Det er ikke blot en af USA’s store præsidenter, der er i fokus i den nye sæson af ‘POTUS’. Det er også en af USA’s store generaler. Med andre ord er hovedpersonen Dwight D. Eisenhower.
Og netop fordi ‘Ike’, som han blev kaldt, har så stærk en militær historie, er den nye sæson noget anderledes i strukturen end de forrige, fortæller chefredaktør her på Kongressen.com, Anders Agner:
“Når vi i tidligere sæsoner om eksempelvis Obama, Reagan, Clinton eller Bush, har foldet deres historier ud, har det i høj grad været med præsidentskabet i centrum. Med Eisenhower er hans tid som general imidlertid så central, at vi valgte at sige at de første tre afsnit skulle dedikeres til hans tid i militæret og de sidste tre til hans tid som præsident.”
I den nye sæson, som altså har titlen ‘Ikeland’, har Anders Agner og medvært Lars Mathiasen som altid besøg af dygtige gæster. Således kigger henholdsvis Niels Bo Poulsen, Carina Meyn, Rasmus Søndergaard og Rasmus Dahlberg forbi studiet i løbet af de seks afsnit.
“Til juni er det 80 år siden D-Dag fandt sted og da Eisenhower jo stod i spidsen for den operation, har vi valgt at dedikere et helt afsnit til dette med Niels Bo Poulsen som vores gæst, nøjagtig som vi har et helt afsnit om Ike og atombomben, hvor Carina Meyn gør os selskab. Det er dramatiske og vigtige begivenheder, som Eisenhower spillede en nøglerolle i,” fortæller Anders Agner.
Du kan høre første afsnit om Eisenhowers opvækst i Abilene, Kansas og hans vej ind i den militære verden her:
https://www.lrdigital.dk/Ikeland-Fra-Abilene-til-West-Point-9788727144375