Klimaet har brug for markedsinstrumenter

I Bonn i sidste uge blev markedsinstrumenter inkluderet i forhandlingsteksten frem mod COP 21 i Paris. Det var en vigtig tilføjelse, for markedsinstrumenter kan skabe de nødvendige incitamenter for investeringer i klimavenlige løsninger.

Af Lars Bach Jensen, seniorchefkonsulent i DI

Om kort tid mødes verdens nationer i Paris for at indgå en ny international klimaaftale.
På det seneste forhandlingsmøde i Bonn forsøgte embedsmændene at få sikret en håndterbar version af forhandlingsdokumentet. Det er selvsagt ikke en let sag på grund af de mange interesser, der er. Det handler ofte om de store linjer. Om ambitionsniveauer, om finansiering, om pligt og ret. Men det handler også om mere tekniske detaljer, der kan få stor betydning for indsatsen.

Et eksempel på en sådan teknisk detalje er markedsinstrumenter, som handler om, hvordan man kan sætte en pris på udledningen af CO2. En pris kan bidrage til at skabe incitamenter til at investere i klimavenlige energiløsninger. Det kan skabe en pengestrøm, der kan løfte klimaindsatsen. Det kan skabe en omkostningseffektiv markedsdrevet indsats, så man kan få mere klima for pengene.

Og så kan CO2-markedsinstrumenter skræddersyes til at imødekomme de konkrete udfordringer, forskellige sektorer står overfor. Det største markedsbaserede system af slagsen har vi i Europa. Det er EU’s kvotehandelssystem, som i dag regulerer knap halvdelen af EU’s samlede udledning af drivhusgasser. Mange andre lande er i færd med at implementere lignende systemer. Med inspiration fra Europa. Alligevel er det ikke givet, at punktet overhovedet finder plads i en ny klimaaftaletekst. Hvilket er uheldigt.

Det fik forleden flere aktører anført af organisationen International Emission Trading Association (IETA), herunder også DI, til at sende et budskab til 90 regeringer, blandt andet også den danske. Budskabet var en opfordring til sikre, at carbon pricing bliver nævnt i beslutningsdokumenterne i Paris.

Det er et beskedent ønske, som kan få stor betydning for klimaindsatsen. Og for erhvervslivet. Heldigvis ser det ud til, at opfordringen blev hørt. I hvert fald blev den for-handlingstekst parterne forlod Bonn med justeret, så markedsinstrumenter nu fremgår.
Med tilføjelsen af markedsinstrumenter i forhandlingsteksten fra Bonn, har man skabt bedre forudsætninger for fremtidige investeringer i klimavenlig energi. Man har nu inkluderet et vigtigt element i et vigtigt dokument. Men det sidste afgørende skridt mangler stadig. Forhandlingsteksten fra Bonn danner som udgangspunkt nemlig blot grundlag for klimaforhandlingerne på COP 21, og derfor skal landene også huske at inkludere markedsinstrumenter i en endelig klimaaftale.

Vi hilser markedsinstrumenter velkommen i forhandlingsteksten fra Bonn. For markedsinstrumenter kan vise sig afgørende for motivationen til fremtidige investeringer i klimavenlig energi. Men først når markedsinstrumenter er en del af en endelig klimaaftale, kan vi for alvor glæde os.

Lars Bach Jensen er seniorchefkonsulent i DI’s energi- og klimapolitiske afdeling og politisk koordinator for DI’s energi- og klimapolitik i internationale og EU-politiske forhold. Lars Bach Jensen har desuden deltaget i FN’s klimatopmøder siden COP13 på Bali i 2007.