Kennedys ånd lever stadig

I dag ville John F. Kennedy være fyldt 100 år. I den forbindelse bringer Kongressen.com her et uddrag af chefredaktør Anders Agner Pedersens afsluttende kapitel fra bogen ‘JFK100’, der netop er udkommet på Turbine

Stort set alle, der var født før Kennedy blev præsident, kan huske hvor de var, den dag, Kennedy døde. Hvad de tænkte, hvad de følte, hvordan de oplevede tiden derefter. Det kan min egen generation af gode grunde ikke. Men vi kan huske, hvad vi har fået fortalt af vores bedstefar eller farfar. Det kan jeg i hvert fald.

For generationerne, der kom til efter Kennedy døde, min egen inklusiv, er han en af de politikere, som der oftest er blevet hyldet og henvist til af de politikere, der siden kom til.

I året, hvor han ville være fyldt 100, er Kennedys stjernestatus fortsat intakt. Han er fortsat en kilde til håb, inspiration, visioner og troen på en bedre morgendag. Sådan har det været i mange år allerede og vil uden tvivl være det i mange år endnu.

Kennedy er dog samtidig også en kilde til forundring og forargelse. Hans skødesløse ageren, især hvad angik kvinder, kunne have bragt ham i langt større problemer, end det gjorde. Hans stærke hold og politiske talent til trods, var det desuden begrænset, hvor mange af hans visioner, der blev gjort til virkelighed. I hvert fald ikke af Kennedy selv.

At myten om Kennedy i dag er langt større end de reelle bedrifter, er uomgængeligt. En myte, der til at begynde med blev skabt af Jackie i det berømte interview med Theodore White, hvor hun for første gang lavede linket mellem Kennedy og Camelot. På samme måde har både Bobby og siden hen Ted Kennedy hjulpet godt til med at holde myten i live og brugt den, som det nu var politisk opportunt for dem.

Det er ikke svært at finde folk i USA, der ikke kan lide Kennedy. Hverken i sydstaterne eller midtvesten har man meget fidus til Eisenhowers afløser. ”Han når ikke Reagan til sokkeholderne,” lyder det ofte, når man taler med folk på de kanter om Kennedy.

Tager man ud til kysterne, især det nordøstlige USA, kan man næsten ikke få ørenlyd for alle de superlativer, der forbindes med den unge præsident fra Massachusetts, hvis minde fortsat hyldes på hans præsidentbibliotek i Boston.

For Demokraterne er Kennedy noget af det bedste, deres parti nogensinde har leveret. Og for Republikanerne er han og hans familie et eksempel på alt det, de ikke kan fordrage. Sådan var det allerede, dengang Kennedy levede. Og sådan er det fortsat. Husk på, at hans valgsejr fortsat er den mindste i amerikansk historie.

Men Kennedy kunne noget, som alle politikere, uanset partifarve, drømmer om at kunne. Han kunne inspirere folk. Han kunne få dem til at tro på det budskab, han leverede. Han kunne engagere dem. Han kunne begejstre. Kvaliteter, som ikke er blevet mindre relevante med årene, men som det langt fra er alle, der evner. Ronald Reagan er et eksempel på en republikaner, der kunne det. Barack Obama et eksempel på en demokrat.

100 år er gået, siden John Fitzgerald Kennedy kom til verden i Massachusetts. Han blev født som Joe Kennedys søn, døde som amerikansk præsident og lever i dag videre som ikon og myte. Derfor vil der også i årene, der kommer, være lige så mange som hidtil, der slår vejen forbi Arlington, når de besøger Washington D.C., for at se den sorte sten med den enkle tekst, der er overskriften på et kapitel i amerikansk historie, der rummer både skønhed og tragedie, storhed og skødesløshed, stjernestøv og drama, fascination og forargelse, forundring og inspiration:
John Fitzgerald Kennedy 1917-1963.