Kina er godt trætte af Trumps årlange strid med Kim Jong-un

Kinas indflydelse på Nordkorea har vist sig langt svagere end Donald Trump troede, og kinesererne kæmper med at balancerer forholdet til både Nordkorea og USA.

Mao ze Dong var ikke i tvivl, Kim Il-sung var hans “number one pain in the butt.” Kim havde været en vanskelig allierede i krigen mod USA, og kineserne måtte gennem mange år støtte koreanerne med varer og værdier, som der også var behov for i moderlandet. Samtidigt spillede Nordkoreas leder flittigt Kina og Sovjet ud mod hinanden.

Den udlægning har ikke ændret sig ret meget. Forholdt til den mangeårige allierede er på frysepunktet og Kina forsøger på bedste vis at beskytte sine egne interesser, uden at gøre Donald Trump alt for rasende. Samtidigt har Kims barnebarn Kim Jong-un vist sig som dreven politiker, der også forstår at spille lande ud mod hinanden og skabe problemer for Kina.

Selvom Kinas forhold til Kim’ernes Korea har været præget af problemer, så har der aldrig været tvivl om, at de var allierede. Det er de i for sig fortsat, men forholdet er tyndslidt og kontakten mellem de to nationer er næsten ikke eksisterende. Præsident Xi har endnu ikke trykket Supreme leader Kim i hånden, og retorikken mellem de to har været uforsonlig. Seneste tøbrud var dog i november, da Kim Jong-Un ønskede Xi Jinping tillykke med sit genvalg og Xi svarede, at han håbede de ville opbygge tættere relationer.

Forholdet mellem de to nationer er dog præget af mistillid. I Kina ser både intellektuelle, politikere og den normale befolkning mere og mere skeptisk på naboen. Man ved, at de koreanske missiler nok primært peger mod Japan, Sydkorea og USA, men tanken om, at Kina kunne blive et mål er ikke helt så fremmede som tidligere. Derfor er der også stigende kinesisk villighed i forhold til at handle overfor Kim Jong-uns styre.

Kina og USA søger forskellige løsninger
Der er dog stor forskel på, hvordan Kina og USA ønsker at håndtere denne sag. Donald Trump har ikke lagt skjul på, at han ønsker, at Nordkorea skal isoleres og presses til det brister. Og skulle nordkoreanerne selv prøve på noget, så er dødsstjernen indstillet på total ødelæggelse.

Den løsning appellerer dog langt fra til kineserne. De ønsker ikke at bakke Kim Jong-un op i en krog, hvorfra han kun ser desperate handlemuligheder. For Kina er krig og kaos i nabostaten meget lidt ønskværdigt, da man både frygter krigen, og den flygtningestrøm den vil medføre. Samtidigt ønsker man heller ikke, at Nordkorea bliver indkorporeret som en del af Sydkorea, da det vil betyde, at USA’s meget tætte allierede pludselig grænser op til Kina.

Helt overordnet tolker de to nationer hele atomkrisen forskelligt. Hvor USA lader til at se Nordkorea som upålidelige aggressorer, mener Kina, at Nordkoreas kamp for at blive en atommagt bunder i, at man ganske enkelt ikke har kunne se andre udveje. Kim’ernes regime er dødsdømt, hvis USA får sin vilje, men som en farlig atommagt får Nordkorea lov at overleve i sin nuværende form.

Kina ønsker amerikanske garantier til Nordkorea
Løsningen set fra kinesisk side er derfor, at man ikke længere presser Kim Jong-un, men derimod giver ham garantier i forhold til at man ikke vil vælte ham. Prisen for en sådan garanti skulle så være, at Nordkorea suspenderede sit atomprogram. I samme tråd har Kineserne foreslået, at som et tegn på velvilje kunne USA og Sydkorea stoppe sine fælles øvelser, hvis Nordkorea indvilligede i at stoppe sine missilaffyringer.

I USA er der dog ingen opbakning til Kinas linje, og amerikanerne finder det nok også påfaldende, at den kinesiske løsning fjerner amerikansk tropper fra Sydkorea. Noget som nok kunne være i Nordkoreas interesse, men absolut også et udfald, som vil få pingerne i Beijing til at gnide sig selvtilfredse i hænderne.

Lige nu er situationen derfor kørt godt og grundigt fast. Kina har strammet op om sanktionerne mod Nordkorea, men det er vanskeligt at sige, hvad det betyder endnu. Håbet fra kinesisk side har gennem mange år været, at Nordkorea ville følge den kinesiske vej med reformer og økonomisk udvikling. Det har Nordkoreanerne dog ikke ville.

Et problem er, at reformer kræver en vis portion åbenhed og gennemsigtighed, hvilket i den grad strider mod værdierne i det hermetisk lukkede Nordkorea. Samtidigt er Nordkorea presset op i et hjørne, hvor deres eneste es er den frygt, deres atomvåben spreder. Derfor ser de næppe andre veje end at holde fast i deres våben, og den sikkerhed de trods alt giver.

I Washington foretrækker man til gengæld at presse Nordkorea mod kollaps med det man kalder strategisk kvælning. Altså ved at isolere Nordkorea og lukke af for tilførslen af olie, penge og andre livsvigtige ressourcer, som holder gangen i Folkerepublikken.

Kina balancerer to onder
Selvom kineserne på det seneste er bukket under for presset fra USA og har strammet sanktionerne, skal man dog næppe se det som card blanche i forhold til, at Kina nu er klar til at presse Nordkorea til kollaps. Kinesiske forskere peger på, at Kina jo også har sine egne spændinger i forhold til USA. Derfor er stramningerne udtryk for, at Kina balancerer forholdet til Trump og Kim Jong-un. Uanset om de vil det eller ej, så er kineserne nemlig havnet midt krisen.

Kineserne bliver tvunget til at spørge sig selv; hvem er det største onde, og her er USA fortsat den største trussel mod Kina i et geopolitisk spil. Derfor er det også værd at lægge mærke til, at de seneste sanktioner sigter mod, at ramme Nordkoreas militær og ikke deres handel og humanitære bistand. Altså er målet er såre Nordkorea, men ikke at skubbe landet helt ud over grænsen med de implikationer det kan få for magtbalancen i området.

For Trump er det fortsat kilde til stor frustration, at Kina ikke er villige til at skære de sidste bånd til Nordkorea, og han lægger ikke skjul på, at han er klar til at skubbe Nordkorea ud over kanten. Men for Kina virker denne retorik modsat. Man ønsker ikke at male Kim Jong-un op i et hjørne.

Kineserne har gennem mange år arbejdet udfra mantraet ingen krig, ingen kaos og ingen atomvåben. Og det i nævnte rækkefølge. Derfor er kineserne meget nervøse over, at Nordkoreanerne har atomvåben, men man er altså ikke klar til at risikere krig og kaos i baghaven for at gøre noget ved det.