Staten Louisiana valgte efter orkanen Katrinas altødelæggende hærgen at fokusere på charter-skoler i New Orleans i et forsøg på at opbygge et mere effektivt skolesystem. I The Big Easy har det været en succes, men på landsplan er billedet mere broget. Beslutningstagerne høster gode uddannelsespolitiske erfaringer, der kan bruges til at diskutere grundskolens fremtid, ikke bare i USA, men også i Danmark, hvor debatten om delvis privatisering af skolesystemet følger de samme linjer.
Da Katrina i august 2005 ramte Louisiana og New Orleans havde det katastrofale følger for byen, staten og nationen. De politiske ledere stod overfor en uoverkommelig genopbygningsproces, der omfattede alt lige fra genhusning, infrastruktur og rekonstruktion af offentlige ydelser. Herunder også en genopbygning af New Orleans’ skolesystem, der allerede inden orkanens hærgen havde et blakket ry og som var groft underfinansieret og ude af stand til at hjælpe borgerne gennem uddannelsessystemet. De faldefærdige bygninger var et skræmmende præcist billede på et ineffektivt grundskolesystem, der længe havde produceret nogle af USA’s ringeste resultater. Den smule infrastruktur, der trods alt var til stede forsvandt med Katrina, og New Orleans og Louisiana var slået tilbage til start med hensyn til deres skolesystem.
Eksperimentet fra tragediens aske
Da Katrina gav de politiske ledere muligheden for at bygge skolesystemet op fra bunden igen, kastede de sig ud i et af de største uddannelsespolitiske eksperimenter i USA’s historier. Det gjorde de ved blandt andet at afskedige alle folkeskolelærerne og danne et nyt skoledistrikt – Recovery School District (RSD) – som flertallet af byens skoler blev underlagt, og som i høj grad satser på de såkaldte charter-skoler. Skolerne minder om de danske friskoler, og de drives som en privat forretning, der ansøger om en bevilling eller charter til at tilbyde uddannelse under nærmere betingelser. Disse skoler modtager offentlig støtte, men er ikke underlagt de samme pensum- og ledelseskrav som almindelige skoler. Hvis skolen overholder betingelserne og møder de fastsatte målsætninger med hensyn til læring og karakterer kan skolen få forlænget deres charter. Charter-skoler, der ikke leverer tilfredsstillende resultater får inddraget deres tilladelse.
Charter-skoler er en måde at holde skolebestyrelserne direkte ansvarlige for deres resultater. Netop udfordringen i at placere ansvaret for grundskolernes succes eller mangel på samme – amerikanerne kalder det for accountability – er en af grundene til at så mange skolereformer har haft en vag eller uhensigtsmæssig effekt. Det er ganske enkelt svært at have effektiv styring af skoler, hvis man ikke kan placerer ansvaret for succes eller fiasko. Hvad charter-skolerne giver er mere accountability, men det er ikke i sig selv et redskab, der siger hvordan skolerne sikrer indlæring. Selve læringsmetoden, den pædagogiske tilgang, brugen af tests osv. bliver overladt til de enkelte skolebestyrelser, så længe de holder sig inden for de fastlagte betingelser.
Pædagogisk og akademisk frihed
Argumentet for charter-skolerne er netop den fleksibilitet i pædagogikken og undervisningen af pensum, som de friere rammer giver. I en charter-skole kan bestyrelsen selv tilrettelægge undervisningen i overensstemmelse med deres principper og tilpasse den til de udfordringer den enkelte skole står overfor i lokalområdet fremfor at de beslutninger bliver taget centralt.
Den offentlige støtte afhænger af, hvor mange elever der gennemfører uddannelsen. På den måde stimuleres skolerne til at konkurrere med hinanden, da indtægterne er direkte relaterede til antallet af dimittender, som vi kender det fra taxameterstyringen på de danske universiteter. Charter-skolerne har typisk ikke tilladelse til at opkræve uddannelsesafgifter fra eleverne. Ved at skabe frit valg og konkurrence mellem de forskellige charter-skoler er meget af logikken hentet fra frimarkedstænkningen, hvor skolerne skal overholde visse betingelser, men ellers har frie tøjler til at konkurrere med hinanden om at tiltrække elever.
Erfaringer fra New Orleans
I New Orleans har charter-skolerne overvejet været en succes. I skoleåret 2004-05 var det kun 52 % af elever i high school, der dimitterede til tiden. I 2011-12 var den andel steget til 77 %. Men den stigning dækker over en skræmmende forskel mellem charter-skolerne og de traditionelle skoler. Charter-skolerne kunne præstere en dimissionsgrad på 94 % i 2011-12, mens det tilsvarende tal for traditionelle skoler kun var 59 % og dermed på niveau med resultaterne før Katrina. En lignende forskel kan findes i den statslige matematiktest, hvor 69 % af charter-skoleeleverne i 2011 bestod den mod kun 33 % i traditionelle skoler.
Det har affødt en kritik af charter-skolerne som et redskab der skaber et to-strenget uddannelsessystem mellem de stærke og de svage. De fordele charter-skoleeleverne har sker på bekostning af de elever, der ikke kunne komme ind på charter-skolerne. Kritikere spørger om skolerne kun optager de gode elever, og at man ved at tillade charter-skolerne at have deres egne specifikke disciplinære regelsæt giver dem et redskab til systematisk at ekskludere eller suspendere elever, der ikke klarer sig særligt godt. Man skaber således fremragende skoler det ene sted ved at skabe forfærdelige skoler et andet sted, da svage elever ender i de traditionelle offentlige skoler. Mange påpeger desuden at charter-skolernes ikke er underlagt de samme krav til at tage hensyn til særligt udfordrende elever med fysiske og psykiske handicap samt at de ikke formår at integrere civilsamfundet i deres arbejde.
Ikke one size fits all
På nationalt plan er det vanskeligere at gøre status på effekterne af charter-skolerne, da man trods utallige studier ikke entydigt kan pege på en negativ eller positiv effekt af charter-skolerne. At charter-skolerne har været effektive i New Orleans er ingen garanti for at de er den bedste og eneste måde at reformere skolesystemet på. Privatiseringen af skolesystemet i New Orleans er et eksperiment, der indtil videre synes at virke. New Orleans klarer sig nu bedre end resten af staten Louisiana, men de haler fortsat gevaldigt efter i forhold til resten af USA. New Orleans synes at være på rette vej, men der ligger mere hårdt arbejde forude og venter.
En stor del af de positive resultater fra New Orleans tilskrives den kendsgerning at skolesystemet var falleret inden Katrina ramte. New Orleans’ skolesystem var berygtet for at være underfinansieret, stærkt centraliseret og dybt korrupt, og i den optik vil næsten enhver ændring være til det bedre. Charter-skolerne virker særligt effektivt i New Orleans fordi de skaber et helt nyt, fleksibelt og langt mere decentraliseret ledelsessystem.
En anden grund til de positive resultater er en strengere end normalt styring af charter-bevillingerne. Når man privatiserer uddannelse ligger en stor del af kontrollen og styringen i selve bevillingsbetingelserne. I RSD var man særligt påpasselig med at stille meget strenge krav til ansøgningerne og i den første ansøgningsrunde blev kun 6 ud af 44 ansøgninger godkendt. Derudover har man været konsekvent i sin inddragelse af bevillinger fra charter-skoler, der ikke lever op til forventningerne. Den tilgang er ikke udbredt i resten af landet, hvor underpræsterende charter-skoler får en løftet pegefinder, men ellers får lov til at fortsætte. Med så begrænsede styringsredskaber når først en bevilling er givet, er det afgørende at sanktionerne bliver gennemført uden tøven, hvis skolesystemet skal være effektivt. At afvige fra den fremgangsmåde er i strid med hele den accountability-logik som er grundlaget for charter-skolerne.
Potentiale for forandring
Charter-skoler er måske ikke svaret på alle uddannelsespolitiske udfordringer, men eksperimentet i New Orleans har klarlagt privatisering charter-skolernes potentiale som elementer i en reform af skolesystemet, og erfaringerne fra The Big Easy er relevante i enhver diskussion om indretningen af fremtidens skoler hvad enten den debat foregår i Louisiana, i Washington eller på Slotsholmen.
You must be logged in to post a comment Login