Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Klimapanelet

Klimakapløbet er startet – og vi kan ikke vente

Med klimaaftalen i Paris, lød ikke bare startskuddet til at redde klimaet. Det var samtidig startskuddet i kapløbet om at levere de grønne løsninger.

Af Jens Joel, klima- og energiordfører, Socialdemokraterne

”Det er en lille hammer, men den kan udrette noget stort”, sagde den franske udenrigsminister, inden han i weekenden hævede formandshammeren og slog i bordet som tegn på at den globale klimaaftale var en realitet. Med hammerens slag vedtog vi ikke bare den aftale, der kan blive chancen for at redde vores klima og klode for børn og børnebørn. Med hammerslaget startede også et kapløb om at levere de grønne løsninger, der vil være i høj kurs fremadrettet. Industrien jubler med god grund. Men man skal huske, at Paris ikke bare sikrer nye markeder og kunder i den grønne butik. Den skabte også med et slag mange nye konkurrenter. Hvis Danmark fortsat skal være i front på det grønne område er regeringen derfor nødt til at holde fast i de høje klimaambitioner, investere i energiforskningen og tage fat på de afgifter, der lige nu står i vejen for vores omstilling og industri.

Mange af os, der har brugt år og utallige topmøder på at bekæmpe klimaforandringernes kolossale ødelæggelser og truende vandstandsstigninger, fik lørdag aften lidt forhøjet vandstand i øjenkrogen. Det var et historisk øjeblik, da verdens ledere endelig synes at tage problemerne alvorligt. Det er afgørende, at klimaspørgsmålet nu ikke længere deler verden op men derimod samler os om et fælles mål. Nuvel, der er stadig langt endnu. Derfor er det et afgørende element i aftalen, at vi allerede om tre år tager fat på den proces, der langsomt men sikkert skal skrue op for kravene og sikre at temperaturstigningen ikke løber løbsk. Med aftalen kom vi i gang med det arbejde. Derfor skal den fejres. Men vi skal hurtigt tilbage i arbejdstøjet.

I Danmark skal vi fastholde målet om 40% C02-reduktion i 2020. Vi skal indrette vores afgiftssystem, så det understøtter den grønne omstilling og brugen af vores vindmøllestrøm. Vi skal sikre, at virksomhederne har rammebetingelser, der betyder, at de vinder arbejdspladser i omstillingen og ikke taber terræn.
Flere erhvervsledere har protesteret over Venstreregeringens sænkelse af C02-målet, finanslovens nedskæringer på energiforskningen og skrotningen af eksempelvis den varmepumpeordning, der skulle få brugt vores vindmøllestrøm mere effektivt. Timingen op til Paris var besynderlig og gav da også anledning til både hævede øjenbryn blandt internationale kollegaer og en lidet flatterende artikel i New York Times. Måske kunne Danmark have spillet en mere progressiv rolle. Men nu (hvor aftalen er en realitet) er det naturligvis vigtigere at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark ikke går glip af de tusindvis af nye arbejdspladser, der ligger for vores fødder.

Vores virksomheder er stadig blandt de bedste. Sidste år steg vores eksport af grøn energiteknologi med over 15% og som nogle af erhvervslivets topchefer sagde på COP21: Vi leverer ikke bare produkter, vi leverer løsninger. Vi tænker i systemer, og det er præcis det, der efterspørges i Kina og andre steder. Vores dygtige virksomheder gør det godt. Men det er ikke længere nogen selvfølgelighed, at de kan bevare deres førerposition.

Paris-aftalen vil skabe et langt større marked for grønne investeringer. Det er det helt afgørende resultat af en aftale, der sender signalet om at grønne investeringer vil vinde frem, mens de sorte aktier vil blive mere usikre. Men som nævnt vil Paris-aftalen også skabe langt flere konkurrenter. Og vi er slet ikke – modsat hvad vi ofte selv tror – mange længder foran de andre.

Derfor er det ikke grøn realisme, når regeringen skærer i energiforskning, klimafinansiering eller slækker på vores målsætninger. Det er kortsigtet, skadeligt for de grønne investeringer og kan på lang sigt koste os både den grønne førertrøje og – langt mere alvorligt – tusindvis af arbejdspladser.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen