Kampen om de vigtige latino-stemmer

Latinoer gennemgår i disse år en udvikling fra en af de mest eftertragtede vælgergrupper til en absolut nødvendighed for aspirerende præsidenter.

Nick Merrills reaktion siger det hele.

Fem timer efter medierne erklærede sejr i Nevada for hans kandidat tog Hillary Clintons talsmand til Twitter.
”I don’t typically like to swear on Twitter, but by all accounts so far this is complete and utter bullshit.”

Bernie Sanders kampagne havde netop sendt en email, hvor de tilskrev det tætte løb til Sanders’ støtte blandt latinoer. Ifølge entrance polls vandt senatoren fra Vermont latinoer i Nevada med 8 procentpoint (der er dog god grund til at tro på, at latinoer hovedsageligt stemte på Hillary Clinton — i valgkredse, hvor latinoer udgør over halvdelen af vælgerne tog Clinton 207 delegerede mod Sanders’ 130). En sejr i latinosegmentet ville utvivlsomt dæmpe kritikken af Sanders kandidatur som værende ude af stand til at appellere til minoriteter, og det ville tvinge skeptikerne omkring hans valgbarhed til at revurdere hans chancer i november.

Merrills hårde tone burde altså ikke overraske. Lørdagens demokratiske resultat og det republikanske resultat i morgen giver ny og bedre indsigt i, hvem der har en reel chance for at indtage den ovale kontor i 2017. For hvor Iowa og New Hampshire konstituerer to af de hvideste stater, er Nevada kendt som en såkaldt bellwhether stat — en stat, der består af vælgere, der er repræsentativ for hele USA’s befolkning.

Og der er særligt én faktor, der gør The Silver State interessant: latinoer.

Et af de mest berømte dokumenter i nuværende amerikansk politik, den såkaldt republikanske obduktionsrapport efter Obamas genvalg i 2012, indeholder både skarp kritik af partiets håndtering af latinoer og en ordentlig opsang.
”Hvis Hispanics opfatter det som om, at den republikanske kandidat ikke vil have dem i USA, så kan det være ligegyldigt, hvad vores næste argument er.”

Latinoer er en strategisk nødvendig gruppe i amerikansk politik anno 2016. De er en af de hurtigst voksende demografer. I øjeblikket udgør latinoer omkring 18 procent af USA’s befolkning, og ifølge fremskrivninger vil hver fjerde amerikaner have latinamerikansk afstamning i 2050. På samme tid gror deres indflydelse i politisk sammenhæng. 8,4 procent af vælgerne identificerede sig selv som latino i 2012, hvilket er mere end dobbelt så mange som i 1992, hvor 4,1 procent af vælgerne var latino.

Men størrelse er en ting. Der er ligeledes strukturelle årsager til, at begge partiers succes afhænger af deres evne til at tiltrække denne del af vælgerne. Historisk set er republikanske præsidentkandidater ikke i stand til at vinde uden en betydelig andel af latinovælgere. Analyserer du de seks valg fra 1992 – 2012, står det klart, at republikanske kandidater med under 32 procent tilslutning fra latinoer taber. Bush vandt begge sine valg (2000 og 2004) med henholdsvis 35 og 40 procent tilslutning.

Latinoer viser sig samtidig ofte at være udslagsgivende i nogle af de vigtigste stater i amerikansk præsidentpolitik. I Florida er tæt på 20 procent af vælgerne latinoer. Og sydstaten har sin helt egen, ja måske den mest berygtede plads, i moderne amerikansk valghistorie.

Vi skal tilbage til år 2000. I foråret ankom den dengang 6-årige dreng Elián Gonzalez til Florida kyst. Gonzalez havde krydset Floridas sydlige stræde ulovligt sammen med sin mor, der druknede under rejsen. Den daværende Clinton-administration var efterladt med valget mellem at lade den unge cubaner blive i Florida ved sin afdøde mors familie eller sende ham tilbage til sin far i Cuba. Daværende vicepræsident og demokraternes præsidentkandidat Al Gore støttede et lovforslag, der ville gøre det muligt for Gonzalez at blive i landet lovligt. Det var Gores håb, at det ville åbne døren for solid støtte blandt den store cubansk-amerikanske vælgergruppe i Miami, der stadig havde et indgroet had til det daværende Castro-regimet.

Men den 13. april 2000 sendte præsident Bill Clinton otte bevæbnede agenter af sted, der tvang Gonzalez fra sin grandonkel og tilbage til sin far i Cuba. Beslutningen hang ved og var en katastrofe for Gore, der opgav at forfølge latinovælgerne og begrænsede tv-reklamer på spansk i den sydlige Florida.

Tæt på seks millioner floridianere satte deres kryds senere det år. Gore tabte Florida med 537 stemmer og præsidentvalget.

I år er nogle af de vigtigste svingstater som Florida, Nevada og Colorado domineret af latinoer. Desuden kan altafgørende stater som Virginia vindes med en større en normal stemmeprocent fra latinoer, ligesom New Mexico og Arizona måske kan komme i spil. Tommelfingerreglen blandt analytikere i dette valg er derfor, at uanset hvem republikanerne nominerer i år, skal vedkommende have 40 procent for at have en chance for at vinde i november. Rubios kampagneleder er gået skridtet videre og sagt, at det er umuligt for dem at vinde uden mindst 40 procent støtte.

40 procents reglen er god, fordi den er nem at huske og er historisk valid. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at den holder i den nye politiske virkelighed. Det står nemlig meget værre til for the Grand Old Party. En analyse fra to professorer fra henholdsvis University of Nevada og UCLA påpeger, at de magiske 40 procent bygger på en antagelse om, at vælgerkorpset i 2016 etnisk set ligner det fra valget i 2004. Det er der ikke mange eksperter, iagttagere eller konsulenter, der spår.

Men hvad kommer det så til at kræve? Under det mest generøse scenarie, kan den republikanske kandidat vinde med 42 procents støtte, men det ville kræve, at diversiteten mellem vælgergrupperne falder tilbage til et niveau før Obama, samtidig med den forventede vækst i latinovælgere fra 2012 til 2016 ikke bliver til noget. Med et fornyet fokus på racediskrimination, immigration og Black Lives Matter bevægelsens imponerende organiseringsevne er det tæt på utænkeligt. Under et scenarie, hvor omstændighederne ligner valget i 2012, og andelen af latino-vælgere stiger de forventede 1,2 procent ville det kræve, at den republikanske vinder segmentet med 52 procent på landsplan. Og ifølge 538’s Swing-O-Matic model – der tager udgangspunkt i fem gruppers (universitets-uddannede hvide, hvide uden universitetsgrad, sorte, latinoer og asiater) stemmeprocent i 2012 samt den naturlige befolkningsvækst blandt dem – glider Det Hvide Hus endnu længere væk. Hvis alt andet holder lige i 2016 vil det kræve, at republikanerne tager 69 procent af støtten fra latinoerne. En grotesk ændring fra 2012, hvor Mitt Romney kun formåede at vinde 29 procent.

På statsniveau er der også problemer med 40 procents reglen. Amerikanske valg bliver som bekendt ikke afgjort ud fra flest stemmer på landsplan. Fordi størstedelen af latinoer befinder sig i stater, der ikke har nogen betydning i valgmandskollegiet som Californien, New York og Texas, betyder det, at den republikanske kandidat sandsynligvis skal vinde med mellem 42 og 47 procent i de altafgørende svingstater som Florida, Ohio, Virginia, Nevada og Colorado.

Det er værd at huske på, at latinoer ikke er en homogen gruppe. Det er folk med mexicansk, spansk, dominikansk, salvadoransk, og puerto ricansk afstemning, og de varierer fra sjette-generations indvandrere til teenagere, der er født og opvokset i USA. Deres partiske og politiske præferencer varierer lige så meget som blandt andre etniske grupper. Det mest slående eksempel er, at et stort antal latinoer støtter Donald Trump, der vil bygge en mur på den amerikansk-mexicanske grænse og har kaldt mexicanere kriminelle og voldtægtsforbrydere mange gange i løbet af denne kampagne. Men Trumps støtter er ligeså bekymrede for ulovlig immigration.

Der er stadig 47 stater tilbage, før demokraternes primærvalg er overstået, men Nick Merrills tweet beviser en simpel pointe: Latino-vælgerne er essentielle, hvis du vil være USA’s præsident.