Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Interview

John Kerry – en udenrigspolitisk sværvægter

Det er en af de helt store drenge fra amerikansk politik, der torsdag eftermiddag dansk tid lander i København. John Kerry har siden 2013 været Obamas udenrigsminister og har i de forgangne år udført den rolle på en måde, som har aftvunget bred anerkendelse i udenrigspolitiske kredse

Det var faktisk ikke meningen, at 72-årige John Forbes Kerry i midten af juni 2016 skulle lægge vejen forbi København som amerikansk udenrigsminister. I Kerrys oprindelige masterplan, skulle han på nuværende tidspunkt have været i gang med sit præsidentielle otium efter to embedsperioder startende fra 2004.

Sådan gik det som bekendt ikke. Hvorfor, kommer vi tilbage til lidt senere.

For historien om John Kerrys politiske karriere starter ikke i 2004. Den starter faktisk for snart et halvt århundrede siden, da Kerry som ganske ung mand drog i krig i Vietnam. En upopulær krig, som Kerry efter sin udsendelse indtog et kritisk standpunkt omkring.

Den udtalte kritik mod Vietnamkrigen, blev den spæde start til Kerrys politiske karriere og i efteråret 1984 blev han valgt som senator i delstaten Massachusetts. En plads, han valg efter valg formåede at forsvare.

Da præsidentvalgkampen i 2004 nærmere sig startskuddet, traf Kerry en beslutning. Nu var det tid at se, om drømmen om at blive amerikansk præsident kunne blive til virkelighed. Den siddende præsident, George W. Bush, søgte ganske vist genvalg, men han var – i Kerrys optik – til at besejre. Især fordi en del af valgkampen ville komme til at handle om udenrigspolitik, grundet krigene i Irak og Afghanistan. Her havde Kerry sin force og vurderede, at han ville kunne give præsident Bush baghjul.

Men Kerry blev mødt af en maskine, der viste sig uoverkommelig at besejre. For bag Bush stod den berømte strateg, Karl Rove, der også havde været med til at sikre Bush sejren over Al Gore i 2000.

Roves måde at tænke strategi var ikke for børn. Tværtimod var det benhårdt, men effektivt. I Roves optik handlede det ikke om at angribe modstanderen – i dette tilfælde Kerry – der, hvor han var svag. Svagheden ville løbende vise sig og derfor var det ikke der, der skulle angribes. I stedet handlede det om angribe Kerry der, hvor han selv mente, at han var stærk. Ikke at det nødvendigvis var der, Bush-lejren mente, at han var stærk. Men hvis man kunne krøble Kerry der, hvor han selv mente, at han var stærk, så ville hans kampagne være i store vanskeligheder. Og dermed ville han være til at besejre.

Kerry havde selv defineret sin Vietnam-baggrund som en af sine største styrker. Og som noget, han aktivt brugte i sin valgkamp. Bedste eksempel på dette var på det demokratiske partikonvent i sommeren 2004, hvor Kerry til stor jubel indtog scenen, hvorpå han gjorde honnør og sagde ordene: ‘I am John Kerry and I am reporting for duty’.

Bush-lejren var ikke enig i Kerrys analyse om, at Vietnam-baggrunden var en af hans styrker, men når nu han så det sådan, var det der, man angreb. Derfor indledte Bush-lejren en systematisk angrebskampagne imod Kerry og hans Vietnam-baggrund. Der blev sået tvivl om hans indsats under krigen og sat spørgsmålstegn ved hans holdningsskifte om krigen. Kerry var rystet, ikke mindst fordi hans modstander selv havde fundet en måde at undgå tjeneste i Vietnam i sin tid. Men Bush-maskinens angreb viste sig effektive, og Kerrys Vietnam-flanke faldt fra hinanden. Og var en af de medvirkende årsager til, at Bush til slut kunne trække sig sejrrigt ud af dysten og fortsætte i Det Hvide Hus i yderligere fire år.

Kerry vendte tilbage til Senatet, hvor han fortsatte sit udenrigspolitiske arbejde. Et arbejde, der nåede et foreløbigt højdepunkt efter valget i 2008, hvor Kerry blev formand for Senatets udenrigspolitiske komite. En vigtig post, som Kerry bestred frem til starten af 2013, hvor præsident Obama bad ham overtage Udenrigsministeriet efter Hillary Clinton. Kerry takkede ja og har siden været en af Obamas vigtigste og mest profilerede ministre.

For nøjagtig som i Obamas første embedsperiode, har det i høj grad også været udenrigsministeren, der har vist det amerikanske flag rundt om i verden i løbet af den anden. Således har Kerry rejst kloden tynd som repræsentant for Obama-administrationens udenrigspolitik. En udenrigspolitik, der har været omdiskuteret i flere kredse, men som dog langt fra har været uden resultater.

Således er atomaftalen med Iran, opblødningen af forholdet til Cuba og klimaaftalen i Paris alle landet i løbet af den tid, Kerry har været udenrigsminister. Og i høj grad med Kerry som primus motor.

Det er altså en udenrigspolitisk sværvægter, der i dag lander i København. Her skal han mødes med både Dronningen, statsministeren og udenrigsministeren. Der skal formentlig drøftes transatlantisk samarbejde, frihandel, forsvarssamarbejdet forud for NATO-topmødet i juli og klimapolitik. Emner, som står højt på den amerikanske – og dermed også Kerrys – dagsorden både nu og i løbet af det kommende halve år, der er tilbage af Obama-administrationens anden embedsperiode.

Så nej, i den helt oprindelige plan var det ikke meningen, at John Kerry skulle besøge København som amerikansk udenrigsminister i midten af juni 2016. Men når nu han ikke kunne blive præsident, synes det klart for de fleste, at jobbet som udenrigsminister var det næstbedste, Kerry kunne ønske sig.

Han har i hvert fald ikke spildt tiden, siden han overtog posten for godt tre et halvt år siden. Og mon ikke, der er godt med stof til den forventede erindringsskrivelse, der plejer at komme fra tidligere udenrigsministre. Foreløbig har Kerry dog lige et halvt år mere i rollen, inden han kan stryge en tur i blækhuset.

I dag går turen til København. Næste uge venter nye destinationer for den berejste udenrigsminister.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen