Den nationale sikkerhedsrådgiver er en af præsidentens vigtigste rådgivere. Han eller hun står for koordineringen af den sikkerhedspolitiske proces frem til en præsidentiel beslutning om et givent emne. Så når personen på flere markante områder står i direkte modsætning til præsidenten, så bliver det på et tidspunkt uholdbart. Det punkt nåede John Bolton tirsdag, hvor præsident Trump fyrede ham i en af de vel nok mindst overraskende fyringer i Trump-administrationen.
I et tweet tirsdag eftermiddag, dansk tid, annoncerede præsident Trump, at han havde bedt national sikkerhedsrådgiver John Bolton om at træde tilbage. Fyringen kommer efter måneders anspændt forhold mellem præsidenten og hans nationale sikkerhedsrådgiver – og en række medfølgende politiske nederlag til Bolton.
John Bolton er kendt som en af de største høge i Washington D.C., og hans udnævnelse som national sikkerhedsrådgiver gav da heller ikke helt mening, da det skete i marts sidste år. Hvor præsident Trump står for en langt mere tilbagetrukken rolle i verden for USA, så er Bolton foregangsmand for en langt mere interventionistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det var denne forskel i verdensbillede, som endte med at koste Bolton jobbet.
Allerede kort tid efter han blev udnævnt blev Bolton slået på plads af præsident Trump. Fra midten af 2017 har præsidenten gjort diplomatiske tilnærmelser til Nordkorea med to store topmøder som foreløbige højdepunkter (dog uden de store resultater). Men i april 2018 udfordrede Bolton denne tilgang ved bl.a. at foreslå en ”Libyen Model” for Nordkorea. Idéen var, at Nordkorea kunne opgive sit atomprogram, ligesom Gaddafi gjorde i Libyen mod at komme ind i varmen i det internationale samfund. Den historiske reference var mildest talt dårligt valgt, da Nordkoreas ledelse udmærket er klar over, at Gaddafi endte sine dage i en grøft, dræbt af sin egen befolkning. I deres optik fordi den libyske diktator havde opgivet sit bedste stabiliserende kort: atomvåben. Præsident Trump slog Bolton på plads, og bad ham holde sig ude af diplomatiet med Nordkorea.
Senere stod John Bolton overfor præsidenten, når det har handlet om en mulig amerikansk intervention i Venezuela, en fortsættelse af USA’s engagement i Afghanistan og sidst men ikke mindst kursen overfor Iran. Bolton var end ikke inviteret til et strategimøde om Afghanistan for nylig, da man ikke ville risikere, at hans modvilje forhalede processen. Dette er et dårligt tegn, hvis man som national sikkerhedsrådgiver holdes ude af sådanne møder. Ligeledes var Bolton også stor modstander af et møde med Taleban, som tilsyneladende var planlagt til den forgangne weekend.
Vil dette signalere en ny amerikansk kurs?
Med fyringen forsvinder en af de mest prominente stemmer i Trump-administrationen, når det har handlet om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men det har også været en stemme i næsten direkte modsætning til præsidentens kurs ved flere lejligheder. Med de markante nederlag, som Bolton flere gange har lidt, så må vi konstatere, at præsident Trump virker til i stigende grad at have taget kontrollen med USA’s rolle i verden – og nu er han næsten færdig med at sætte holdet til den opgave. Processen begyndte sidste år i marts med fyringen af H.R. McMaster, og siden har præsident Trump fyret flere og flere af de såkaldte ”voksne” fra administrationen. Med dem menes rådgivere og ministre som var fortalere for et aktivt amerikansk lederskab i verden baseret på den verdensorden, som USA har stået i spidsen for siden 1945. Dem har præsident Trump langsomt men sikkert skaffet sig af med, og nu virker han klar til at sætte det sidste medlem af et mere rettroende ”America First” hold.
På flere områder har det altså allerede være præsidenten, som har sat dagsordenen. Spørgsmålet om en mulig ændring af amerikansk kurs relaterer sig til kursen overfor Iran. Her har vi dog allerede på det seneste set små tegn på en mulig ændring i kursen.
Overordnet set så har der været enighed i administrationen om en ”maximum pressure” strategi overfor Iran. Men John Bolton har også været fortaler for, at en militær løsning kunne komme på bordet. Her har han stået i skarp opposition til præsidenten, som ikke ønsker en militær konfrontation med Iran. I stedet lader det til, at præsident Trump har købt argumentet om, at maksimalt pres på styret i Teheran ville føre landet tilbage til forhandlingsbordet, hvor man ville kunne kræve større indrømmelser fra iransk side. Dette er nemlig en af fortællingerne om forløbet frem til aftalen i 2015, nemlig at det omfattende sanktionsregime var det afgørende element. Teorien fra Trump-administrationens side lader til at have været, at hvis det virkede den gang, så var det bare et spørgsmål om at vende tilbage til den kurs, og skrue op for sanktionerne, så ville man kunne få endnu mere. Den kurs har vist sine begrænsninger, og derfor har vi på det seneste set stille tegn på en kursændring. Præsident Trump har åbnet for muligheden af diplomatiske kontakter mellem de to lande, og ifølge andre medier så har finansminister Steven Mnuchin spillet en større og større rolle i rådgivningen af præsidenten i et forsøg på at isolere John Bolton og hans mere interventionistiske linje.
Dermed kunne Boltons fyring altså godt åbne for en lidt – og her skal der streg under”lidt” – blødere kurs overfor Iran, forstået på den måde, at en militær løsning lader til at være rykket længere væk med hans fyring.
Mere overordnet set så vil meget afhænge af hvem, som præsident Trump udnævner til Boltons efterfølger. Vil det igen være en rådgiver med et billede af aktivt amerikansk lederskab i verden, eller en rettroende ”America First” rådgiver? Det finder vi ud af i næste uge ifølge præsident Trump, men lige nu har han i hvert fald mulighed for at sætte et færdigt ”America First” hold, som kan støtte ham i denne dagsorden.
