Kina og EU lægger klimapres på USA

Efter det danske formandskab mislykkedes med sin storstillede redningsplan ved Cop 15, var der ingen tvivl – Kina var den store skurk. Nu ser det imidlertid ud til, at kineserne vejre frisk morgenluft og ikke længere gider vente på, at USA får taget sig sammen

Af Jonas Løvschall-Wedel og Jens Aagaard

Indlandsisen smelter, voldsomme storme hærger, og det virker mere og mere skørt at afskrive globalopvarmning som en myte eller klimadille. Alligevel vil det være noget af en tilsnigelse at påstå, at verdens opmærksomhed i disse dage er fast naglet på Doha i Qatar, hvor Cop 18 blev skudt i gang mandag. Det er vist også kun de mest fundamentalistiske optimister, som virkeligt tror, at verdens klimakrise bliver løst i denne omgang. Ikke mindst fordi USA endnu engang virker, som om de ikke er interesseret i at indgå i nogen form for aftale. Alligevel er der måske håb for, at Kina vil være med til at snakke, og selvom Kina langtfra er verdens klimaduks, så tyder meget på, at de mere interesseret i at samarbejde, end amerikanerne.

Den oplevelse deler Tove Maria Ryding, International Klimapolitisk Koordinator i Greenpeace. Hun siger, at Kina spiller en meget vigtig rolle, fordi der sker en så kraftig vækst af CO2 i landet. Samtidig med at landet udgør et kæmpe marked for vedvarende energi:
”Den nuværende miljøindsats er slet ikke nok, men den afgørende forskel på kineserne og amerikanerne er, at kineserne rent faktisk viser en reel vilje til at gøre noget, siger Tove Maria Ryding og fortæller videre, at Kina siden Cop 15 i København har taget små skridt mod en bindende aftale:
”De er generelt blevet lydhøre over for kritik og viser en åbenhed for at få problemerne løst,” siger Tove Maria Ryding.

EU skal bygge bro mellem USA og Kina
Lige som Greenpeace oplever fremskridt i kinesernes tilgang til klimaproblemerne, så mener Dan Jørgensen (S), næstformand for Europa Parlamentets miljøudvalg også, at der sker fremskridt i Kina:
”De gør rigtig meget på klimaområdet, men problemet er, at de er modvillige, når det gælder om at udvikle og medvirke i internationale instanser, der kan kontrollere, om landene nu også lever op til det, de siger. Så modsætter de sig. Kineserne vil ikke indgå forpligtende aftaler, der indebærer at de bliver kontrolleret,” siger Dan Jørgensen, som desuden er forfatter til en række bøger om klimaproblemerne.

Han tilføjer, at EU fortsat er den progressive part, der holder klimaprocessen på sporet. Det er EU, der har fået igennem, at der skal laves en global, bindende aftale i 2015, og at temperaturstigningerne ikke må være over 2 grader i 2020. Men han tilføjer samtidig, at målsætningen om ikke at komme over to grader næppe kan holdes. Verden har for længst passeret ’point of no return’ for at forhindre klimaforandringerne, så derfor gælder det om, at få lavet en række klimatilpasninger, så de rige lande betaler mere til U-landene, så disse ikke ender med at stå med en kæmpe regning for den rige verdens rovdrift på klimaet. Her spiller Kina en vigtig rolle for at få skruet nogle ordentlige aftaler sammen. Det bliver især op til EU at sikre, at der bliver strikket nogle holdbare og solide løsninger sammen:
”EU fungerer som en mediator mellem Kina og USA. Vi kan indgå alliancer mellem de to stormagter afhængig af, hvad vi får mest ud af, og når det gælder en aftale om klimatilpasningerne, er Kina vigtig. Kina betragter sig ikke som et U-land og skal derfor ikke have nogen penge. Men omvendt skal de heller ikke betale”, siger Dan Jørgensen

Kina fortjener ros
Før roserne til Kina springer ud i fuldt flor, er det lige værd at nævne, at Kina i dag er det land i verden, som udleder mest CO2, og alle fremskrivninger peger på, at landet kun vil udbygge sin position som klodens ubestridt største CO2-svin. Alligevel har Jørgen Delman, professor i Kinastudier ved Københavns Universitet med særligt fokus på klima, forståelse for kinesernes argumenter om, at de rige lande allerede har haft deres CO2-fest, og at det ikke er rimeligt at stille bindende krav til underudviklede lande som Kina, før de også har haft en chance for at udvikle deres økonomier. Ovenud peger han på, at Kina allerede gør meget for at indskrænke landets enorme udledning af CO2. Blandt andet har Kina selv nedsat mål om, at for hver dollar af BNP skal der ske en reduktion af CO2 på 40-45 procent inden 2020. Det betyder ikke, at udslippet nødvendigvis falder. Hvis landets økonomi som ventet stiger, vil udslippet også kunne stige, men ikke så meget som det ellers ville have gjort.

”Man må rose Kina for det, de har gjort indtil videre. De tager problemet alvorligt og er ved at gennemføre egne politikker uafhængigt af internationale aftaler,” siger Jørgen Delman og peger på, at klimaspørgsmålet faktisk er noget, som ligger mange kinesere på sinde:
”Enhver kineser er klar over, at miljøsituationen i Kina er slem. De kan jo bare gå ud i Kina, hvor luften er uren, floder er døde, og de er ved at drukne i affald. Derfor er kineserne meget opmærksomme på miljøet, og de er meget tilfredse med regeringens tiltag, hvilket undersøgelser også viser,” siger Jørgen Delman. 

Kina vil ikke binde sig
Ved sidste års Cop i Durban, Sydafrika, viste Kina sig fra sin mere charmerende side og talte endda om, at de måske allerede i 2015 kunne finde på at underskrive en bindende aftale, der ville være gældende fra 2020. Helt så positiv er Jørgen Delman dog ikke, da Kina på det seneste lader til at have trukket følehornene til sig igen. Det, der gør det svært for Kina at indgå en bindende aftale, er, at det her vedrører Kinas kerneinteresser, som er energisikkerhed og vækst. Altså sikkerheden for at man har energi nok til at sikre væksten. Kina er bange for at faste mål vil begrænse landet økonomiske udvikling og vækst. Samtidig ønsker man, at USA som den historisk største udleder binder sig først.

Netop spørgsmålet om energisikkerhed er også en drivende kraft for, at Kina skal fastholde det momentum landet har i dag, hvor der investeres kraftigt i vedvarende energi, så landet på sigt ikke vil være lige så afhængige af fossile brændstoffer, som tilfældet er i dag, hvor Kina står for 70 procent af verdens samlede forbrug af kul. Realistisk set vil det dog tage mange år, før vedvarende energi for alvor kan gøre indhug på andelen af kul i energiforbruget. 

Internationale forhandlinger vigtige
Kina har indtil sidste år virket meget lukkede overfor at deltage i bindende aftaler om klima. Alligevel er Jørgen Delman ikke i tvivl om, at de internationale forhandlinger har haft en positiv indflydelse på Kinas vilje til at tage et medansvar, og selv om det godt nok er et noget kontrafaktisk tankespind, så er han overbevist om, at Kina ikke ville have taget de skridt, de trods alt har taget, hvis ikke det var for de internationale forhandlinger:
”Hvis der ikke havde været internationalt pres, havde Kina nok ikke gennemført så omfattende klimatiltag, som de har,” siger han.

På trods af, at Kina varmer op overfor at gøre noget ved den globale ophedning, så skal man nok stadig ikke forvente, at Kina vil binde sig til nogen mål, så længe USA forbliver utilnærmelige i klimadebatten. Der er dog al mulig grund til at have tiltro til, at Kina i fremtiden vil tænke mere på miljøet. Om ikke andet så fordi at Kina lider så meget under luftforureningen, at stadig flere kinesere bliver syge af at bo i byerne, og fordi landets udenrigspolitik i stadig højere grad handler om at skaffe de nødvendige råstoffer til at fortsætte landets eksplosive vækst.