Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Klimapanelet

Klimakonspirationen lever og har det godt

Skelsættende begivende skaber konspirationsteorier. JFK blev myrdet af CIA, månelandingen blev optaget i et filmstudie og i øvrigt stod USA’s regering selv bag 9/11. Vi har hørt mange af dem. Og vi har alle en mening om dem. Men at der er tilknyttet konspirationsteorier til klimaforandringer, tænker måske knap så mange af os over.

Selvom forskellige personer eller grupper får skylden for at opfinde klimaforandringer, så har alle klimakonspirationsteorierne én ting tilfælles. Klimaforandringer er noget, som ’de’ har fundet på. Af den ene eller anden årsag. Den fælles tanke om, at klimaforandringer er det pure opspind retter anklager i øst og vest. Nogle af teorierne kan der måske være elementer af troværdighed i – især hvis man tilsætter noget videnskab. Vel at mærke den videnskab som ikke accepterer reduktion af CO2 udledning som løsning på klimaforandringer.
Lad os starte fra begyndelsen. Hvem startede hele ideen om klimaforandringer?
Det gjorde Ronald Reagans britiske og kvindelige modstykke; Margaret Thatcher. Hun var blevet så forbandet træt af alle de strejkende kulminearbejdere i England i 1980’erne, at hun ville promovere kernekraft. Det var samtidig en langt mere sikker energikilde. Især hvis kularbejderne evigt og altid strejkede. ’Maggie’ henvendte sig til videnskabsmændene og bad dem om at frembringe beviser, som kunne miskreditere kulkraft. Videnskabsmændene fandt på, at vores klode udsættes for klimaforandringer. Og at CO2 bærer skylden.

Klimaforandringer er en rød konspiration rettet imod USA
Margaret Thatcher og 1980’erne er ganske vist langt væk. Men på den anden side af Atlanten lever klimakonspirationen stadig i bedste velgående. Konglomeraterne Charles og David Koch, samt tidligere præsidentkandidat for Republikanerne og kendis Donald Trump, mener, at klimaforandringer er noget, som er blevet opfundet for at pålægge virksomheder endnu flere afgifter og skatter. Klimaforandringer er helt afgjort noget, som er opfundet af socialister, liberalister og andre anti-kapitalistiske kræfter, der er så røde, at Donald Trumps hårfarve blegner.

Koch-brødrene poster store mængder penge i lobbyarbejde. Lobbyarbejde som skal tilbagevise at CO2 er årsag til klimaforandringer. Det vil sige, at disse konservative amerikanere bruger anseelige beløb på at overbevise om at klimaforandringer – hvis de er overhovedet til stede – ikke er noget vi kan gøre noget ved. Det er vel også muligt, at det er sandt. Men man skal huske på, at der er rigtig mange penge på spil for virksomheder, som lever af CO2 udledende aktiviteter. Så mon ikke brødrene Koch og Donald Trumps mening om, at klimaforandringer er konstrueret, skal ses i lyset af (deres egne) virksomheders mulighed for at tjene penge?

Så er der dem, der mener, at klimaforandringer er blevet sat i verden for, at minimere USA’s suverænitet. Senator Chuck Hagel (R – Nebraska) er af den overbevisning, at klimaforandringer er blevet opfundet, blot for at FN kan få større magt over USA. Ideen om at klimaet forandres, medfører at den multilaterale organisation kan få lov at diktere, hvordan den amerikanske industri kan agere, hvordan amerikanerne skal leve deres liv, og hvad amerikanernes foretrukne energikilde skal være. En anden – ufrivilligt underholdende vil nogen måske mene – republikansk senator, James Inhofe fra Oklahoma, mener, at tanken om, at vi, mennesker, skulle kunne påvirke Guds værk, er arrogant og absurd. Ergo kan vi svine klimaet ligeså meget til, som vi vil. Gud skal nok rense luften. Hvis Gud vil.

ClimateGate
Lad os vende tilbage til Margaret Thatchers venner fra 80’erne. Videnskabsmændene. Kort tid inden det længe ventede klimatopmøde ’COP-15’ løb af staben i København i 2009 blev en mail korrespondance lækket. Det der blev døbt ’ClimateGate’ består af en række e-mails, hvori nogle videnskabsmand beder andre videnskabsmænd om at ’få Mike til at lave hans trick for at skjule nedgangen’. Nedgangen i CO2 niveauet. Naturligvis. De implicerede personer afviste beskyldningerne og sagde, at sætningen var taget ud af en kontekst. Men sætningen er ikke desto mindre vigtig for nogle, der mener at klimaforandringer er det pure opspind.

De involverede videnskabsmænd i ´ClimateGate’ er en del af FN’s klimapanel. Klimapanelet består af en stor gruppe videnskabsmænd, som sammenfatter en række resultater indenfor relevante grene af videnskaben. Sammenfatningen bliver til en rapport, som opdateres, udarbejdes og udsendes ca. hvert femte år. Denne rapport skjuler selvfølgelig bevidst sandheden om, at der slet ikke er klimaforandringer i gang. Og at hvis der er, så er CO2 i hvert fald ikke skyld i dem. Hvad er deres motiv? Hvorfor skulle de fortsætte deres løgne efter Thatchers bestilling for længst er et overstået kapitel? Penge, naturligvis. Videnskabsmænd er ligeså grådige som alle andre, og da de øjnede store forskningssummer i klimaforandringer var det bare at fortsætte, hvor de slap i 1980’erne. Nogle mener at ’ClimateGate’ lækagen er det endegyldige bevis på, at det er FN’s klimapanel og videnskabsmændene, som står bag klimakonspirationen.

Videnskabsmændene og deres ’ClimateGate’ har i øvrigt en ’partner-in-crime’. Nogle mener nemlig, at clean-tech sektoren står bag ved ideen om klimaforandringer, og det at CO2 er synderen. For clean-tech virksomheder tjener store penge på salg af vindmøller, bølgebrydere og anden teknologi, som sender kul og olie ud på et sidespor og grøn energi alene ind på en fire-sporet motorvej. Altså er det clean-tech sektoren, der har konstrueret hele ideen om at CO2 udledning er årsagen til klimaforandringer.

Og nu til jeres Zen-øjeblik(ke)
Konspirationsteorierne ovenfor er nogle af de mere seriøse. Hvis man kan bruge det ord i samme sætning som konspirationsteorier. Om ikke andet så er de nok de konspirationsteorier om klimaforandringer, som er mest plausible. Andre konspirationsteorier om klimaforandringer er mere underholdende.
En russisk videnskabsmand har fundet ud af at klimaforandringer eksisterer. Klimaforandringer skyldes, at USA tester deres nyeste våben. Et våben, der skan skabe massive oversvømmelser, lange og ødelæggende tørkeperioder og barske istider. Man må vist hellere makke ret, når USA truer med dette dommedagsvåben.
Andre mener, at den store opmærksomhed klimaforandringer får i disse år, er en del af strategien for verdens eugenister. Konspirationen bunder i, at Obamas nærmeste rådgiver i spørgsmål om videnskab og teknologi, John Holdren, angiveligt er stor tilhænger af at begrænse antallet af mennesker. Ikke mindst mennesker med kromosomfejl og handicap. Det menes, at John Holdren kun er blevet placeret tæt på præsidenten for at promovere eugeniske ideer. Eugenisterne (hvem de så ellers er – udover John Holdren selvfølgelig) har åbenbart så meget magt, at de har fået sat klimaforandringer på den verdensomspændende politiske dagsorden med én ting for øje. At få John Holdren til at sidde ved siden af USA’s præsident. På den måde vil han gradvist kunne overbevise Obama om, at der er for mange mennesker på jorden.

En sød lille en til at slutte læsningen på. Klimaforandringerne er opfundet af meteorologer – selvfølgelig i samarbejde med ’The Weather Channel’. For hvordan får man skaffet mere fokus på vejret, og dermed flere penge til vejrudsigten? Det gør man naturligvis ved hele tiden at rapportere om mere og mere ekstremt vejr. Ergo er det Henrik Voldborg og hans lyssky medsammensvorne kolleger i USA, som står bag konspirationen om klimaforandringerne.

Man skal naturligvis danne sin egen mening om konspirationsteorier. Dog er klimakonspirationerne – på trods af underholdningsværdien – ikke af samme’ kvalitet’ som dem om JFK, 9/11, Area 51 og så videre. Det er nok de færreste, som ligger søvnløse om natten for at løse mysteriet om, hvem der har opfundet klimaforandringer og betydningen af CO2 i atmosfæren. På nær Bjørn Lomborg. Men der er jo ikke noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Hvis klimakonspirationen ikke sender vores hjerne på arbejde, så gør smilebåndet heldigvis.

Written By

Tue Sander Hansen er bachelor i amerikanske studier og engelsk fra CBS med speciale i forholdet mellem lokal statslig og føderal klimapolitik i USA, samt master i globale studier fra RUC med speciale i global klimapolitik. Redaktør på antologien ‘Klimakrisen’, der udkom i maj 2015. Tue styrer ‘Klimapanelet’ og er tilknyttet Kongressen.com som klimaanalytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen