Klimakrisen kradser

Det er langt fra givet, at COP21 i Paris ender med ret meget andet end små symbolske aftaler, der ikke batter ret meget. Blandt andet fordi præsident Obama ikke kan få opbakning til sin klimapolitik hjemme i Washington D.C. Læs uddrag af Tue Sander Hansens åbningskapitel fra ‘Klimakrisen’ her.

Der skete noget i København fredag den 18. december 2009. Efter i 11 dage at have været omdøbt til ’Hopenhagen’, blev den danske hovedstad nu omtalt i den internationale presse som ’Brokenhagen’. Efter et historisk topmøde, hvor statsledere fra hele verden, inklusiv den amerikanske præsident, Barack Obama, var troppet op i Bella Center, var COP15 faldet til jorden med et brag. Og de mange forhåbninger om, at december 2009 ville stå tilbage i historiebøgerne som tidspunktet, hvor verdens ledere omsider fandt sammen og løste de omfattende klimaproblemer, var ikke blevet indfriet. Tværtimod. Af flere grunde.

Seks år er gået siden ’Hopenhagen’ blev til ’Brokenhagen’. Seks år, hvor klimaforandringerne er blevet stadig mere tydelige. De fleste har sikkert bemærket, at vores vintre er blevet mildere, at det ofte regner voldsomt og at vores somre jævnligt præges af hedebølger. Klimaforandringerne er med andre ord ikke længere noget, der venter en gang ude i fremtiden. De er en realitet.

Seks år efter sammenbruddet i København, er der nu bygget et nyt klimamomentum op. Det er nok engang blevet tid til at redde verden, lader statsoverhovederne rundt om på kloden forstå. Og denne gang mener de det. Det gjorde de ganske vist også i København i 2009. Men nu er det alvor. Og dermed er sandsynligheden for, at den plads, som København skulle have indtaget i historiebøgerne, som stedet, hvor løsningen på klimakrisen blev fundet, nu i stedet bliver overtaget af Paris, er til stede.

For det er i den franske hovedstad i 2015, at alverdens toppolitikere og klimaforhandlere samles i julemåneden for at indgå en bindende og omfattende klimaaftale, der en gang for alle skal få sat gang i en mere strømlinet proces for at bekæmpe klimaforandringerne.

Men er der grund til at tro på, at topmødet i Paris vil blive en succes, når det ikke blev tilfældet i København? Spørger man politikerne, siger de alle sammen ja. Det siger de også i FN. Men spørger man klimaanalytikere rundt om i både universitetsmiljøet, i tænketankene og i de større industriorganisationer, forholder de sig noget mere skeptiske. I hvert fald tvivler de på, om den aftale, der eventuelt må kunne indgås i Paris, vil kunne gøre ret meget gavn. Eller være særlig ambitiøs.

Med denne bog er det vores ambition, at fortælle historien om den globale klimapolitik. Og ikke mindst, hvorfor klimakrisen er den uden sammenligning vigtigste dagsorden i det 21. århundrede. Holdet bag denne bog er blandt landets førende eksperter inden for deres respektive klimafagområder, og vil ud fra hver deres geografiske udgangspunkt analysere og perspektivere de forskellige verdensdeles syn på klimapolitik og klimaforandringer.
Vi har valgt at prioritere de forskellige verdensdele ligeligt i denne bog. For selv om det er uomgængeligt, at USA og Kina er de to vigtigste spillere i forhold til at opnå en ambitiøs og omfattende aftale i Paris, så påvirker klimaforandringerne samtlige lande i verden. Både i Afrika, Oceanien, Latinamerika, Nordamerika, Europa og Asien.
Når vi har valgt at kalde bogen her for ”Klimakrisen”, er det fordi der er al mulig grund til bekymring i øjeblikket. Klimaforandringerne udvikler sig så hurtigt, og har så omfattende konsekvenser, at det ganske enkelt er for risikabelt kun at satse på at der opnås en aftale på COP21 i Paris. For det første, fordi det så langt fra er givet, at en eventuel aftale vil være tilstrækkelig. Og for det andet, fordi det i høj grad vil være fornuftigt at tænke på yderligere løsningstiltag, foruden dem, der må kunne opnås enighed om i FN-regi.

Selv om der rundt om i verden fortsat findes mange holdninger til klimaspørgsmålet, så kan ingen længere være i tvivl om, at det er et emne, der skal tages alvorligt. Både nu og fremadrettet. Klimaspørgsmålet har vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke det bliver håndteret rigtigt. For klimaforandringerne handler ikke kun om, at vi kan gå i sandaler et par uger mere hvert år. I flere dele af verden, vil klimaforandringerne påvirke både sikkerheds- og socialpolitikken. Eksempelvis i Afrika, hvor de mange perioder med tørke, påvirker fødevareproduktionen og dermed skaber hungersnød i flere områder. Nøjagtig som den manglende adgang til rent drikkevand kan være med til at tvinge folk på flugt eller optrappe konflikter.

Ganske vist findes der fortsat typer, som blandt andet formanden for det amerikanske Senats miljøkomite, James Inhofe, der mener, at klimaforandringer er en skrøne, fordi han i slutningen af februar er i stand til at samle sne nok til en snebold på Capitol Hill. At Inhofe og andre af samme opfattelse, så lige glemmer, at isvintre, som den vi så i det nordøstlige USA i februar 2015, er en konsekvens af klimaforandringerne, kan man jo kun ryste på hovedet af. For selv om vintrene generelt er blevet mildere, så er den ekstreme kulde i områder, hvor det normalt ikke hører hjemme, også en af konsekvenserne ved klimaforandringerne. Derfor kunne samme snebold-virkemiddel i virkeligheden have været mere passende, hvis man ville understrege vigtigheden af at bekæmpe klimaforandringerne. I stedet for det modsatte, som Inhofe, ufrivilligt tragikomisk, fik udstillet den vinterdag i Washington D.C.

Den gode nyhed er som sagt, at toget endnu ikke er kørt. Men det er ved at være sidste udkald. For lige nu befinder verden sig i en regulær klimakrise.

Tue Sander Hansen er blandt oplægsholderne ved den store klimakonference i Industriens Hus fredag den 29. maj. Her præsenterer holdet bag værket hovedkonklusionerne i bogen ‘Klimakrisen’. Tilmelding til konferencen sker via linket her:
Tilmelding til klimakonference