikanske kontinent. Da Obama i august måned lagde hus til et afrikanske topmøde, kunne de afrikanske statsledere vende hjem med et løfte fra amerikanske virksomheder, der forpligtede sig på Afrika-investeringer på 14 milliarder dollar.

Ved siden af investeringerne benyttede præsidenten dog også lejligheden til at tage afstand fra den politiske linje, som Kina fører i Afrika:
”We don’t simply want to extract minerals from the ground for our growth; we want to build genuine partnerships that create jobs and opportunity for all our peoples and that unleash the next era of African growth. That’s the kind of partnership America offers,” udtalte han under topmødet i Washington i august.

Mens præsident Obama taler for at etablere partnerskaber med de afrikanske regeringer, som skal leve op til USA’s etiske kodeks, stiller Kina meget få krav til den politik, som de afrikanske regeringer fører, og afholder sig som oftest helt fra at diskutere menneskerettigheds spørgsmål.

Spørgsmålet er så blot hvilken type samarbejde, de afrikanske regeringer og befolkninger foretrækker? For selvom vestlige menneskerettighedsorganisationer ved tidligere lejligheder har fordømt Kinas rolle i Afrika, peger flere meningsmålinger på, at befolkningerne i en lang række afrikanske lande synes godt om deres nye kinesiske naboer.

Den vækst, som mange afrikanske lande for tiden oplever, ser ud til at ville fortsætte i mange år frem, men de høje vækstrater er også strengt nødvendige for, at Afrikas regeringer kan forsørge de voldsomt voksende befolkninger.
I 2030 vil Afrikas befolkning være fordoblet i forhold til i dag og have runnet to milliarder mennesker, og mens den voldsomme befolkningsvækst gør det svært at finde arbejdspladser nok og bekæmpe den fattigdom, som stadig plager mange lande, vil de mange nye forbrugere samtidig gøre det uhyre populært for udenlandske virksomheder at investere i Afrika.

Ved siden af de to stormagter spiller de europæiske lande, herunder Danmark, en vigtig historisk rolle på det afrikanske kontinent som tidligere koloniherre og som mangeårig bistandsgiver. For få årtier siden var det Europa, der dominerede samhandlen med Afrika, men nu hvor de afrikanske økonomier endelig er begyndt at vokse, har stormagterne overtaget de økonomiske hovedroller.

Som et forsøg på at få del i Afrikas væksteventyr, valgte den nuværende danske regering i år at sammenlægge Udviklingsministeriet og Handelsministeriet, for at den danske bistand kan være med til at sikre investeringsmuligheder for danske virksomheder.

Men spørgsmålet er, om danske virksomheder er i stand til at erobre en plads på de attraktive markeder eller om løbet allerede er kørt? For hvordan skal Danmark og Europa positionere sig på det afrikanske kontinent, mens stormagterne slås om den økonomiske hovedrolle i Afrika?

De spørgsmål, og mange flere, vil Kongressen.com diskutere og søge svar på, når vi i de kommende uger sætter fokus på stormagtskampen i Afrika.

Rigtig god fornøjelse med de kommende ugers tema, som samtidig markerer, at ‘Den Afrikanske Vinkel’ er tilbage her på Kongressen.com

Written By

Jeppe Hedegaard er uddannet cand.public. med speciale i afrikanske anliggender. Er tilknyttet Kongressen.com som Afrika-skribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen