Kaos i forberedelserne til topmøde med Nordkorea

Udsigten til et topmøde mellem præsident Trump og Nordkoreas Kim Jong-un har fået flere debattører til tasterne og mene, at Trump fortjener en Nobel-pris. Men den seneste udvikling viser, at udsigterne til at få noget som helst ud af situationen på den koreanske halvø fortsat er lange og komplicerede. Trump-administrationen har ikke vist Nobel-pris potentiale, men har udstillet hvor uforberedte og ukoordinerede man er.

Lad os få kritikken af vejen med det samme. Ja, Nobels Fredspris er tidligere givet til folk og organisationer, som ikke umiddelbart havde gjort noget for den. Præsident Obama er det mest yndede eksempel, og EU et andet.

Efter at det kom frem, at Nordkoreas Kim Jong-un og USA’s præsident Trump skulle have et topmøde, i kølvandet på fornyede snakke mellem Nord- og Sydkorea om muligvis at afslutte Koreakrigen, så kom debattører og folk i diverse kommentarfelter på internettet til tasterne om en Nobelpris til Donald Trump for hans rolle i dette.

Sådan snak er dog udtryk for præcis det manglende overblik og forståelse, som i den seneste uge har fået Det Hvide Hus’ forberedelse til topmødet (hvis det bliver til noget) til at fremstå dybt kaotisk og uforberedt.

Forudsætningerne for topmødet har fra starten af været udefinerede og mistanken har luret, at de to parter kom til topmødet med vidt forskellige antagelser – noget som blev bekræftet i den forgangne uge.

Ved mødet med Sydkoreas præsident i dag vil præsident Trump og hans stab få anledning til at finde ud af egne forventninger og de koreanske og forudsætningerne.

Hvad vil USA med topmødet?

Det helt grundlæggende problem set udefra har fra begyndelsen været: Hvad ville USA med dette topmøde? Sandsynligheden for at topmødet ville blive den overgivelsesceremoni, som Trump tilsyneladende har forestillet sig, hvor Nordkorea opgiver sine atomvåben har fra start virket usandsynligt. Nordkorea vil ikke opgive sin sikkerhedsgaranti – som nu har sikret dem et møde med USA’s præsident. Trump er blevet ved med at tale om ”denuclearization”, mens hans rådgivere har ifølge amerikanske medier diskuteret internt, om hvad man egentlig skulle.

Præsident Trump sagde for noget tid siden, da han tog imod tre fanger løsladt fra Nordkorea, at hans største bedrift ville være at ”denuclearize” den koreanske halvø. Men der ligger kimen til uenigheden, som nu har fået Kim Jong-un til at tale med store bogstaver (igen).

Den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton gik på nationalt tv og udtalte, at en ”Libyen-model” var i tankerne hos amerikanerne. Hvis man skulle finde på den dårligste salgstale, som overhovedet kunne findes på for at sælge et topmøde til Kim Jong-un, så er eksemplet med Libyen nok på toppen af listen. For diktatorer og autokrater så var lektien fra Libyen, at hvis man opgiver sine atomprogrammer, så risikerer man en vestlig intervention eller støtte til oprør indenfor en årrække. Så det at opgive sit atomprogram og eventuelle våben bliver set som værende lig med risiko for regimeskifte.

Efter Boltons udtalelse fik man et indtryk af, hvor meget præsidenten vil have sit topmøde, for han gik i rette med sin nationale sikkerhedsrådgiver, og sagde at ”Libyen-modellen” ikke var på bordet.

Enorme udfordringer fortsat

Den helt fundamentale svaghed ved det topmøde som præsident Trump spontant gik med til uden at konsultere sine rådgivere har været forskellige tilgange til topmødet. De to parter har haft tilsyneladende haft forskellige opfattelser af ”denuclearization”. Præsident Trump har forstået det, som at Nordkorea opgav sine atomvåben – og det var altså ikke Nordkoreas opfattelse af begrebet. Efterhånden har vi fået mere og mere indblik i, at rådgiverne rundt om Trump altså heller ikke helt har været klar over, hvad de ville med topmødet.

Med en usikkerhed om hvad man egentlig skulle på topmødet, og hvad man ville opnå, så er det selvfølgelig svært at forberede sig. Men processen med at forberede præsidenten og hans administration til hvad der meget vel kan blive en af de vigtigste omgange af forhandlinger i administrationens historie (forhandlinger om Iran-aftalen er anden kandidat til vigtigste forhandlinger) er yderligere kompliceret af, at præsidenten tilsyneladende ikke føler behov for at forberede sig. Den beslutning bunder nok i præsidentens manglende udenrigspolitiske erfaring, overblik og absolut ikke mindst interesse. Forhandlinger er forhandlinger for Donald Trump. Man sætter hårdt mod hårdt, og bliver ved indtil modparten knækker. Sådan gjorde han som privat erhvervsmand, sådan har han forsøgt at drive reformer gennem Kongressen, og nu ser vi det på verdensscenen efter han har skiftet udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver.

Når Trump i dag mødes med sin sydkoreanske kollega, vil spørgsmålet om et topmøde med Kim Jong-un helt sikkert være på dagsordenen. Men ganske som ventet så er det et kaos, som skal struktureres for at USA på nogen måde skal kunne gå videre med det her projekt med nogen form for troværdighed – en opgave man har tre uger til at løse.

Så lad tastaturerne være, og vent med at snakke om en Nobels Fredspris til præsident Trump. En nuklear afvæbning af Nordkorea er så usandsynlig, at det ikke fordrer en debat, men hvad vil man og hvad kan man opnå? Det kan lederne af verdens eneste supermagt ikke besvare.

Trump spillede højt spil ved at acceptere invitationen til et topmøde, og over den seneste uge er det blevet klart for hele verden hvorfor hans forgængere har afvist sådanne invitationer. Der er stor politisk risiko ved et sådan projekt, og Trump-administrationen er ved at miste yderligere troværdighed ved udstillingen af hvor uforberedte og uovervejede man er i forhold til et topmøde i Singapore.