Med mindre end 12 uger til valget, er det svært at finde et eneste bevis for, hvordan Donald Trump kan slå Hillary Clinton. Kongressen.com kigger nærmere på argumenterne for, at han kan komme tilbage.
Stuart Stevens overdrev måske en smule.
Men Mitt Romneys tidligere kampagnechef var klar i spyttet tidligere på ugen:
”Well, odds are pretty strong @realDonaldTrump lost Utah today. Could well come in third or fourth,” tweetede strategen.
Trump havde netop foreslået en ideologisk test som en grundsten af sin udenrigspolitik. Og hvis der er noget mormonerne, som er en markant vælgerblok i Utah, ikke bryder sig om, så er det den slags tests. De har selv været udsat for gennem deres historie.
Hvis du vil vide noget om, hvor galt det står til med Donald Trumps kampagne, er Utah et godt eksempel. The Beehive State har støttet den republikanske præsidentkandidat med en margin på henholdsvis 48, 28 og 45 procentpoint i de sidste tre valg. Og selvom Utah højst sandsynligt forbliver på republikanske hænder i november, så er det komplet uhørt, at der nu er tvivl om, staten er i spil.
Donald Trumps chancer for at blive USA’s næste præsident er styrdykket siden demokraternes konvent.
Han er bagud i de nyeste meningsmålinger i alle traditionelle battleground stater. Hans muligheder i valgmandskollegiet skrumper dag for dag. Lige nu kan Trump vinde Florida, Ohio, North Carolina, Iowa OG Nevada – og stadig tabe valget.
Clinton fører komfortabelt i gennemsnittet af nationale målinger ifølge både HuffPollster (8,5 procentpoint) og RealClearPolitics (6,2 procentpoint) og har haft føringen i de sidste 23 målingeri træk. FiveThirtyEight, Upshot, Predictwise, Votamatic og Princeton giver alle Trump mindre end 20 procents chance for at vinde valget i november.
Den såkaldte panel-måling fra USC Dornsife/LA Times, som spørger den samme gruppe vælgere om, hvem de støtter er gået fra en Trump-føring på fire procentpoint til en Clinton-føring på fire procentpoint siden 1. august.
Tre uger efter begge partiers konventer er desuden tidspunktet, hvor meningsmålinger er gode til at forudse, hvem der vinder valget. Ifølge Robert Erikson and Christopher Wleziens research har alle 16 præsidentkandidater, der fører i målingerne på nuværende tidspunkt vundet flest stemmer på nationalt plan.
Fundamenterne taler heller ikke i Trumps retning. Præsident Obamas offentlige støtte er høj: 51 procent ifølge Gallups gennemsnitlige målinger. Økonomien er sund. Selvom væksten er beskeden, så er inflationen lav, aktiemarkedet stabilt, jobskabelsen er solid, og forbrugertilliden er på højde med, hvor den var i midten af 1980’erne og 2000’erne.
Og Clinton fører rent faktisk en moderne kampagne, hvorimod Trump ikke har skyggen af infrastruktur. Clinton og hendes allierede definerer valget lige nu. De har vist reklamer i battleground-stater svarende til 104 millioner dollars, Trump har ikke brugt en cent endnu, selvom hans PACs brugte 12,4 millioner. Trump mangler desuden en basal field-organisation i de stater, han har behov for at vinde. Han har et sølle kontor i Florida, en stat som han er nødt til at vinde. Hans kampagne har først åbnet kontorer i Ohio i sidste uge, hvor han heller ikke har støtten fra guvernør John Kasich og hans politiske netværk.
Selvfølgelig har Trump en chance for at vinde, men det er efterhånden umuligt at se, hvordan han kan gøre det.
Hvem kan Trump vinde tilbage?
Lad os kigge nærmere på argumenterne, der er på Trumps side. Spoileralert: Ingen af dem virker særligt troværdige.
Før vi starter så husk på, at amerikanske valg ikke er ligesom de danske. Kun 60 procent af befolkningen stemmer til præsidentvalget. Lidt for simpelt sagt, så er der kun en bestemt mængde vælgere at slås om. Vælgere opfører sig dybest set forudsigeligt og stemmer inden for deres demografiske tilhørsforhold. Afro-amerikanere stemmer overvejende demokratisk. Hvide mænd stemmer republikansk. Single-kvinder sætter krydset ved D, gifte kvinder ved R.
En Trump-sejr er betinget af en af to ting. Enten kan han gøre det bedre end Romney blandt en række grupper. Eller han kan satse på at øge antallet af vælgere inden for særlige grupper.
Trumps første problem er, at han underpræsterer blandt republikanere. I nogle målinger er han helt nede på 70 procents støtte (Romney vandt til sammenligning republikanere med 93 procent). På grund af høj polarising, øget partiloyalitet og de negative holdninger til Clinton, så vender mange af de republikanere højst sandsynligt hjem i november. Men Trump er historisk upopulær i sit eget parti. Blot en ud af fem republikanere (!) mener, at han har temperament og kvalifikationerne til at udføre præsidentembedet. Data viser desuden, at jo rødere staten traditionelt er, jo dårligere klarer Trump sig i forhold til, hvordan Romney gjorde det i 2012. Og selv hvis republikanere vender hjem på niveau med 2012, så er der ingen grund til at tro på, at det er nok til at slå Clinton. Romney sidder som bekendt ikke i det ovale kontor.
Et andet argument er, at der stadig er omkring 10-12 procent af vælgere, der ikke har bestemt sig for, hvem de vil stemme på. Kunne Trump vinde en større del af dem end Clinton? Det er der ikke meget, der tyder på. Clintons gennemsnitlige forspring på omkring seks procentpoint i direkte match-up målinger holder ved i målinger, der har Gary Johnson og Jill Stein inkluderet.
Clinton fører desuden over Trump på de værdier, der oftest har direkte betydning for, hvordan vælgerne stemmer. Det er for eksempel, om kandidaten deler mine værdier, forstår problemer som folk som dig har og er kvalificeret til embedet. Det demokratiske parti er desuden generelt mere populært end det republikanske parti. Og på trods af at Clinton er upopulær, så er Donald Trump den mest upopulære præsidentkandidat i moderne historie. Hvis vælgerne ikke er overbevist om at stemme på Clinton, så bliver de snarere hjemme på sofaen.
Et tredje argument er, at Trumps støtte bliver underrepræsenteret i målingerne på grund af såkaldt social desirability bias. I USA er det kendt som Bradley-effekten, efter den afro-amerikanske politiker Tom Bradley tabte Californiens guvernørvalg i 1982 efter at have været foran i målingerne op til valgdagen. Er der en stor gruppe vælgere, der ikke vil tilkendegive deres støtte til Trump i målinger?
Næ.
Trump klarede sig både bedre og værre i forhold til meningsmålingerne i de forskellige stater i primærvalget. Det var på linje med, hvordan en tilfældig kandidat normalt præsterer. Og hvis der er folk, der er flove over at tilkende deres støtte til Trump, så ville han teoretisk klare sig bedre i meningsmålinger, der bliver foretaget anonymt over internettet end med en person over telefon. Men det er heller ikke tilfældet. Forskellen er 0,6 procentpoint.
Myten om de hvide vælgere
Hvad med Trumps styrke blandt den hvide arbejderklasse? Kort sagt, så er der ikke nok af dem. Hold tungen lige i munden, for her kommer en lang række tal.
Det er værd at nævne Trumps styrke blandt hvide mænd uden universitetsgrad. Han fører i øjeblikket 67-25 ifølge den seneste ABC/WaPo måling — en højere margin, end Romney vandt dem med i 2012. Selvom han også fører blandt hvide kvinder uden universitetsgrad, så er der ikke nogen grund til at tro, at det er nok.
Trump står i øjeblikket til at tabe hvide universitetsuddannede vælgere som en helhed. Det er en gruppe demokraterne ikke har vundet i noget præsidentvalg fra 1956 – 2012 ifølge data fra the American National Election Studies. Det er derfor, at målingerne viser Clinton klart i front i svingstaterne Colorado og Virginia, og at traditionelle røde stater som North Carolina og Georgia er lige. Her er den vælgergruppe større end i resten af landet.
Et andet argument er, at der er en stor gruppe hvide vælgere, som simpelthen ikke er blevet aktiveret af det republikanske parti. Vælgerdeltagelse for hvide faldt fra 65,2 procent i 2008 til 61,8 procent i 2012 ifølge det såkaldte Census Pouplation Survey. Hvis Trump kan genaktivere dem, har han en chance, siger hans tilhængere.
Men en analyse af vælgerdata foretaget af New York Times’ Nate Cohn viser, at de hvide vælgere, som blev på sofaen i 2012 var mere tilbøjelige til at være unge eller registrerede demokrater. Trumps støtte blandt demokrater og unge mellem 18-29 er forfærdelig. Hvis de pludselig flokker til stemmeurnerne, så er det svært at se, at flertallet stemmer på Trump. Cohns analyse viser også, at de er koncentreret i stater, der ikke er i spil. Og selv hvis vi antager, at der er nok hvide vælgere i afgørende svingstater, så kræver det en høj grad af mobilisering for at få dem lokket til at stemme. En grad af organisering, som Trump-kampagne som nævnt ikke har.
Når alt det er sagt, så lad os lege, at det lykkedes Trump at vinde hvide vælgere og få dem til stemmeboksen. I det tilfælde forudsætter det, at han kan matche Romneys støtte blandt minoriteter. Det gør han ikke. 15 procent af latinoer støtter ham; Romney havde 27 procents støtte. Romney vandt 6 procent af afro-amerikanerne. Du kan finde målinger, hvor Trump har 0 (!) procent af denne gruppe. Og så har vi ikke engang taget højde for, at minoriteter står til at blive en større del af vælgerkorpset i 2016 i forhold til 2012. Særligt i battleground stater som Florida, Nevada og Pennsylvania.
Kort sagt: Der er ingen plausible demografiske scenarier, der tyder på en Trump-sejr.
Debatterne ligner det bedste bud
Der er kun få øjeblikke i kampagnen, der bliver set som en åbning for Trump.
De fleste kommentatorer er enige om, at debatterne er Trumps bedste chance. De kommer til at være de mest sete programmer i amerikansk tv-historie. Forventningerne til Trump er lave. Hans aggressive stil og evne til at irritere sin debatmodstander kan forcere en fejl hos Clinton. Trump står bag så mange vanvittige kommentarer, at han vil være en uforudsigelig modstander.
Men helt ærligt.
Clinton har deltaget i langt flere politiske debatter, og hun har altid klaret sig godt. Hendes mest kendte karaktertræk er grundighed og ukuelighed. Trump har ikke vist nogen evne til at kunne holde fokus og følte i en af årets debatter et behov for at nævne, at der skam ikke var noget galt med størrelsen i hans nedre regioner. Desuden har Trump ikke vist nogen evne til at lære noget om politiske mærkesager, hvordan staten fungerer og helt basale ting om udenrigspolitik. Clinton har rent faktisk, du ved, viden om verden og om at regere.
Og så er der også alt det pokkers data, der viser, at debatterne kun kan rykke målingerne minimalt, og at de har sjældent nogen betydning for, hvem der vinder valget. Ifølge Erikson og Wleziens bog ”The Timeline of Presidential Elections: How Campaigns Do and Don’t Matter”, der bygger meningsmålinger fra de sidste 15 præsidentvalg, betyder debatterne sjældent noget og rykker i snit 1-1,5 procentpoint.
Et andet studie af James Stimson og en separat analyse foretaget af Gallup drager samme konklusion. FiverThirtyEights Nate Silver viser, at den første debat i nogle tilfælde kan rykke op til tre procentpoint i målingerne for udfordreren, altså Trump i dette tilfælde, men selv det ville ikke være nok til at sætte ham i førersædet. Og et sådant skift kan hurtigt dø igen. Den første debat i 2012 er et perfekt eksempel.
Barack Obama og Mitt Romney holdt deres første debat for et rekordstort publikum, og det var klart for stort set alle, at Obama tabte stort. Kommentatorerne erklærede Romney som vinder, før debatten var slut. Romney gik op i målinger med 4-8 procentpoint. Men som John Sides og Lynn Vavreck gør rede for i deres bog ”The Gamble: Choice and Chance in the 2012 Presidential Election”, så var Romneys pludselige genopståen drevet af to ting: republikanske vælgere, der kom hjem efter at have erklæret sig uafklaret efter den infamøse 47 procent video, og at Romneys tilhængere var mere tilbøjelige til at deltage i meningsmålinger efter sejren. 2012 debatten var altså ikke den game-changer, som alle var overbeviste om, mens det stod på.
Clinton er stadig enormt upopulær blandt store dele af den amerikanske befolkning. En god debat for Trump eller en ny afsløring om hendes e-mails kan ændre mediernes opfattelse af kampagnen og få dem til at skrive om Trumps comeback, hvilket påvirker hans støtte og får republikanske vælgere til at vende tilbage til partiet. Det er også overvejende sandsynligt, at målingerne kommer til at snævre til, efterhånden som valgdagen kommer tættere på. Og hvem ved. Måske al politisk videnskab, eksperimentelle kampagneresultater og teori om vælgeradfærd viser sig at være mindre værd end en tilfældig kommentartråd på internettet.
2016 er et usædvanligt år. Der er mange ting, vi kan lære af Trumps succes. For eksempel, at autoritære strømninger er på fremmarch i USA, og at det republikanske parti står midt i en identitetskrise. Men fundamentale mekanismer eksisterer stadig. Meningsmålinger pegede for eksempel på, at Trump var en seriøs kandidat langt før alle kommentatorer. Vælgeradfærd er stadig dikteret partiloyalitet, social identitet og politiske symboler.
Kigger du argumenterne for en Trump-sejr efter i sømmene, så holder de ikke vand. Ligesom den republikanske ledelse håber på, at deres kandidat kan ændre sig, så virker de mere som ønsketænkning end realitet.
Alt peger i øjeblikket på, at Clinton bliver USA’s 45. præsident.
You must be logged in to post a comment Login