Kan man reformere sig ud af gerrymandering?

En ofte nævnt demokratisk problematik i USA er gerrymandering, hvor politikerne i delstaternes lovgivende forsamlinger tegner valgkredse, der giver deres partikollegaer uforholdsmæssige fordele ved valg til Repræsentanternes Hus. Flere steder har følelsen af, at valgkredsene er uretfærdige, ført til reformforsøg, men hvordan ser sådanne reformforsøg ud, og virker de?

Gerrymandering er ikke noget nyt fænomen i amerikansk politik, men stammer helt tilbage fra starten af 1800-tallet, hvor den ene af Massachusetts valgkredse ifølge kritikerne lignede en salamander mere end et geografisk område. Sidenhen har amerikanerne oplevede valgkredse formet i alverdens spøjse figurer med folkelige øgenavne, heriblandt ”hørebøfferne” i Illinois og ”den spildte kop kaffe” i North Carolina.

De spøgefulde øgenavne dækker dog over den langt mere dystre virkelighed, at valgkredsene ofte tegnes med henblik på at give ens politiske kolleger det bedste udgangspunkt ved valg. Dette skyldes, at kongresmedlemmerne fordeles mellem USA’s delstater hvert tiende år, når den amerikanske folketælling offentliggøres, og hver gang skal ny valgkredse optegnes for at tage højde for befolkningsudviklinger. Og indtil for nylig lå magten til at tegne disse nye valgkredse i hænderne på delstatens lokalpolitikere.

Som tidligere nævnt har gerrymandering fundet sted siden USA’s spæde barndom, men øget adgang til statistik og befolkningsanalyser har sammen med GPS-teknologi de seneste år gjort det muligt at tegne valgkredsene med nærmest kirurgisk præcision, så partierne kan tegne distrikter, hvor deres sandsynlige vælgere udgør flertal.

Dette gøres i praksis ved, at man enten pakker oppositionens sandsynlige vælgere sammen i et distrikt, mens man fordeler sine egne vælgere på mange distrikter eller ved, at man spreder oppositionens vælgere ud på mange distrikter, hvor de så kommer til at udgøre mindretal i hvert enkelt distrikt.

To slags reformer
De to store partier har historisk set gjort sig skyldige i at ”gerrymandere.” De senere år har det Republikanske Parti haft politisk flertal i lokalpolitik i flere delstater og har derved haft bedre mulighed for at tegne kortene til deres fordel. Det er derfor hellere ikke underligt at krav om reformer af valgkredsene er blevet ført an af stater, der typisk betegnes som ”blå stater.” 7 amerikanske delstater heriblandt blå stater som Californien, New Jersey og Washington bruger i øjeblikket såkaldte ”redistricting commissions” til at tegne deres valgkredse.

Ved denne metode udpeges en kommission til at tegne valgkredsene med hensyn til en række forhold og ønsker. Disse kommissioner består oftest af et lige antal politikere fra de to store partier samt et ulige antal uafhængige, der skal mægle i eventuelle konflikter mellem partimedlemmerne. Der er forskellige regler for, hvornår valgkredsene kan godkendes. I Californien skal et flertal fra hver gruppe i kommissionen opnås, i Idaho skal et 2/3-flertal opnås, mens der i resten af kommissionerne blot skal opnås et simpelt flertal.

Denne metode fjerner ikke magten over valgkredsene fra partierne, men fjerner processen fra lokale politiske eliter, og giver de fleste steder uafhængige kommissionsmedlemmer en mulighed for at moderere partiernes indflydelse.

Der findes dog også en anden metode, som i øjeblikket bruges hos Iowa. Her gives processen med at tegne valgkredse til en gruppe uafhængige og for lokalpolitikerne ukendte embedsmænd. Disse embedsmænd tegner så et udkast til et kort over valgkredsene, som delstatsparlamentet så skal stemme om. Denne metode fjerner selve tegningen af valgkredsene helt fra lokalpolitikernes hænder, men giver dem dog i sidste ende muligheden for at afvise valgkredse, de ikke bryder sig om.

Reformerne rykker ind i landet
Hidtil har reformforsøgene forgået specielt på vestkysten og i de vestligste præriestater med undtagelse af New Jersey og Iowa. USA politiske historie in mente er det meget naturligt, at eksperimenter med processen omkring valgkredse foregår i de vestlige stater.

De vestligste stater har historisk set altid eksperimenteret mere med demokratiske og politiske metoder. De vestligste stater var de første til at give kvinder stemmeret i USA og førte også an i indførelsen af primærvalg og brugen af borgerforslag. Det skyldes, at disse stater tit har været mindre end deres østlige naboer, og derfor har forsøgt at øge deres indflydelse på andre måder.

Reformbevægelsen rykker dog i disse år østpå og ind i landet. Når USA’s delstater efter folketællingen næste år endnu engang skal til at tegne nye valgkredse, vil yderlige to vestlige stater (Colorado og Utah) sammen med tre stater i Midtvesten (Michigan, Missouri og Ohio) bruge nye metoder til at tegne valgkredsene til Repræsentanternes Hus.

Gratis omgange og lette løsninger
Problemer med gerrymandering i USA er indiskutable, og derfor er reformbevægelsen bestemt et skridt i den rigtigte retning mod mere retfærdige valg. Når det så er sagt præger lette løsninger desværre reformprocessen i nogle delstater, mens reformerne i andre delstater enten ikke gør noget ved problemet eller adresserer et ikke-eksisterende problem.

Delstaterne Idaho og Montana er glimrende eksempler på, at politikerne har reformeret processen med valgkredse uden at disse delstater reelt har stået med Gerrymandering-problemer. I Montana står en kommission på fem personer for at tegne valgkredsene, men Montana er kun berettiget til et medlem af Repræsentanternes Hus, så der er kun et valgdistrikt at tegne op.

I nabostaten, Idaho, skal seks kommissionsmedlemmer ved 2/3-flertal optegne kun to valgkredse i en stat, hvor over halvdelen af vælgerne er registreret som Republikanerne og kun ca. hver ottende vælger er registreret som Demokrat. I disse stater tjener ”redistricting commissions” primært deres formål i lokalvalg, mens deres tegning af valgkredse til Repræsentanternes Hus mest af alt ligner en gratis omgang fra politikerne, der ikke mister noget på at virke som demokratiske reformatorer.

Delstaten Ohio er en af de stater, der indfører nye regler for optegnelsen af valgkredse efter den kommende folketælling. Her kræver de nye regler, at valgkredsene skal have 60% af stemmerne i delstatsparlamentet samt 50% af stemmerne fra mindretalspartiet. Hvis det ikke lykkedes skal processen overtages af en kommission bestående af 2 medlemmer fra hvert parti samt delstatens guvernør, finansminister og indenrigsminister. De tre sidste er dog alle ved næste optegning af kortene Republikanere, så Demokraterne står med meget dårlige kort på hånden, skulle processen nå til en kommission, og det Republikanske flertal i delstatsparlamentet kan således skubbe processen til kommissionen, hvis den bliver for besværlig i delstatsparlamentet.

De steder, hvor ”redistricting commissions” skulle sikre mere retfærdige valg og skulle sikre, at konkurrencen imellem partierne var retfærdig, er resultaterne også blandede. Arizona er et glimrende eksempel på dette. Her har man nedsat en række kriterier, der skulle gøre valgkredsene mere fair, men resultaterne har indtil videre ikke givet noget klart billede af, at valgene de seneste fire gange siden den såkaldte ”Arizona Independent Redistricting Commission” overtog processen med valgkredse, er blevet mere retfærdige. Der er blevet mindre forskel mellem, hvordan stemmerne og antallet af kongressæder fordeles på delstatsplan, men brugen af en ”redistricting commission” har hverken mindsket siddende politikeres evne til undgå modstand eller sejrsmarginerne bemærkelsesværdigt.

Redistricting Commissions som en lappeløsning
Arizonas eksempel er formentlig ikke enestående og viser med en hvis tydelighed, at ”redistricting commissions” og særlige processer for optegningen af valgkredse bare er lappeløsninger. For hvis man vil stemmespild og store forskelle mellem stemmeandele og mandatfordeling til livs i USA, er man nødt til at gå væk fra metoden med flertalsvalg i enkeltmandskredse, der er udbredt i USA og gå over til proportionelle valgmetoder á la dem, vi bruger på det europæiske fastland. Skønt proportionelle valg ikke helt kan fjerne skævheder mellem stemmeandele og mandatfordelinger, er de noget mere præcise end flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Dette ligger dog meget fjernt fra den amerikanske tankegang, hvor man stemmer på den bedste kandidat i hvert distrikt, og hvor hver kandidat ikke bare skal repræsentere staten, men skal repræsentere netop distriktets lokalområde og interesser. Lokalfølelsen og ansvaret for lokalområdet fylder (Om ikke andet så i teorien) meget for medlemmer af Repræsentanternes Hus. Hvis man valgte alle kongresmedlemmer for en delstat ved en proportionel valghandling, kunne man risikere at små lokalområder blev ”snydt” for repræsentation i Kongressen af de større byer, og dette ligger fjernt fra mange amerikaneres ønsker.

Gerrymandering forsvinder således ikke bare med nye metoder for optegnelsen af valgkredse, og amerikanerne må sande, at man ikke bare kan reformere sig ud af problemer med gerrymandering. Reformprocessen afbøder dog de værste gerrymanderingeffekter og skaber samtidig et fokus, der kan være med til at påvirke de politikere, der sidder i maskinrummet, til at tegne mere retfærdige valgkredse. Skal amerikanerne helt løse problemerne med gerrymandering og rive problemet op med rode, er de dog nødt til at gentænke deres politiske system grundlæggende, da gerrymandering er en indgroet del af det nuværende system.