Kan Pompeo redde amerikansk diplomati?

Med stemmerne 57-42 blev nu-tidligere CIA direktør Mike Pompeo godkendt af Senatet som ny amerikansk udenrigsminister. Med udnævnelsen kan Udenrigsministeriet få en mere fremtrædende rolle i den udenrigspolitiske debat, men det vil formodentlig ikke standse de voldsomme nedskæringer i Udenrigsministeriet, som Rex Tillerson satte i gang.

Mens Rex Tillerson var udenrigsminister, var det amerikanske udenrigsministerium, State Department, ramt af en dobbelt forbandelse. For det første blev man ramt af massive nedskæringer, som både betød mindre budgetter og færre ansatte. For det andet blev man ledt af en minister, som ikke havde nævneværdig tyngde i debatterne blandt præsidentens sikkerhedsrådgivere.

Ved en afstemning torsdag godkendte Senatet at Mike Pompeo kunne indtage posten som udenrigsminister. Processen frem til var noget mere spændende, end den havde behøvet være, ved at republikaneren Rand Paul havde truet med at stemme imod Pompeo i Senatets Udenrigsudvalg. Dermed ville der ikke være flertal i udvalget, selvom Pompeo alligevel kunne komme til afstemning i Senatet og der blive bekræftet. Det ville være første gang nogensinde, at en udenrigsminister ikke blev godkendt i udenrigsudvalget. I sidste ende fik Rand Paul en række forsikringer, som gjorde at han alligevel stemte for Pompeo, som dermed blev godkendt af et flertal af udvalget.

Indenfor et halvt døgn af sin udnævnelse var Mike Pompeo til NATO-topmøde for alliancens udenrigsministre.

Hidtil har præsident Trump primært forladt sig mere på sine rådgivere fra efterretningstjenesterne og Pentagon til at håndtere amerikansk diplomati. Det skyldes især Tillersons lille indflydelse men også, at han ikke så ens på USA’s udenrigspolitik.

Den mest opsigtsvækkende diplomatiske opgave, som Pompeo har fået, er en diplomatisk mission til Nordkorea for at møde den nordkoreanske leder Kim Jong-un hen over påsken. Her var Pompeo udsendt som repræsentant for præsidenten.
Dermed kan vi altså se personen Mike Pompeo have en central rolle i præsident Trumps udenrigspolitiske overvejelser, og nu har han så fået en ny titel.

Gennem Mike Pompeo vil State Department få en mere fremtrædende stemme i den udenrigspolitiske debat. Men som nævnt så vil det ikke standse de nedskæringer, som Tillerson satte i gang. De bunder nemlig i en central forståelse hos præsident Trump af at vægten i diplomatiet bør være på ”hård magt” – f.eks. militær magt. Det er gennem en styrkelse af f.eks. USA’s militære kapabiliteter, at USA skal begå sig i den verdensorden, som i øjeblikket er ved at tage form, hvor stormagtskonkurrence igen er det primære fokus. Efter 2001 var USA’s primære sikkerhedspolitiske udfordring været krigen mod terror, noget som præsident Obama forsøgte at udfase gennem bl.a. sit ”Pivot to Asia”. Med udgivelsen af sin nationale sikkerhedsstrategi i december 2017 har Trump-administrationen endegyldigt afsluttet udfasningen, og fokus er nu på modsætningsforholdet til stormagter som Rusland og Kina.

I den udenrigspolitiske linje vil Pompeo højere grad være tilbøjelig til at støtte præsident Trumps udenrigspolitiske linje fokuseret på ”America First”.