Kerrys comeback – en forventelig overraskelse

Det er en erfaren herre, der tager over som udenrigsminister efter Hillary Clinton. Modsat mange tabende præsidentkandidater har John Kerry nemlig formået at fortsætte en respekteret politisk karriere efter nederlaget til George W. Bush i 2004. Nu skal han løfte arven som udenrigsminister efter Hillary Clinton. Og det bliver bestemt ikke nogen let opgave

Hillary Clintons afløser som udenrigsminister skulle have heddet Susan Rice. Det var da i hvert fald forventningen, og alt tydede da også på, at FN-ambassadøren lå lunt i svinget, da præsident Obama skulle finde en afløser på udenrigsministerposten efter Hillary Clinton. Hvis det mod forventning ikke blev Susan Rice, ja, så var John Kerry nok det mest oplagte bud. Ganske vist var den tidligere præsidentkandidat fra 2004-valgkampen ikke nogen vårhare længere, men at han ville være både driftsikker og kompetent, var de færreste uenige i.

Som bekendt endte det med, at det var Kerry og ikke Susan Rice, præsident Obama for nylig havde stående ved sin side, da han præsenterede Hillarys afløser. Favoritten var kommet galt af sted med nogle udtalelser i forbindelse med angrebet på den amerikanske ambassade i Benghazi, og det ville blive mere end vanskeligt at få hende stemt igennem godkendelsesprocesserne på Capitol Hill. Den erkendelse var Rice også selv nået frem til, hvorfor hun trak sig som kandidat, hvorefter vejen var banet for et politisk comeback af de større til John Kerry.

Bushs udfordrer
Den 69-årige Kerry er kendt af de fleste. Gennem hele 2004 kæmpede han en lang og tæt kamp for at sende den siddende præsident, George W. Bush, tilbage til Texas. Året forinden havde USA indledt en yderst omdiskuteret krig i Irak, og Vietnam-veteranen Kerry gjorde det til et slagnummer i sin valgkamp, at krigen i Irak var forkert, og at Bushs lederskab havde svigtet. Kerry gjorde af samme grund en stor dyd ud af at minde amerikanerne om hans egen militære baggrund, måske allerbedst illustreret, da han entrerede scenen på det demokratiske partikonvent i sommeren 2004 med ordene: ’I’m John Kerry and I am reporting for duty’ mens han gjorde honnør. Det var i øvrigt ved samme partikonvent, at en ung statssenator fra Illinois ved navn Barack Obama havde holdt en tale, der med et gjorde ham verdenskendt.

I Karl Roves kløer
Men Kerry kom i gevaldige problemer mod Bush-valgmaskinen, hvilket efterfølgende er blevet gengivet af Bushs chefstrateg Karl Rove i dennes erindringsbog ’Courage And Consequence’. En bog, som Kerry næppe har læst med glæde, hvis han overhovedet har læst den. I den fremgår det nemlig, hvordan Bush-kampagnen, med Rove som dukkefører, med en sjælden effektivitet pillede Kerrys kampagne fra hinanden. I politiske kredse er Karl Rove især kendt for at være manden, der arbejder ud fra tesen, at du skal angribe din modstander, der hvor han er stærk. Hans svagheder skal nok komme frem helt af sig selv. Men hvis du kan skade ham der, hvor han er stærk, så er han til at besejre. Denne pointe vedstår Rove sig i bogen, om end han justerer den en smule. Det handler, nemlig ifølge Rove om at angribe modstanderen, der, hvor han selv mener, at han er stærk. Og det er ikke nødvendigvis det samme område, som du som modstander mener, er dennes styrker.

Netop dette var, hvad der skete i 2004. Det var tydeligt, at Kerry selv mente, at hans militære baggrund var en af hans vigtigste styrker, og det skulle der slås på. Af samme grund hedder hans politiske bog foruden for valgkampen ’A Call To Service’, på samme måde som Vietnam-krigen blev en del af fortællingen, John Kerry gerne ville have amerikanerne til at høre. Derfor satte Bush-kampagnen sine mest omfattende angreb ind på Kerry netop her. Blandt andet satte man spørgsmålstegn ved Kerrys troværdighed, når han efter sin udsendelse i Vietnam, var blevet modstander af krigen. Og hvor heroisk havde han nu også været, mens han var af sted? Og hvordan kan vi regne med, at han ikke skifter holdning til alt mulig andet, nøjagtig som han skiftede holdning til Vietnam? Det gik hårdt for sig, og det var sjældent kønt at iagttage, men set ud fra Bush-lejrens synspunkt, var det effektivt. Billedet af Kerry som ’flip-flopper’ bed sig fast og var med til at afspore hans kampagne. Trods det faktum, at han på mange måder havde ført en stabil kampagne, måtte han sande, at Rove-strategien var for effektfuld, og at nederlaget var en realitet.

Støtten til Obama
Modsat mange andre tabende præsidentkandidater, trak Kerry sig ikke ud af politik, men fortsatte sit arbejde som senator, valgt i en af de demokratiske højborge, nemlig Massachusetts. Selv om der blev spekuleret i, om Kerry ville forsøge sig igen ved præsidentvalget i 2008, tog Kerry selv luften ud af den ballon, da han meget tidligt i primærvalgkampen, nærmere bestemt den 10. januar 2008, gav sin støtte til Barack Obama som en af de første toneangivende demokrater. Siden blev der gættet på, hvorvidt Kerry måske kunne være en mulig vicepræsidentkandidat hos Obama, nøjagtig som hans navn blev nævnt i forbindelse med udenrigsministerposten, da først Obama havde vundet valget. Ingen af delene blev dog aktuelt, og Kerry fortsatte sit arbejde i Senatet, hvor han i 2009 blev formanden for den udenrigspolitiske komite.

Den tunge arv efter Hillary
Derfor er det altså langt fra nogen politisk nybegynder, der nu skal løfte arven efter Hillary Clinton, som i sin tid var et overraskende valg på posten, men som nyder stor opbakning i befolkningen. Politisk er der ingen tvivl om, at Kerry er mindst lige så skarp som Hillary Clinton. Udfordringen bliver derfor at træde ud af hendes skygge og skabe en ny platform, samtidig med at den politiske kurs fastholdes og videreudvikles. Det bliver noget af en udfordring for John Kerry, der af omveje nu gør comeback i magtens centrum.