Kommer der en klimaaftale allerede fredag?

USA’s præsident har ikke været i Paris siden den officielle åbningsdag af COP21. Alligevel deltager Obama hjemme fra Washington aktivt i bestræbelserne på at opnå global klimakonsensus. Og ifølge John Kerry kan man måske allerede opnå en global klimaaftale fredag.

Det tunge skyts må siges at være rullet ud. Ligesom de øvrige lande på COP21 har USA sendt sin klima- og miljøminister Gina McCarthy til Paris. Sammen med energiminister Ernest Moniz og Obamas chefforhandler i klimapolitiske henseender Todd Stern skal McCarthy forsøge at præge klimaforhandlingerne i Paris. Samtidig er udenrigsminister, John Kerry, også en del af den amerikanske delegation i den franske hovedstad. I går fremlagde Kerry det amerikanske holds arbejdsplan for de næste par dage.

En klimaaftale allerede fredag?
Det bemærkelsesværdige punkt i planen er, at Kerry forventer, der kommer et udkast til en endelig klimaaftale inden for de næste par dage. Måske endda allerede i løbet af i dag. Det lyder næsten for godt til at være sandt. For det er mere reglen end undtagelsen, at COP-forhandlinger forlænges ind i weekenddagene, og tilmed trækker ud på de sene nattetimer, før man kan opnå noget, som ligner bred enighed. Kerry udviser dog ganske stor optimisme for, at hans weekend ikke bliver inddraget til klimaforhandlingerne i Partis. Han sagde nemlig i går, at der måske allerede fredag kan indgås en global klimaaftale. Hvis det sker, vil det være noget af en bedrift. Særligt når man tænker på de uenigheder, som trods alt stadig hersker mellem de store CO2 syndere på den ene side og de mindre udviklingslande på den anden side.

Kerry kom dog ved gårsdagens pressemøde de små – og meget truede lande – i møde. Her understregede han, at USA er parat til at støtte de små østaters klimakoalition. Dog ikke med direkte støtte til gruppens krav om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. I stedet ser USA 1,5 graders kravet som et tilvalgselement i en klimaaftale og en mulig fremtidig ambition. På trods af den noget vage udmelding fra Kerry, forholdte han sig dog til de massive problemer, som særligt de små øer allerede nu er begyndt at opleve på nærmeste hold.

Obama deltager i COP21 – fra Washington
Kerrys udmelding om de mest klimatruede østater må give anledning til en lille smule håb for en ellers meget presset gruppe af mindre nationer. Selvom Kerry ikke afgav nogen løfter, var det en hensigtserklæring – om end en bleg af slagsen. Det vil formentlig ikke have stor betydning i sidste ende, at Kerry udtrykker sympati for de små udviklingslande, som sandsynligvis vil blive offer for stigende vandstande i verdenshavene.

Men man skal altså ikke glemme, at USA spiller en stor rolle i internationale forhandlinger. Ikke mindst i FN regi. Også når det handler om klimaet. Hvis der skal indgås en global klimaaftale, skal USA helst bakke op om den. For USA er som bekendt verdens største økonomi, verdens næstmest CO2 udledende land og har som det eneste land på kloden stormagtsstatus. Når USA siger noget, så lytter man. Et amerikansk pres kan til tider være svært at modstå. Det gælder også klimapolitisk.

Det amerikanske pres er til at tage og føle på for mange af de øvrige lande, som i disse dage er samlet i Paris. For det har ikke været nok for Obama at sende et sædvanligt stærkt retorisk budskab på COP21s officielle åbningsdag. Og det har heller ikke været nok for Obama at sende sit ganske stærke og kompetente forhandlingshold afsted til Paris, da præsidenten rejste hjem derfra. Sideløbende har Obama nemlig været flittig til at ringe til sine kolleger fra andre lande, som kan betegnes som klimapolitiske sværvægtere. Mens Kerry og co. har forhandlet i Paris, har Obama haft telefonsamtaler med Indiens premierminister, Narenda Modi, og Brasiliens præsident Dilma Rousseff. Indien er verdens tredjestørste udleder af CO2, og Brasilien er ligeledes et af verdens mest udledende lande. Brasilien lægger samtidig også jord til verdens lunger, regnskoven i Amazonas. Brasilien og Indien er derfor særdeles afgørende nationer i klimaregnskabet, og dermed også vigtige at have med i en global klimaaftale.

En anden vigtig spiller, som af mange ses som en af de allerstørste forhindringer for en global klimaaftale, er Saudi-Arabien. En af USA’s vigtige allierede på mange områder, kan vise sig mere end genstridig, når man skal nå klimapolitisk enighed på COP21. Olie er naturligvis af afgørende betydning for Saudi-Arabien, og derfor er landet – sammen med en del af de øvrige lande i regionen – ikke meget for at indgå en klimaaftale. For det er svært for saudierne, at bakke op om noget, som kan udmønte sig i massive økonomiske problemer. Kerry greb derfor røret og tastede Prince Mohammad bin Salman Al Sauds nummer. USA’s udenrigsminister kom dog ikke videre ind på, hvad samtalens indhold havde været. Men Kerry har sandsynligvis talt med store klimabogstaver over for den saudiske vice-kronprins.

Hvad ender USA’s pres med?
USA lægger klimapolitisk pres på de andre lande. Både i Paris og fra Det Hvide Hus. Det skal dog ikke forstås som, at USA pludselig er blevet langt mere ambitiøse i sin klimakamp. I stedet skal det betragtes som hårdt amerikansk arbejde for, at der skal landes en global klimaaftale. For uagtet hvad den store republikanske modstand råber op om hjemme i USA, vil Obama, Kerry og alle fra den amerikanske klimadelegation gøre alt for, at der kommer en global klimaaftale. Den må bare ikke være for ambitiøs, og den må heller ikke være juridisk bindende.

Så selvom USA lægger massivt pres på de andre under klimaforhandlingerne, skal man på ingen måde juble for højt. Den klimaaftale som måske/måske ikke allerede ligger klar på fredag vil nemlig ikke være ambitiøs nok. Den vil ikke leve op til to-graders målsætningen. Og den vil slet ikke leve op til de små østaters håb om at man kan begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.