Kan Rouhani og Obama løse det iranske atomspørgsmål?

De internationale medier er de seneste uger flydt over med historier om et begyndende tøbrud i det ellers iskolde forhold mellem Washington og Teheran. Optimismen grunder i den første diplomatiske kontakt på højeste niveau mellem de to lande siden 1979. Men hvor meget skal man lægge i de nye toner?

Det er et kendt faktum, at USA og Iran har et mildest talt dårligt forhold. Der har ikke været diplomatisk kontakt mellem de to lande på højeste niveau, siden iranske studerende stormede den amerikanske ambassade i Teheran i 1979 og tog 52 amerikanske statsborgere som gidsler, som en del af den iranske revolution.
Men i de seneste uger er der blæst nye og mildere vinde mellem Washington og Teheran. Først holdt de to landes udenrigsministre John Kerry og Mohammad Zarif et privat møde i skyggen af FN’s Generalforsamling den 26. september, og dagen efter havde Obama og Irans nye præsident Hassan Rouhani så en 15 minutters telefonsamtale.

Begivenhederne har naturligt nok afstedkommet spekulationer om konkrete forbedringer i forholdet mellem USA og Iran – ikke mindst en diplomatisk løsning på konflikten over Irans atomprogram. Indtil videre er der dog kun tale om tiltrængte retoriske tilnærmelser, og ingen af parterne er kommet med konkrete tiltag til en løsning af atomspørgsmålet. Det er også værd at hæfte sig ved, at situationen endnu ikke er så afspændt, at Obama og Rouhani kan mødes ansigt til ansigt. Der var ellers blevet spekuleret i et møde og måske endda et håndtryk mellem de to i forbindelse med FN’s generalforsamling. Men det er alligevel stadigt et for vidtgående skridt i forholdet. Så sent som i torsdags meddelte Obama-administrationen, at den vil støtte hårdere økonomisk pres på Iran, hvis landet ikke begynder at nedsætte tempoet på dets berigelse af uran og åbner dets lagre af atomart materiale for mere omfattende inspektioner. Man skal passe på bed at lægge for stor betydning i sådanne offentlige udmeldinger. Oftest tjener de til at forsikre allierede (Israel) og politiske modstandere (hardline republikanere) eller er udgør en del af et magtspil med modstanderen (Iran). Men det er ikke desto mindre en påmindelse om, at USA og Iran ikke er gået fra dødsfjender til perlevenner natten over.

Hvad vil forhandlinger føre til?
Der er desuden lagt fra enighed omkring, hvorvidt Obama kan og bør forhandle med Rouhani. New York Times-journalisten Thomas Friedman har spekuleret i hvorvidt en opblødning, kan føre til, at Iran opgiver sine atomambitioner og i stedet udvikler sig til en ’persisk Kina’ dvs. åbner op for og integrerer sig i omverdenen. Den politiske kommentator og Harvard-professor Stephen Walt afviser derimod, at Iran skulle være villig til at opgive kapaciteten til at producere et atomvåben. Ikke overraskende er Israels premierminister Benjamin Netanyahu yderst skeptisk overfor tilnærmelser mellem USA og Iran og har kaldt Rouhani for en ’ulv i fåreklæder’. Irans reelle magthaver Ayatollah Khameini har udtrykt opbakning til Rouhanis tilnærmelser til USA, men samtidigt kritiseret at nogle af Rouhanis handlinger var ’upassende’.

Kongressen.com har spurgt lektor ved Lunds Universitet og Iran-ekspert Rouzbeh Parsi, hvad han mener, vi kan forvente os af tilnærmelserne mellem Washington og Teheran.

Hvilken betydning vil valget af Rouhani få for forholdet mellem USA og Iran generelt og for en løsning på stridighederne omkring Irans atomprogram?
”Valget af Rouhani er afgørende for en løsning af atomspørgsmålet og en genstart af forholdet mellem Iran og USA. Han har et klart offentligt mandat gennem sejret ved præsidentvalget. Desuden har han opbakning fra en række nøglepersoner i det iranske politiske system inklusiv den åndelige leder Ayatollah Khameini. Endelig tager han over fra Ahmadinejad’s svingende og katastrofale politik. Alle er bevidste om behovet for en retningsændring.”

Præstestyret er som bekendt den suveræne magtfaktor i Iran. Hvor stor en politisk handlefrihed har Rouhani til at søge forbedringer i forholdet til USA?
”Der er selvfølgelig dem der vil foretrække at bevare status quo – de eksisterer både i Washington og i Teheran og er ret komfortable med forudsigelige fjendtlighed der gensidigt udvises. Rouhani er under pres for at levere: diplomatisk ved at genetablere bedre relationer med Europa og økonomisk ved at få mildnet de sanktioner almindelige iranere lider under. Hvis der er håndgribelige gensidige trin, dvs. hvis kompromiser han går med til modsvares af mildnede sanktioner osv. fra vesten, så er hans tilnærmelsesstrategi lykkedes og han kan tage endnu et skridt. Hvis beslutningstagere i vesten derimod forventer, at han skal gå med til kompromisser, hvor udbyttet for Iran først kommer langt ude i fremtiden, så vil forhandlingerne og hans præsidentembede komme i fare.”

USA informerede Iran om, at Obama var interesseret i at møde Rouhani under en frokost ved FN-topmødet og måske give hånd. Rouhani udeblev fra frokosten og sagde, at det var for tidligt med et håndtryk. Er USA mere interesserede i at forbedre forholdet end Iran? Eller er Rouhani mere presset af sit bagland til ikke at imødekomme USA?
”Både Rouhani og Obama er nød til at håndtere elementer i deres respektive systemer, der er skeptiske eller ligefrem fjendtlige til detente fx den amerikanske kongres, den israelske regering, og forskellige hardline grupperinger i Teheran. Hvad telefonsamtalen mellem dem [Rouhani og Obama red.] og vigtigere endnu mødet mellem Kerry og Zarif etablerede var deres gensidige forståelse af at denne mulighed ikke må spildes, og at de er nødt til at bygge på det momentum, som valget af Rouhanis har givet, og han dygtigt har udnyttet indtil videre. Symbolikken ved et håndtryk mellem dem er blevet delvist overdrevet. Det vigtige nu er en seriøs og professionel dialog om det faktiske emne. Kort sagt har alle parter op til nu givet spillet for galleriet i forskellige former og udsat og undgået en seriøs diskussion om den aktuelle problemstilling. Nu er den fase ovre, og selvom det ikke betyder, at de på magisk vis pludselig vil være enige om alt, vil de som minimum være i stand til at finde frem til hvad de ikke er enige om og derefter forhandle et kompromis på disse specifikke punkter.”

De næste måneder tegner altså til at blive afgørende for hvorvidt telefonsamtalen mellem Rouhani og Obama bliver et vendepunkt i det iransk-amerikanske forhold, eller om de retoriske tilnærmelse rinder ud i sandet og bliver aflyst af fornyet mistro. For begge sider bliver den store udfordring at omsætte de positive takter til konkrete resultater som kan tilfredsstille skeptikerne i deres respektive bagland.