Kinas problematiske adfærd i Det Sydkinesiske Hav

Det strategiske spil mellem Kina, USA og sydøstasiatiske stater er et mysterium i manges øjne. Hvad er det egentlig staterne strides om, og hvorfor anses området for at være så vigtigt, at Kina og USA er villige til at risikere væbnet konflikt over det? Det Sydkinesiske Hav handler ikke blot om uenighed om retten til en række klipper og øer, men om grundprincipperne for det amerikanske alliancesystems og frihandelens funktionsmåde.

Af Liselotte Odgaard, lektor ved Forsvarsakademiet

Det strategiske spil mellem Kina, USA og sydøstasiatiske stater som for eksempel Vietnam og Filippinerne i Det Sydkinesiske Hav er et mysterium i manges øjne. Hvad er det egentlig staterne strides om, og hvorfor anses et havområde med en række mindre øer og klipper for at være så vigtigt, at Kina og USA er villige til at risikere væbnet konflikt over det? I Det Sydkinesiske Hav indgår Kina og de sydøstasiatiske stater i et komplekst antal territorielle og maritime konflikter.

De territorielle konflikter handler om, hvem der ejer og kontrollerer de forskellige øer og klipper, der er synlige ved højvande. De maritime konflikter handler om eksklusive rettigheder til vandområder. Hvis der ikke er tale om indre farvande, nyder stater ikke fuld suverænitet over maritime områder under deres myndighed, idet de må tillade passage og transit for fartøjer fra andre lande.

USA forholder sig neutral til spørgsmålene om suverænitet. USA har imidlertid en vital national interesse i at sikre, at kommerciel og militær trafik kan bevæge sig lige så frit som hidtil i området. For USA handler konflikten ikke bare om Det Sydkinesiske Hav, men om at sikre, at de eksisterende principper for frihandel og USA’s alliancesystem fortsat gælder globalt. Og Kina ses som den væsentligste udfordrer af disse principper med argumenterne om historiske suverænitetskrav i Det Sydkinesiske Hav, der potentielt indskrænker retten til fri sejlads. Potentielt fordi Kina ikke har offentliggjort det præcise omfang af sine suverænitetskrav til lands og til vands. Derfor er der reelt ingen der ved, hvilke eventuelle indskrænkninger i den frie bevægelighed Kina kan finde på at håndhæve. Da USA er en ekstern magt uden suverænitetskrav i området, finder Kina det på sin side stærkt provokerende, at USA optrapper sin militære tilstedeværelse i området med direkte adresse til Kina. Beijing opfatter det som utidig og hårdhændet indblanding i anliggender, der ikke vedkommer USA.

Kinas opfattelse, at USA’s militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav er en hovedårsag til et forøget spændingsniveau, kommer ofte til udtryk i dialogen mellem Kina og USA om, hvordan de kan håndtere konflikterne i området. I oktober 2015 i en tale ved Xiangshan Forum, det kinesiske militærs årlige dialog med andre stater, stillede generalmajor Yao Yunzhu spørgsmålet: Hvad betyder militarisering? Hendes spørgsmål var en replik til USA’s beskyldninger om, at Kinas udbygning af sin tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav optrapper spændingsniveauet i Asien.

General Yao’s spørgsmål er rimeligt nok. Hvorfor er Kina udnævnt til skurk, når USA er den dominerende militærmagt i Asien? USA’s militære tilstedeværelse i Asien omfatter militært samarbejde med adskillige regionale magter, inklusive stater som Filippinerne, Vietnam, Malaysia, Indonesien og Brunei, der ligeledes gør krav på territorium og maritime zoner i Det Sydkinesiske Hav.

To aspekter af Beijings passivt-aggressive strategi forklarer, hvorfor det primært er Kina der bidrager til at øge spændingsniveauet i Det Sydkinesiske Hav: Kina har ikke officielt erklæret, præcis hvilke krav landet gør gældende i området. Til gengæld har Kina gentagne gange forsikret omverdenen om, at disse ikke nærmere definerede krav om nødvendigt vil blive forsvaret med militær magt.

Kinesiske kort med en linje, der omfatter cirka 80 procent af Det Sydkinesiske Hav, har været i cirkulation i årtier. Kinesiske statsoverhoveder som for eksempel præsident Xi Jinping har gentagne gange udtalt, at området har været en del af Kina i århundreder. Kinas gådefulde krav betyder, at nabolandene tager udgangspunkt i, at Kina gør krav på størsteparten af området, og at Kina i egne øjne har ret til og er villig til at forsvare det med militær magt. Nabolandene reagerer på de usikre omgivelser med risikoafdækning: de søger at give plads til Kinas voksende indflydelse ved at etablere tættere økonomiske bånd til Beijing, samtidig med at de styrker forsvarssamarbejdet med Washington. For disse lande handler det om at undgå at vælge side mellem Kina og USA.

Kinas tvetydige politik antyder, at Beijings sigte med sin forøgede tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav er at udfordre det amerikanske alliancesystem ved at søge at begrænse retten til gennemsejling og overflyvning af området for stater uden rettigheder til territorium og maritime zoner. Det kan amerikanske statsledere ikke holde til at sidde overhørig. Washington bliver nødt til at demonstrere, at internationalt farvand ikke kan omdannes til zoner med begrænsninger for den militære og kommercielle trafiks frie bevægelighed. USA’s beslutning om med jævne mellemrum at sejle helt tæt på øer og klipper kontrolleret af Kina såvel som andre stater i området skal ses som et led i fastholdelsen af disse rettigheder.

Det Sydkinesiske Hav handler altså ikke blot om uenighed om retten til en række klipper og øer, men om grundprincipperne for det amerikanske alliancesystems og frihandelens funktionsmåde. Fri bevægelighed i internationalt farvand og enighed om principperne herfor er en forudsætning for, at USA kan opretholde sine globale militære sikkerhedsgarantier. Men det er også en forudsætning for den kommercielle trafiks sikkerhed og levedygtighed. Danmark har som en søfartsnation med betydelige interesser i fri bevægelighed for skibsfarten interesse i at støtte USA i bestræbelserne på at fastholde en liberal fortolkning af rettighederne i internationalt farvand.

Dette indlæg er baseret på en længere kronik udgivet i New York Times den 10. december 2015.
http://www.nytimes.com/2015/12/11/opinion/chinas-dangerous-ambiguity.html?ref=international