Helt som forventet stemte et flertal i Huset for at stille Donald Trump for en rigsret. Men selv om sagen først skal køre til januar, synes resultatet givet på forhånd. Fronterne er trukket skarpt op og krigen på Capitol Hill er yderligere forværret
Så skete det omsider. Efter flere måneder med vidneafhøringer, undersøgelser og politisk mundhuggeri, vedtog et flertal i Repræsentanternes Hus natten til torsdag dansk tid at stille Donald Trump for en rigsret. Det er blot tredje gang i den amerikanske historie, at en præsident ender der. Første gang var med Andrew Johnson i kølvandet på den amerikanske borgerkrig og i slutningen af 90’erne var Bill Clinton under anklage som følge af Lewinsky-sagen. Begge præsidenter endte med at klare skærene og kunne fortsætte i embedet.
Lad mig vove ud i en forudsigelse: det samme kommer til at gøre sig gældende for Donald Trump. Selv om sagen først forventes at køre i januar 2020, så kender vi udfaldet på forhånd. Når hele processen er ved vejs ende og Senatet skal stemme om, hvorvidt Trump er skyldig og dermed skal fjernes som præsident, ja, så vil antallet af stemmer for dette være langt fra de 67, som det kræver. Ret langt fra, endda. Og dermed vil Trump kunne fortsætte som amerikansk præsident.
Senatets leder, Mitch McConnell, har allerede inden sagen starter, gjort det klart at han ikke kan forestille sig et scenarie, hvor Trump bliver fjernet. Tværtimod har han åbent skiltet med at han koordinerer løbende med Trumps rådgivere i Det Hvide Hus om hvordan sagen skal håndteres. Og da det fortsat er yderst sparsomt med antallet af republikanske toppolitikere, der har advokeret for at Trump bør fjernes, tyder alt på at GOP vil slå ring rundt om præsidenten og sikre hans fortsatte virke som præsident. Uanset hvordan selve rigsretsagen kommer til at forløbe.
Det har fået mange til at stille spørgsmålet: ‘Hvorfor gør Demokraterne det så overhovedet? Er det ikke spild af tid, når resultatet er givet på forhånd?’ Og ja, det er i sandhed det helt store dilemma. Skal man prøve når man ved, det ikke virker? Argumentet fra Nancy Pelosi og det demokratiske flertal i Huset er, at de har et ansvar, som de har tænkt sig at leve op til. Også selv om Republikanerne i Senatet ikke har tænkt sig at gøre det samme og at udfaldet derfor er givet på forhånd.
Der er ingen tvivl om, at Demokraterne derudover håber på at kunne bruge sagen til at mobilisere vælgere frem mod 2020-valgene. Ikke kun til præsidentvalget men også til kongresvalgene. Ved at sige til vælgerne: ‘Der kan I bare se. Præsidenten er ligeglad med landets love og hans partifæller er så bange for ham at de beskytter ham uanset hvad. Det kan vi ikke have, så hjælp os med at vælte ham og giv os samtidig flertallet i Senatet tilbage så vi kan få landet på ret kurs igen.’
Den ubekendte er imidlertid om den strategi virker. Eller om de vælgere, der kunne tænkes at blive mobiliseret af den type argument ikke allerede er mobiliseret. At man i virkeligheden ender med at henvende sig til de i forvejen overbeviste. Det har i hvert fald ikke fået fundraising midlerne til at flyde i stride strømme i retning af de demokratiske kandidater på nuværende tidspunkt. Og den store ubekendte lige nu er derfor, om der reelt set er ret meget nyt at hente ved denne strategi. Det ser ikke rigtig sådan ud, lige nu i hvert fald.
Trump derimod ser ud til at bruge sagen aktivt, både i forhold til fundraising og vælgermobilisering. Hans base synes at have købt hans præmis om, at hele rigsretsagen er en heksejagt og at det er endnu et bevis på at der er behov for at dræne sumpen. Derfor ser vi lige nu basen rykke tættere sammen om ham med ønsket om at beskytte den præsident, som de meget gerne ser genvalgt næste efterår. På fundraising fronten har Trump også brugt sagen anderledes succesfuldt end Demokraterne foreløbig har det. I hvert fald er hans pengekasse noget mere bugnende end nogen af de demokratiske kandidaters er.
Så her, få dage før 2019 bliver til 2020, kan vi således konstatere, at Trump som den blot tredje præsident i historien skal for en rigsret. Og at han formentlig ender med at klare skærene, nøjagtig som de to andre præsidenter gjorde det. Vi kan samtidig konstatere, at grøfterne er gravet om muligt endnu dybere i amerikansk politik end man efterhånden skulle tro det muligt. Trumps åbne brev til Nancy Pelosi dagen før afstemningen vidnede i hvert fald om en præsident, der har tænkt sig at slås med alt hvad han har. Uanset hvad det kræver.
Dermed vi se frem til et 2020, hvor der som det første er rigsret på menuen, inden de første primærvalg venter og siden hen selve præsidentduellen. Det bliver ikke for børn. For rigsretsagen har trukket de i forvejen skarpe fronter endnu skarpere op. Senatorerne har allerede taget stilling, det samme har de fleste amerikanere. De er nøjagtig lige så splittede som deres politiske system i Washington er det. At Nancy Pelosi samtidig har gjort det klart i kølvandet på afstemningen, at hun vil vente med at give sagen videre til Senatet før hun er sikker på, at de vil behandle sagen upartisk, er et yderligere bevis på, hvor betændt, det politiske miljø er blevet.
Med andre ord, så fortsætter krigen på Capitol Hill ufortrødent i 2020. Det politiske system i USA har i sandhed haft det bedre end det har i øjeblikket og udsigterne til en kongres, hvor der rent faktisk er noget, der bare minder om tværpolitisk samarbejde, er meget lange. Det vil formentlig kun forstærke den politikerlede, der i forvejen stortrives blandt amerikanerne.
Årstiden in mente vil det derfor være rigtigt at sige, at juleufreden har sænket sig over Washington. Og kommer formentlig til at være endnu længere end bare til påske.
