Jobbet, ingen vil have

Navnelegen om, hvem der skal være Donald Trumps running mate er i fuld gang. Alt fra erfarne politikere til mere kuriøse forslag som datteren Ivanka har været nævnt. Kongressen.com giver her et bud på, hvem den republikanske nominerede bør vælge.

Lad os starte med at få noget på det rene. Vicepræsidentkandidaten Trump bør vælge, og kandidaten han sandsynligvis vælger, er ikke den samme.

Trump fortalte forleden til AP, at hans slutliste består af fem eller seks personer. Og på grund af en uheldig udtalelse fra Ben Carson, manden, der indtil for nyligt ledte gruppen, der skal finde Trumps VP, peger de fleste på Marco Rubio, Chris Christie, Ted Cruz, John Kasich og Sarah Palin.

Det er hovedsageligt af nød, at slutlisten ser sådan ud.

I øjeblikket ser langt de fleste republikanske politikere rollen som vicepræsidentkandidat som politisk selvmord.

Her er, hvad de observerer: Trumps historisk dårlige målinger blandt vælgerne. Et parti, der skal samles. En uerfaren kandidat uden viden om lovgivning. Udsigten til et kolossalt nederlag i november. Og måneder, hvor du skal stå på mål for og forsvare hans kontroversielle politiske holdninger.

Alle frygter, kort sagt, hvad det vil betyde for deres karriere at tage Trumps hånd. Det er jobbet, ingen vil have.

Lige nu.

For af samme grund kommer en række kandidater til at genoverveje, jo tættere vi kommer på valget. Politikere domineres af deres stræben efter genvalg, men også efter magt. Trump står bedre i målingerne. I nogle fører han. Hadet til Hillary Clinton og negativ partiskhed overfor demokraterne tager over. Og du har stadig det republikanske konvent i baghånden – et kollektivt konservativt show, hvis eneste mål er at få Trump og hans fremtidige vicepræsident til at fremstå i et positivt lys.

Sagt på en anden måde, der er kandidater, som i øjeblikket siger nej offentligt, der stadig er i spil. Og selvom slutlisten offentligt er barberet ned til fem eller seks kandidater på nuværende tidspunkt, tror jeg, at feltet er større.

Så lad os kigge på, hvad Trump-kampagnen tænker, og hvad de er nødt til at overveje, før de vælger.

Den politiske rute
Det virker måske ulogisk, men jeg stoler på, hvad Donald Trump siger.

I hvert fald, når det kommer til, hvad han leder efter i en vicepræsident. Trump indser, at valget af en VP hovedsageligt er symbolsk:
”Historisk set baserer folk ikke deres stemme på, hvem der er vicepræsident. Jeg vil have en person, der kan hjælpe mig med at regere,” sagde han for nyligt til the New York Times.

Trump har ret. Forskningen fortæller, at en vicepræsidentkandidat i gennemsnit kun flytter 0,6 procentpoint, og at hjemstats-teorien kun gælder for mindre stater.

Derfor påpeger Trump ofte, at han sandsynligvis tager den ”politiske rute”. Altså en person, der kan hjælpe ham med at få hans agenda gennem kongressen, og som er populær blandt senatorer og repræsentanter i huset. Samme model som Barack Obama fulgte i valget af nuværende vicepræsident Joe Biden, der forinden havde været i senatet i 35 år.

Hvis det er tilfældet, virker politikere som senator Jeff Sessions fra Alabama, senator Tim Scott fra South Carolina, og guvernør John Kasich fra Ohio som de mest åbenlyse bud. Senator Bob Corker fra Tennessee trak forleden spalteplads, da han var på besøg hos Trump.

Andre nævner tidligere speaker Newt Gingrich, som et wild card. Popularitetsfaktoren er grunden til, at en tidligere modkandidat som Ted Cruz ikke ligner et godt bud.

Symbolpolitik
Men den tankegang forudsætter, at Trump kan vinde valget. Jeg holder stædigt fast i, at han er en historisk svag kandidat. Han er upopulær blandt næsten alle vigtige vælgergrupper og står svækket på stort set alle vigtige karaktertræk, som vælgere bekymrer sig om.

Derfor er han nødt til at vælge en kandidat, der kan hjælpe hans popularitet blandt en række vælgergrupper.

Den vigtigste af disse grupper er Beyonce-segmentet, bedre kendt som all the single ladies. Byggematadoren er svært upopulær blandt kvinder. Hans sexistiske kommentarer kommer til at være en af Demokraternes mest potente karakterangreb. Hillary Clintons Super PAC er allerede begyndt at oversvømme såkaldte battleground stater med reklamer, og deres første emne var Trumps udtalelser om kvinder. Og det er åbenlyst, at hans modkandidat, nationens første kvindelige præsidentkandidat, svækker hans muligheder yderligere.

Trumps aggressive stil kommer til at skure som misogyni i ørerne på amerikanske kvinder. Det er værd at nævne, at Trumps største svaghed i det overståede primærvalg var debatten, hvor han kritiserede Carly Fiorinas udseende. Kritik mod Clinton fra en kvindelige kandidat vil gøre det sværere at kønsliggøre kampagnen.

Desuden står latino-vælgere til at få afgørende indflydelse på valget. Særligt i traditionelle svingstater som Florida og Virginia. Men også i stater, der typisk læner republikansk som Arizona, og battleground stater hvor latino-vælgere er centrale for et flertal som Nevada og Colorado.

De to mest åbenlyse kandidater til at hjælpe ham er guvernørerne i henholdsvis South Carolina, Nikki Haley, og New Mexico, Susana Martinez. Begge er minoriteter og Martinez er desuden i en mindre stat, der kunne ende i republikanske hænder med hende på stemmesedlen. Martinez virker dog ude af spillet, efter at Trump i sidste uge åbenlyst kritiserede hende under et vælgerarrangement.

Det samme gør sig gældende for senator Susan Collins i Maine, som desuden er en af de mest moderate senatorer, der er kendt for at kunne samarbejde over midten. Og senator Kelly Ayotte fra New Hampshire.

Oklahomas guvernør Mary Fallin er en anden mulighed, og modsat alle de ovenstående kandidater har hun erklæret sig villig til at sige ja.

En omvendt Moses
Størstedelen af de republikanske vælgere skal nok vende hjem til partiet i november. Men spørgsmålet er, hvor mange republikanere der bliver hjemme på sofaen.

I en tid med stigende polarisering og såkaldt sortering, og hvor negativ partiskhed driver vælgerdeltagelse bliver Trump-kampagnen nødt til at finde en figur, der kan knytte bånd til den socialt konservative base og forretningsorienterede vælgere, der ikke er vilde med Trumps angreb på frihandel og immigration. En person, der kan fange kernevælgerne. En omvendt Moses, der kan samle havet af modstridende interesser i partiet.

To prominente kandidater fra Florida opfylder de kriterier: senator Marco Rubio og guvernør Rick Scott. Marco Rubio kommer også med andre kvaliteter. Han er ung, han er latino og er Republikanernes måske bedste symbolpolitiske bud på forandring. Rubio insisterer stadig på, at han ikke er interesseret. Men for en mand, der altid har været i politik, og som ikke stiller op til genvalg kan det pludselig virke fristende at være den næste i rækken til det republikanske partis nominering.

Ohios John Kasich er populær blandt særligt den forretningsorienterede fløj, og hans politiske positioner omkring abort og religionsfrihed appellerer til socialt konservative. Hvis Trump vil have en kvinde, der appellerer til den konservative base peger mange på en fremtidig stjerne i partiet Iowas nyvalgte senator Joni Ernst. Du kan Google ”Joni Ernst squeal” for at se, hvorfor hun er populær i konservative kredse.

Af de lækkede kandidater virker John Kasich som det bedste bud. Han kender Washington og de lovgivende processer, har stadig gode forbindelser i begge kongressens kamre og betydelig udenrigspolitisk erfaring. Spørgsmålet er, om han vil sige ja til at stå på stemmesedlen med en mand, derfor blot en måned siden kaldte ham afskyelig for hans måde at spise på. Og selvom, der ikke er beviser for, at han kan gøre en forskel i Ohio, er det stadig et stærkt argument. Kampagner er trods alt både videnskab og mavefornemmelse.

Alle de kvaliteter er selvfølgelig irrelevante, hvis ikke Trump vinder mindst 270 valgmænd den 8. november. Kandidaterne, der brolægger vejen til Det Hvide Hus er Susana Martinez eller Nikki Haley. Martinez er tabt. Mit bedste bud i forhold til Haley er nej.

Derfor bliver valget af vicepræsident sandsynligvis den ultimative ironi i et valgår, der har trodset alles forventninger. Et traditionelt politisk valg fra den mest utraditionelle kandidat af dem alle.

Medmindre han udnævner sin datter Ivanka Trump til en ren Trump-ticket.

Og med den måde 2016 er gået indtil videre, ville det virkelig overraske nogen?