Kamala Harris – Demokraternes frelser?

Efter nederlaget i november forsøger det demokratiske parti at rekonstituere sig og at sammensætte en bænk af politiske talenter der kan tage revanche over de næste fire år. Den nyvalgte demokratiske senator fra Californien, Kamala, Harris, kunne fylde denne rolle da hun ofte nævnes som et stjerneskud der kunne blive en central skikkelse i amerikansk politik fremad. Spørgsmålet er om hun virkelig er frelseren Demokraterne faktisk søger.

OAKLAND, CALIFORNIEN: På valgnatten d. 8. november fik det Demokratiske parti i USA en mavepuster ved valget af Donald Trump, men i detaljen kunne partiet skimte et lille skridt imod at tage revanche nede ad vejen.

For på valgnatten indvalgtes tre kvinder fra etniske minoriteter til det amerikanske senat hvilket man på venstrefløjen håber vil betyde en mere repræsentativ og dermed konkurrencedygtig struktur til at tage kampen op imod det Hvide Hus.

De tre var Catherine Cortez Masto fra Nevada, Tammy Duckworth fra Illinois og endelig Kamala Harris fra Californien.

Selvom særligt militærveteranen Duckworth, der bærer sine krigssår meget tydeligt i form af benproteser, har været en parti-darling i lang tid – så fremhæves Harris som Demokraternes stærkeste kort blandt de nye rekrutter.

Harris var den første kvinde til at beklæde embedet som offentlig anklager, først i San Francisco, og siden for Californien samlet.

Hun er datter af immigranter fra henholdsvis Indien og Jamaica der mødtes på det prestigiøse offentlige californiske universitet i Berkeley og har altså brudt etniske- såvel kønsbarrierer igennem sin karriere.

Med denne biografiske detalje har Harris skulle døje med sammenligninger med Barack Obama – der som bekendt også var produkt af globetrottende og veluddannede forældre der fandt hinanden i USA’s universitetssystem.

Så med Harris’ tiltrædelse i senatet kan odds-spillerne selvfølgelig ikke lade være med at betragte hende som en mulig præsidentkandidat i 2020 – og dermed følge modellen med en enkel senatsperiode på fire år, og så videre til valgkamp som Obama fulgte succesfuldt i 2008 og Republikaneren Marco Rubio mindre så i 2016.

Så den kyniske analyse af Harris bygger fortsat meget på det rent overfladiske – hun er ung, sort og karrieremæssigt dræven – altså den ’kvindelige Obama’.

Hvis man ser lidt dybere er hendes virke en lidt blandet sag politisk. Som statsanklager i Californien undlod hun ofte at tage parti ved politiske spørgsmål. Hun gav f.eks. hverken støtte til guvernør Jerry Browns lempelse af strafferammen for ikkevoldelige forbrydelser eller legaliseringen af marihuana. Omvendt hentede hun hjemmel i grundloven til at retfærdiggøre at hun nægtede at håndhæve tilbagerulningen af homoseksuelt ægteskab der gennemførtes ved folkelig afstemning i 2008. Hun sikrede et stort milliardbeløb i erstatning til californiske boligejere efter boligkrakket i 2008, men har siden modtaget kritik for ikke at forfølge videre søgsmål omkring bankers lovovertrædelser. Endelig var hun heller ikke del af kampagnen mod dødsstraf i Californien – en mangeårig mærkesag for den venstreorienterede advokatstand på vestkysten. Dette på trods af at hun tidligt i sin karriere gjorde sig bemærket ved ikke at søge dødstraf for en mand dømt for mordet på en politibetjent i San Francisco.

Så Harris’ tid som offentlig anklager har været defineret af stor forsigtighed, respekt for lovens bogstav og uvillighed til at kæmpe for virkelig omvæltning i retssystemet og lovhåndhævelsen.

Men som et relativt ubeskrevet blad kunne hun imidlertid være attraktiv som national kandidat siden hun så har mindre bagage, hvilket som bekendt skadede Hillary Clintons kandidatur.

Hendes senatsvalgkamp handlede om reform af retssystemet der efterhånden er bred enighed over det fulde politiske spektrum og hertil borgerretsbeskyttelse til etniske- og kønsminoriteter.

Hendes strategiske forsigtighed og støtte til politiske sager der er bredt accepteret i hele det Demokratiske parti vil således gøre hende til en populær frontfigur hos den moderate ’Clinton faktion’ af det Demokratiske parti. Men måske for andre dele af partiet virke kalkuleret.

En for synlig spekulation i Harris’ værdi som fotogent politisk symbol fra partispidsernes side kunne gøre hende til en sårbart mål for græsrødderne der er mindre interesserede i hendes mangfoldige biografi og medietække hvis hun ikke viser politisk mod på de rette emner.

Harris synes indtil videre mest at have været fri for de anklager om hykleri der plagede Hillary Clinton og vandt overbevisende landlige distrikter i Californien – langt fra kosmopolitiske og progressive San Francisco og Los Angeles – som Clinton tabte til Donald Trump. Politiske strateger vil undersøge denne stemmediskrepans i detaljen de næste fire år for at se om den nye senator har større appel hos svingvælgere end Clinton.

Harris har også fordelen af at skulle måle sig med Californiens længesiddende anden senator, Dianne Feinstein, der er enormt upopulær i hjemstaten og derfor kunne stille juniorsenatoren i et komparativt godt lys.

Indtil videre har Harris vundet et par point i senatet på at kritisere Trump-regeringens indrejse forbud, men forspildte chancen ved høringerne af Trumps kabinet udpegninger der burde have været en lejlighed for at introducere sig til hele nationen gennem spydige videoklip à la den progressive folkehelt og senator fra Massachusetts, Elizabeth Warren.

Men dette bekymrer ikke politiske insidere og mediekommentatorer for hvem Harris er et navn man nemt kan smide ind i den tidlige valgdiskussion, siden hun for dem præsenterer en fuld bingo-plade af karaktertræk der gør hende til en attraktiv kandidat.

Men dette overser dog at det Demokratiske parti aktuelt gennemlever en splittelse i deres konstitueringsproces der er defineret ved at partiets græsrødder er yderst kritiske overfor denne type elitær kroning af politiske ledere, og ikke føler at nogen sammensætning af identitetsmarkører har nogen værdi uden virkelig politisk hæft bag.

Selvfølgelig er det for tidligt at sige noget endeligt i den ene eller anden retning – men det er spørgsmålet om den valgpolitiske kabalelægning fra start har lastet senator Harris med enorme forventninger som kan blive svære at indfri. Hun har fire år i spotlyset til at overkomme og kapitalisere på dette forhold. Eller måske kun små tre år – altså minus de 15 måneder til præsidentvalgkamp?